
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) deltog sammen med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i samråd om kommunale læge- og sygeplejerskeordninger i hhv. Københavns og Skive Kommuner den 23. maj 2018. Begge ordninger var lukket ned, og på samrådet fastslog ministrene, at de havde været i strid med lovgivningen. ( - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Omstridt sygeplejeordning igen på dagsordenen
Et besøg i Skive fik finansminister Kristian Jensen (V) til at love at kræve en omstridt sygeplejeordning kan genindført. Beskæftigelsesministeren har ikke nogen kommentar, men henviser til tidligere brev til Skives borgmester.
Udgivet: 17/01/2019
Af Helle Schøler Kjær, [email protected]
Der bliver ikke nogen bukser ud af det skind. Sådan må man forstå beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsens (V) ikke-reaktion på finansminister Kristian Jensens forslag om, at loven skal laves om, så Skive igen kan lade kommunalt ansatte sygeplejersker vurdere, om borgere på integrationsydelse og kontanthjælp er syge.
Efter et besøg i Skive, hvor finansministeren tilsyneladende blev præsenteret for et stigende fraværstal på kommunens sprogcenter efter afskaffelsen af sygeplejeordningen, vil Kristian Jensen lave loven om og bebudede et møde med beskæftigelsesministeren.
Men på et spørgsmål fra NB-Beskæftigelse lader Beskæftigelsesministeriet vide, at Troels Lund Poulsen (V) ikke har nogen kommentarer til forslaget. I stedet henviser han til sit brev til Skives borgmester fra juni sidste år.
Brevet til kommunen
I brevet til partifællen borgmester Peder Chr. Kirkegaard (V), skriver Troels Lunnd Poulsen blandt andet:
“På baggrund af vores møde og det materiale, som I har indsendt om ordningen i
Skive Kommune, vil jeg gerne fremhæve fire forhold, der er helt centrale i forhold
til etablering af en sådan ordning, og som jeg derfor vil opfordre jer til at holde for
øje, hvis I ønsker at arbejde videre med ordningen:
1. Det er sundhedssystemet, som foretager sundhedsfaglige vurderinger af borgernes helbred.
2. Pligter, der sanktioneres, skal have hjemmel i lov.
3. Det er kommunen, som skal træffe afgørelse om, at en borger skal sanktioneres
efter beskæftigelseslovgivningen.
4. Der skal være proportionalitet mellem de tiltag, der iværksættes, og borgerens
forhold.”
Ingen undersøgelse eller behandling i kommunalt regi
Af uddybningen af de fire punkter fremgår det, at afklaring og behandling af borgerens helbred skal gennemføres af borgerens egen læge eller en speciallæge. Ingen af dem må være ansat af kommunen. Kommuner må godt ansætte sundhedspersonale til at vejlede borgere om sundhed for at styrke muligheden for at komme i arbejde, men må hverken undersøge eller behandle borgerne.
“Det fremgår klart af lovgivningen, at den sundhedsperson, som yder rådgivning til
kommunen, ikke selv må indhente yderligere oplysninger eller foretage undersøgelser eller behandling som led i rådgivningen. Det vil også gælde en undersøgelse
i form af blodtryk, puls og temperatur,” skriver beskæftigelsesministeren.
Skive Folkeblad skriver, at SF har kaldt finansminister Kristian Jensen i samråd for få ham “til at svare på, om det er regeringens opfattelse, at vi ikke kan stole på de lægelige udtalelser for borgere, som er tilknyttet jobcentret.”
Fraværsstatistik dækker mere end sygdom
Det fremgik af presseomtale af finansministerens forslag, at sygefraværet var steget voldsomt. Skive Kommune oplyser til NB-Beskæftigelse, at fraværet – og altså ikke sygefraværet – i hele 2017 var 20,7 procent på kommunens sprogcenter. I 2018 indsendte kommunen en rapport til Styrelsen for International Rekruttering og Integration for perioden januar til oktober 2018, hvor fraværet var 35,1. Altså en stigning på knap 15 procent.
Tallene omfatter dog meget mere end sygefravær. Fraværsstatistikken omfatter nemlig ikke alene borgere på integrationsydelse, men også udenlandske statsborgere, der selv betaler for at gå på sprogskole. De udgør omkring 40 procent af eleverne på sprogcentret, oplyser skolens leder Martin Bork Sørensen til NB-Beskæftigelse. Den præcise fordeling er 186 kursister på integrationsydelse og 101 selvforsørgende. På sprogcentret kaldes de I-kursister og S-kursister.
Sprogcenter Skives fraværsstatistik dækker altså alle kursister, men de bliver ikke registreret for samme slags fravær. For borgere på integrationsydelse tæller kun sygdom med, fordi rapportering af fravær står på pause, hvis de er i virksomhedspraktik eller får arbejde, forklarer Martin Bork Sørensen. For de selvforsørgende indgår alt fravær i statistikken, både sygdom, arbejde og andet.
“De har jo ikke pligt til at være her, som I-kursisterne har,” siger Martin Bork Sørensen. Han oplyser, at det ikke er muligt at isolere borgere på integrationsydelse i fraværsstatistikken. “Det rokker ikke ved, at fraværet blandt I-kursister er steget markant,” siger Martin Bork Sørensen. “Det skal man bare stikke hovedet ind i et klasseværelse for at se.”
Læs også om Skives sygeplejeordning her:
Minister: Klart lovbrud, da jobcenter gennemførte egne lægetjekSkive betaler 85.000 kroner tilbage til borgere på integrationsydelseRettelse 18.1.2018: Skive Sprogskole er rettet til Sprogcenter Skive/hsk
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:19










































