
(Arkiv) Forligspartierne bag seniorpensionen vil præmiere arbejdsdygtige pensionister til at arbejde mere. Hos Ældresagen kan pensionister arbejde på deltid som rådgivere. ( - Foto: Linda Kastrup / Ritzau Scanpix)
Aftale om seniorpension: Flere penge til dem, der vil arbejde længere
Der var milde gaver til dem, der vil og kan arbejde længere end folkepensionsalderen, da regeringen, DF og De Radikale præsenterede en ny seniorpension. Det skal sikre, at arbejdsudbuddet ikke bliver mindre, når flere nedslidte kan få pension, men samlet vurderer forligsparterne, at aftalen have en 'mindre negativ virkning for arbejdsudbuddet'.
Udgivet: 02/05/2019
Af Helle Schøler Kjær, [email protected]
Det har været vigtigt især for De Radikale og Liberal Alliance, at en ny og forbedret aftale om seniorpension ikke betyder, at arbejdsudbuddet bliver mindre. Derfor er der i aftalen to elementer, der skal tilskynde arbejdsduelige seniorer til at blive længere på arbejdsmarkedet. Bundfradraget for folkepensionister, der arbejder, bliver hævet, og den skattefri seniorpræmie for udskydelse af folkepension bliver forøget.
Bundfradraget for folkepensionister – efter AM-bidrag og før beregning af diverse pensionstillæg – hæves til 122.004 kroner med virkning for hele 2019 og fremover. Bundfradraget blev i finansloven for 2019 hævet fra 60.000 til 100.008 kroner og bliver nu altså godt 20.000 kroner højere.
Den skattefri seniorpræmie gives til alle, der arbejder 30 timer ugentligt i det første år efter folkepensionsalderen. Den blev indført med et beløb på 30.000 kroner i finansloven for 2019 og bliver nu sat op til 42.000 kroner.
Forligspartierne har derudover aftalt at nedsætte en kommission om tilbagetrækning og nedslidning. Kommissionen skal med udgangspunkt i Velfærdsforliget fra 2006 ‘undersøge fordele og ulemper ved ancienittetsbaserede modeller for tidligere tilbagetrækning (differentieret pensionsalder)’. Det var i Velfærdsforliget, det blev aftalt, at pensionsalderen skal følge levetiden og dermed sættes op over årene. Den differentierede pensionsalder er grundlaget for Socialdemokratiets pensionsforslag, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har for nylig lagt op til, at den såkaldte levetidsindeksering kan diskuteres med virkning efter 2040, hvor folkepensionsalderen forventes at være 70 år.
Forligspartierne vil også sætte fart på arbejdet med den såkaldte sporskifteordning, der skal sikre, at mennesker der er i risiko for nedslidning kan skifte erhverv.
Hele aftalen mellem regeringen (Venstre, Konservative og Liberal Alliance), Dansk Folkeparti og De Radikale kan læses på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:20










































