(Arkiv) Det var toppolitik i maj, og det er toppolitik nu: Den tidligere regering, Dansk Folkeparti og Radikale er enige om en ny seniorpension og erklærede dengang, at de ville stemme imod et S-forslag om tidligere folkepension til nedslidte. Her er det Det Radikale Venstres Morten Østergaard, dav. beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, der fremlægger aftalen om seniorpension, i Beskæftigelsesministeriet. (

(Arkiv) Det var toppolitik i maj, og det er toppolitik nu: Den tidligere regering, Dansk Folkeparti og Radikale er enige om en ny seniorpension og erklærede dengang, at de ville stemme imod et S-forslag om tidligere folkepension til nedslidte. Her er det Det Radikale Venstres Morten Østergaard, dav. beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, der fremlægger aftalen om seniorpension, i Beskæftigelsesministeriet. ( - Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2019)

Sådan vil blå partier stoppe S-forslag om tidligere folkepension til nedslidte

Det var folk fra partitoppen hos De Radikale og i oppositionen, der mødte op i Beskæftigelsesministeriet for at diskutere seniorpension i sidste uge. Nu med en ny minister i en ny regering, men formålet var det samme: At forpurre Socialdemokratiets forslag om tidligere tilbagetrækning til nedslidte.

Udgivet: 17/09/2019

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Analyse af Helle Schøler Kjær, [email protected]

Partiformand Morten Østergaard (RV), finansordfører, tidligere beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og gruppeformand Peter Skaarup (DF) mødte alle op til drøftelser om en ny seniorpension hos beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) torsdag i sidste uge. Dermed understregede de, at sagen er vigtig. Hvorfor, den er vigtig, skriver De Radikales pressetjeneste i et svar til NB-Beskæftigelse:

“Seniorpensionsaftalen er vigtig for Radikale Venstre, fordi den skaber tryghed for, at  mennesker, som er for nedslidte, kan trække sig op til seks år før, de når pensionsalderen. Det vil vi gerne have sker 1. januar 2020.”

Man skal huske, at det her er sagen, hvor De Radikale allerede før valget stod sammen med den nuværende opposition imod Socialdemokratiet. Og det på et område, som er vigtigt for De Radikale, nemlig arbejdsudbuddet, som partiet mener vil blive alt for meget beskåret med Socialdemokratiets rettighedsbaserede forslag om tidligere folkepension til nedslidte.

Det er også det område, som statsminister Mette Frederiksen (S) igen og igen binder sin troværdighed op på, blandt andet på partiets landsmøde i weekenden, hvor hun lovede, at der vil komme et konkret udspil inden næste sommer.

Også seniorpensionen vil give et fald i arbejdsudbuddet, men ikke i nær så stort omfang.

Uafhængig myndighed skal visitere flere til seniorpension

Oppositionen og De Radikale presser på, for at den nye seniorpension skal træde i kraft 1. januar. De vil samtidig have en myndighed, der er økonomisk uafhængig af kommunerne til at stå for visitering til ordningen, og det haster, understreger bl.a. Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen i dette interview.

Politisk har det betydning, at en ny forbedret ordning begynder at fungere hurtigt, – og før Socialdemokratiet er klar med sit forslag. Hvis den hurtigt får succes, kan seniorpensionen blive et stadig stærkere argument imod Socialdemokratiets forslag.

Det er i det lys, man skal se Venstres nu utvetydige opbakning til, at visiteringen til seniorpension skal ligge hos en myndighed, der er økonomisk uafhængig af kommunerne. Når kommunerne har visiteret for få til den nuværende ordning, må man forvente, at en uafhængig myndighed vil visitere flere.

Mens det hidtil har været Dansk Folkeparti, der stærkest har argumenteret for, at en anden og uafhængig myndighed skal visitere til ordningen, er det nu blevet et ufravigeligt krav fra alle forligspartierne. Og samtidig med, at Dansk Folkeparti nu ikke længere afviser S-forslaget, så sender partiet fortsat en af topfolkene til møde om seniorpension.

Det vil uden tvivl falde en del Venstre-borgmestre for brystet, at partitoppen ønsker at tage området fra kommunerne, men det styrker samarbejdet mellem oppositionen og De Radikale, og det må veje tungt for en opposition, der indtil videre har været fraværende.

 

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:23

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]