
Enhedslisten bliver ifølge meningsmålingerne afgørende for, at Mette Fredriksen (S) bliver statsminister. Partier er utilfreds med, at der ikke er sat penge af til højere integrationsydelse. Her er det Pernille Skipper på en valgplakat. ( - Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix)
Se de vigtigste beskæftigelsestemaer i valgkampen
Enhedslisten er utilfreds med, at der ikke er afsat penge til at hæve ydelser i kontanthjælpssystemet i Socialdemokratiets 2025-plan. Berlingske bakker på lederplads op om flere partiers krav om at "luge ud" landets jobcentre. Og så støtter Kristendemokraterne Lars Løkke Rasmussens forslag om en lovbestemt mindsteløn.
Udgivet: 21/05/2019
Af Helle Schøler Kjær, [email protected]
Socialdemokratiets 2025-plan har ikke noget budget til at fjerne kontanthjælpsloftet og afskaffe den lave integrationsydelse til nytilkomne flygtninge. Det er Enhedslisten utilfreds med, og partiet vil presse Socialdemokratiet til det yderste for at få sat penge af til netop det. Som meningsmålingerne står nu, vil partiet være en forudsætning for, at Mette Frederiksen (S) kan blive statsminister.
“Det er langt fra godt nok. Det er noget et nyt flertal skal lave om på. Og det er noget, de kommer til at skulle lave om på,” siger Enhedslistens finansordfører Rune Lund til Børsen.
“Jeg fatter ikke, at man kan kalde sig børnenes statsminister og så ikke samtidig være klar til et opgør med fattigdomsydelserne, der betyder, at der nu er over 64.000 fattige børn i Danmark. Det burde have været med i det her udspil,” siger Rune Lund til avisen.
Mette Frederiksen sagde på pressemødet mandag, at børnene i familierne skal hjælpes, men hun vil ikke umiddelbart øge ydelserne, da det vil betyde en udgift på 117.000 kroner til en nyankommen flygtningefamilie med tre børn.
“Der bliver man nødt til at stille sig selv det spørgsmål, om det vil være rimeligt over for alle andre i det her samfund. Det synes vi ikke, det er,” sagde hun.
Opbakning til kulegravning af jobcentre
Berlingske bakker op om, at “jobcentrene skal reformeres i bund”, som overskriften hed på avisens leder fredag. Ligesom De Konservative foreslår lederskribenten, at der skæres et “solidt milliardbeløb væk”, at lovgivningen skal forenkles og bureaukratisk fedt skæres af. Avisen foreslår, at alle indsatser analyseres, og dem der ikke giver job, skal droppes.
Og så skal en del af jobcentrenes udliciteres så meget som muligt, “for private aktører vil sandsynligvis løse opgaven mere effektivt.”
Berlingske lægger sig bl.a. opad Rigsrevisionens rapport om effektiviseringspotentiale i jobcentrene tidligere anbefalinger fra de økonomiske vismænd.
Avisen bragte dagen efter et debatindlæg fra Venstres beskæftigelsesborgmester i København, Cecilia Lonning-Skovgaard, der forsvarede jobcentrene.
De Kristelige og mindstelønnen
Netmediet A4 Nu fandt det tunge skyts frem, da Kristendemokraternes vikarierende formand, Isabella Arendt, bakkede op om statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) forslag om, at en lovbestemt mindsteløn skal forhindre social dumping.Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation blev trukket på banen for at forsvare den danske model, hvor løn forhandles i overenskomsterne mellem arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer.
A4 Nu refererede den kristelige fagforening Krifa for at støtte Løkke Rasmussens forslag og kunne også oplyse, at “Den kristendemokratiske næstformand og ‘valgkampsvikar’ har været medlem af Krifa, siden hun var 16 år. Og hendes far, Mikael Arendt Laursen, er næstformand i den gule fagforening. Hun afviser, at hendes parti løber ærinder for Krifa, da hun går ind for et frit fagforeningsvalg.”
Isabella Arendt siger til A4 Nu bl.a.:
“Jeg vil jo ikke annullere den danske model. For mig betyder en mindsteløn, at der en bund i den danske model at forhandle ud fra. Jeg ser det ligestillet med barsel, ferie og alle mulige andre minimumsrettigheder, vi har stadfæstet ved lov.”
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:20










































