(

( - Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2018)

Aftale om erhvervsfremme flytter erhvervsrådgivning fra kommuner til fælles erhvervshuse

KL har indgået en aftale med regeringen, som flytter den deciderede erhvervsrådgivning fra kommunerne til nye erhvervshuse. KL har til gengæld sikret sig op til ti istedet for de foreslåede fem erhvervshuse, og at det er kommunerne, som sidder på magten over dem.

Udgivet: 23/05/2018

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Af Arne Ullum, [email protected]

Erhvervsfremmeindsatsen i Danmark bliver centraliseret. En ny aftale mellem KL og regeringen betyder, at de penge kommunerne hidtil har brugt lokalt på erhvervsfremme i fremtiden skal bruges til at finansiere op til ti væksthuse, hvor virksomhederne skal hente decideret erhvervsrådgivning om eksempelvis vækst og eksport.

Kommunerne vil dermed primært sidde tilbage med myndighedsbetjening af virksomhederne og vejledning om, hvor de kan hente yderligere rådgivning.

KL har til gengæld sikret sig, at det er kommunene som udpeger størstedelen af bestyrelsesmedlemmerne for de nye erhvervshuse og indgår resultatkontrakter.

“Vores fælles forståelse indebærer – og det har været et kardinalpunkt for KL i forhandlingerne – at kommunerne fortsat vil være den lokale indgang til erhvervsfremmesystemet for virksomhederne og kan tilbyde erhvervsservice tilpasset lokale behov og prioriteter, herunder 1:1 vejledning,” siger KL-formand Jacob Bundsgaard i en presseddelelse.

Den enkelte kommuner mister reelt rådgivningsdelen

Ifølge den del af aftalen, som er offentliggjort, må de enkelte kommuner dog indstille sig på, at væsentlige dele af den nuværende erhvervsrådgivning flytter fra kommunen op til de nye erhvervshuse.

De op til ti nye erhvervshuse skal således “være stærke kompetencecentre for den specialiserede virksomhedsvejledning,” og det fremgår også, at der ikke må være “overlap mellem den tværkommunale indsats i erhvervshusene og den indsats, der foregår i kommunerne enkeltvis.”

Dermed udelukker aftalen i princippet muligheden for, at en driftig erhvervschef i en enkelt kommune begynder at udvide paletten af kommunale tilbud. Det vil i praksis kræve enighed i det enkelte kommunale kontaktråd, ligesom arbejdsdelingen mellem kommunerne og erhvervshusene vil blive nærmere beskrevet i den kommende lov om erhvervsfremme.

Erhvervsminister fik sin overordnede model igennem

Ud fra den offentliggjorte tekst, fremgår det klart, at regeringen har fået kommunernes opbakning til en centralisering af de egentlige rådgivningsopgaver på erhvervsfremmeområdet mod at give kommunerne en vigtig rolle i styringen af erhvervshusene.

“Jeg er meget tilfreds med den forståelse, som regeringen og KL i dag har opnået. Sammen med staten tager kommunerne ansvar for, at virksomhederne kommer til at opleve større kvalitet og relevans i ydelserne. Jeg ser nu frem til at bringe forståelsen fra KL med i de videre politiske forhandlinger om en kommende samlet erhvervsfremmeaftale,” siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

Med aftalen – eller forståelsen som det teknisk hedder – med KL, har ministeren fået fjernet den største uenighed i de poltiske forhandlinger på Christiansborg om den fremtidige erhvervsfremmeindsats. Meget tyder derfor på, at ministeren kan lande en aftale indenfor kort tid.

Om kommunernes rolle

Aftalen blev reelt indgået sent i går eftermiddags, men ud fra formuleringerne i pressemeddelelsen er det tydeligt, at den er skrevet på et knivsæg.

De centrale konfliktpunkter har hele tiden været kommunernes mulighed for at yde 1:1 rådgivning til virksomhederne, udover den del, som omhandler myndighedsbetjening.

Det centrale afsnit i pressemeddelelsen siger:

“Kommunerne vil være den lokale indgang til erhvervsfremmesystemet for mange virksomheder med mulighed for erhvervsråd og erhvervscentre til at udføre lokale erhvervsserviceydelser, herunder 1:1 vejledning, der kan hjælpe virksomhederne videre.”

Den centrale formulering er, at 1:1 vejledningen skal hjælpe virksomhederne videre – altså til enten de nye erhvervshuse eller til de services, som styres centralt fra staten.

Det er næppe tilfældigt, at det hedder vejledning og ikke rådgivning i teksten, ligesom det er bemærkelsesværdigt, at Jacob Bundsgaard i sin udtalelse omtaler “1:1 vejledning” uden tilføjelsen: “Der kan hjælpe virksomhederne videre.”

Alt i alt tegner de mange nuancer et billede af, at KL har accepteret at reducere kommunernes rolle indenfor erhvervsrådgivning dramatisk, til gengæld har de sikret at det er kommunerne, som styrer de nye erhvervshuse.

 

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]