(Arkiv) De borgerlige partier risikerer at miste alle deres beskæftigelsesordførere ved valget, blandt andet  Hans Andersen (V), der her er i samtale med  erhvervsminister Rasmus Jarlov (K). (

(Arkiv) De borgerlige partier risikerer at miste alle deres beskæftigelsesordførere ved valget, blandt andet Hans Andersen (V), der her er i samtale med erhvervsminister Rasmus Jarlov (K). ( - Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix)

Fire beskæftigelsesprofiler risikerer at ryge ud af Folketinget

Det kan blive et næsten nyt beskæftigelsesudvalg, der efter valget skal tage de store diskussioner om beskæftigelsespolitikken. Fire markante stemmer risikerer at miste deres mandat: SF's Karsten Hønge, Alternativets Torsten Gejl, Laura Lindahl, Liberal Alliance, og Hans Andersen fra Venstre. Kun to centrale profiler ser ud til at være sikre på deres plads.

Udgivet: 04/06/2019

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

Det kan blive en helt anden gruppe politikere, der efter valget kommer til at diskutere ændringer til førtidspension- og fleksjobreformen og tage livtag om ydelser til arbejdsløse på kontanthjælp og integrationsydelse. Kun tre beskæftigelsesordførere er så godt som sikre på valg. Mens Alternativet og måske SF kan miste deres ordførere, så skal næsten hele den borgerlige blok ud at finde andre politikere til at tage sig af beskæftigelsesområdet.

Kun to centrale beskæftigelsesordførere er sikre på valg: Bent Bøgsted (DF) og Leif Lahn Jensen (S). Så sikre, som man nu kan være dagen før folketingsvalget.

Enhedslistens Finn Sørensen stiller ikke op igen.

Professor i statskundskab Kasper Møller Hansen har for Altinget lavet geografiske prognoser for Venstres, Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis mandatfordeling i forhold til de forventede mandater, partierne får i storkredsene.

De viser, at Venstres Hans Andersen vil have svært ved at få et mandat,. Til gengæld står både Leif Lahn Jensen (S) og Bent Bøgsted (DF) til genvalg.

Skal kæmpe med Venstre ministre om mandaterne

Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen skal kæmpe for at få et af to mandater i Nordsjællands Storkreds, hvor partiet i følge undersøgelsen forventes at gå et mandat tilbage. Han konkurrerer her bl.a. med innovationsminister Sophie Løhde og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. Det skal dog tilføjes, at analysen af Venstres mandatfordeling er fra 3. juni, og i dag den 4. juni står Venstre til en fremgang på fem mandater i forhold til tidligere målinger. Det kan få betydning for Hans Andersen.

Leif Lahn Jensen skal vælges i Østjylland, og der stod han i Altingets prognose fra 29. maj til at være blandt fire sikre genvalgte ud af seks. Bent Bøgsted skal vælges i Nordjylland. Her ser det ud til, at DF går tilbage fra fire til to mandater, og at Bøgsted kan lande førstepladsen.

Karsten Hønge upopulær

Det er tilbage- og fremgang for partierne, der kan komme til at bestemme de øvrige beskæftigelsesordføreres fremtid som folketingsmedlemmer.

Altså bortset fra Karsten Hønge (SF), der efter valget til Europaparlamentet valgte at overlade sit mandat til en anden SF’er, fordi han hellere vil i Folketinget. Hans parti har længe stået til fremgang, men det er i enkelte målinger blevet til en noget mindre fremgang, efter at Karsten Hønge ombestemte sig. Om sagen i sidste ende får betydning for Karsten Hønges personlige valg og for SF’s samlede valg er usikkert. I 2015 vandt han SF’s eneste fynske mandat med 2.647 personlige stemmer, lige godt 100 flere end Annette Vilhelmsen, tidligere formand for SF. Hun stiller ikke op denne gang.

Læs også: Otte ud af ti vælgere: Hønges EU-afbud er ikke i orden

Usikkerhed om Liberal Alliance og Alternativet

Til gengæld skaber den store tilbagegang til Liberal Alliance og Alternativet usikkerhed om beskæftigelsesordførerne Laura Lindahl (LA) og Torsten Gejl (ALT).

Laura Lindahl står første på listen hos Liberal Alliancen i Sjællands Storkreds, der fik et enkelt mandat ved valget i 2015. Lindahl var dengang opstillet i Københavns Storkreds, hvor partiet fik to mandater. I alt fik Liberal Alliance 13 mandater ved sidste valg men spås i de seneste målinger til at få fem-seks mandater ved dette valg. I dagens mandatprognose i Altinget er Laura Lindahl dog ikke nævnt blandt de ordførere, der er i farezonen. Til gengæld ser det ud til, at en måske mere højlydt stemme på beskæftigelsesområdet, nemlig Joachim B. Olsen ryger ud. Han er dog ikke ordfører på området.

Torsten Gejl blev valgt som Alternativets eneste folketingsmedlem i Nordjylland i 2015. Han stiller denne gang op som spidskandidat i Østjyllands Storkreds, hvor partiet også fik et enkelt mandat ved sidste valg. I de seneste målinger får Alternativet fem eller seks mandater mod ni ved valget i 2015. Partiets fik knap hver femte af stemmerne (17 procent) i Østjyllands Storkreds.

Lille usikkerhed om beskæftigelsesministers valgKun

Også beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) må være spændt på optællingen af de personlige stemmer torsdag. Altingets analyse af Venstres mandatfordeling baserer sig på, at partiet får fire mandater i Østjylland, hvor Troels Lund Poulsen skal vælges. De to første går ret sikkert til Jakob Ellemann-Jensen og Britt Bager, og de næste – og mere usikre – er Michael Aastrup Jensen og Troels Lund Poulsen. De er usikre, fordi det ved sidste valg kun var få hundrede stemmer, der skilte de to fra Fatma Øtken, der ikke blev valgt. Her skal igen tages forbehold for de nyeste målinger, der viser, at Venstre kan få et bedre valg end forudset før Europaparlamentsvalget.

De Radikale og De Konservative har haft vikarer i beskæftigelsesudvalget. Rasmus Helveg Petersen nåede som barselsvikar for Zenia Stampe at være med til at forhandle seniorpension med regeringen og Dansk Folkeparti. Den konservative beskæftigelsesordfører Anders Johansson er borgmester på Ærø og kom i Folketinget, da Mai Mercado først gik på barsel og siden blev minister.

 

 

Rettelse: I første udgave havde vi givet Finn Sørensen (EL) et sikkert nyt mandat. Han genopstiller imidlertid ikke til Folketinget. hsk, 5.6.

 

 

 

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:21

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]