
Udsatte grupper skal tættere på arbejdsmarkedet gennem nyt STAR projekt. ( - Foto: Michael Bothager/Scanpix 2013)
Fem procent flere udsatte skal i job med STAR projekt i seks kommuner
Seks kommuner er med i et STAR projekt, der skal få flere ledige fra udsatte grupper i virksomhedspraktik og ordinære timer. Ved at løfte området med fem procent skal projektet være en inspiration til andre kommuner.
Udgivet: 08/03/2019
Af Helle Schøler Kjær, [email protected]
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har udvalgt seks kommuner, der har gode resultater i den virksomhedsrettede indsats, til at indgå i et projekt, der skal få flere ledige fra udsatte grupper i virksomhedspraktik og i ordinære timer.
De seks kommuner er Nordfyn, Skive, Sorø, Favrskov, Ringsted og Middelfart. De skal alle skal have en ambition om, at de kan få fem procent flere i løntimer og virksomhedspraktik mv.
Projektet hedder “Kortere vej til arbejdsmarkedet – virksomhedsrettet
indsats og ordinære timer” og skal vise “dels at barren for den gode indsats kan hæves
yderligere og dels hvad der skal til for at det kan ske,” skriver STAR i et notat om projektet.
De udsatte grupper, der er i fokus for projektet, er aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, borgere i ressourceforløb, uddannelseshjælpsmodtagere, og borgere på i fleksjob eller på ledighedsydelse.
Se her, hvor mange aktivitetsparate og ledige efter ressourceforløb, der kommer i beskæftigelse nu.
Resultatet af projektet vil blive målt på den virksomhedsrettede indsats og “afgange til fleksjob, beskæftigelse og uddannelse.”
Succeskriterierne for projektet er, at flere ledige i udsatte grupper kommer hurtigere i viksomhedspraktik, løntilskud eller ordinære timer. Samtidig skal STAR have bedre viden om, hvad der virker.
Der er tre områder, kommunerne kan fokusere på: borgersamarbejdet, virksomhedssamarbejdet og den interne organisering i kommunen. Kommunerne vælger selv i samarbejde med et af STAR’s tre regionale arbejdsmarkedskontorer at fokusere på det område, de selv mener, trænger mest til at blive styrket. Efter en analyse af den hidtidig indsats laver hver kommune en kontrakt med STAR om en handlingsplan med målsætninger og aktiviteter.
Sorø Kommune er med i projektet. Det kan du læse om her.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:19










































