
Minister: Klart lovbrud, da jobcenter gennemførte egne lægetjek
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) oplyste på samråd i dag, at han før sommerferien indskærper reglerne både over for kommunernes forvaltninger, men også i et særskilt brev stilet til landets borgmestre og formænd for kommunale beskæftigelsesudvalg.
Udgivet: 23/05/2018
Af Helle Schøler Kjær, [email protected]
Kommuners lægefaglige konsulenter må ikke undersøge kontanthjælpsmodtagere og andre, der modtager kommunale ydelser efter vurderinger i kommunernes jobcentre, oplyste beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) på et samråd i dag.
Spørgsmålet blev aktuelt, da et jobcenter på Lærkevej i København sidste år indførte egne lægeundersøgelser for at vurdere kontanthjælpsmodtageres arbejdsevne. Københavns Kommune har erkendt, at det var ulovligt og har stoppet lægeundersøgelserne, hvilket beskæftigelsesministeren var tilfreds med.
“Det handler om ledelse, og det er et politisk ansvar”, siger Troels Lund Poulsen, der efter samrådet vil tage kontakt med den nuværende ansvarlige for beskæftigelsesområdet i Københavns kommune, Venstreborgmesteren Cecilia Lonning-Skovgaard, for at sikre sig, at det ikke gentager sig. Det var den daværende beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (RV), der havde ansvaret for området, da Lærkevej i sin tid brugte den kommunale lægekonsulent.
Skive Kommune kan også have overtrådt reglerne
Ifølge ministeren er der kun en enkelt kommune udover København, der har gjort noget lignende, nemlig i Skive, hvor der er ansat en sygeplejerske i forbindelse med vurderingen af kontanthjælpsmodtagere og borgere på integrationsydelse. Troels Lund Poulsen holdt i sidste uge møde med Skive kommune og vil i løbet af en uges tid være klar med en vurdering af, om kommunens jobcenter holder sig inden for lovens rammer.
I en gennemgang af gældende regler oplyste ministeren, at i forhold til vurdering af borgeres sundhedstilstand kan kommunerne kun bruge oplysninger fra sundhedssektoren. En kommunalt ansat lægekonsulent må alene vurdere, hvad lægeerklæringer betyder for muligheder for at sende borgeren i aktivering og arbejde. Lægekonsulenten må også sammenholde en lægeerklæring med borgerens egne oplysninger og andre relevante sundhedsfaglige aspekter. Det er de regler, beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen nu vil indskærpe over for kommunernes forvaltninger og de politisk ansvarlige.
Det var Alternativets beskæftigelsesordfører Torsten Gejl, der sammen med Alternativets sundhedspolitiske ordfører Pernille Schnoor havde indkaldt til samrådet, hvor også sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) svarede på spørgsmål om patientsikkerhed.
“Der er ikke sket overtrædelse af sundhedslovgivningen”, oplyste sundhedsministeren, der samtidig forklarede, hvor man kan klage over behandlingen. Der er dog ingen mulighed for erstatning til de borgere, der er blevet undersøgt, fordi lægekonsulenten ikke arbejdede for dem, men for kommunen. En ny lov om patienterstatningsordningen, der bliver vedtaget 1. juli, vil dog fremadrettet gøre det muligt at søge om erstatning i lignende sager.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18










































