Udsatte borgere på offentlig forsørgelse er faldet med én procent fra 2016 til 2018. Her demonstrerer Facebookgruppen Jobcentrets Ofre i København. (

Udsatte borgere på offentlig forsørgelse er faldet med én procent fra 2016 til 2018. Her demonstrerer Facebookgruppen Jobcentrets Ofre i København. ( - Foto: Malene Anthony Nielsen/ Ritzau Scanpix)

Nye nøgletal: Fald på én procent i udsatte grupper på offentlig forsørgelse over to år

Nye nøgletal fra jobindsats.dk viser, at det er svært at få udsatte grupper i arbejde. Fra juni 2016 til juni 2018 er andelen af personer på offentlige ydelser faldet med én procent, fra 15 til 14 procent. 

Udgivet: 30/10/2018

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

Jobindsats.dk opgør procenten til én, når der skal gøres status over to års beskæftigelsesindsats for at få udsatte grupper i arbejde. Tallene dækker perioden fra juni 2016 til juni 2018, og angiver hvor stor en del de udsatte borgere udgør af alle 16-66 årige. Samtidig er der stor forskel på, hvad der er sket med de enkelte grupper.

De seneste tal for kontanthjælpsmodtagere viser, at knap 17 procent er kommet i arbejde fra 2016 til 2018, og også flygtninge og familiesammenførte er der succes med at få i arbejde. De tal er dog ikke nok til at påvirke det samlede tal for de godt 540.000 borgere, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) samlet kalder ‘udsatte grupper’.

“Det viser jo, at det er ret komplekst,” siger seniorforsker Frederik Thuesen fra Det Nationale Analyse- og Forskningscenter for Velfærd, VIVE. “Der er jo nogle mennesker i den gruppe, der er meget syge og har meget tunge problemer.  Mennesker med psykiske problemer, og der er også nogle med stofmisbrugsproblemer i de her grupper. De er vanskelige at få ind på ordinære arbejdspladser,” siger seniorforskeren.

Det er mennesker på førtidspension, i fleksjob, på ledighedsydelse, i ressourceforløb og

jobafklaringsforløb, på sygedagpenge, revalidering/forrevalidering, integrationsydelse, kontanthjælp og uddannelseshjælp, der tæller med i de nu 14 procent på offentlig ydelse, der samlet beskrives som udsatte grupper.

Det drejer sig om i alt knap 540.000 mennesker, ifølge en sammentælling af en tabel over de forskellige grupper på offentlige ydelser i 2. kvartal 2018. Borgere på A-dagpenge (der får understøttelse fra en A-kasse), efterløn og SU tæller ikke med i denne gruppe.

Bemærk, at tabellen ovenfor viser udviklingen fra juni 2016 til juni 2018, mens udviklingen i tabellen nedenfor er fra 1. til 2. kvartal 2018.

Lille udvikling i indsats for udsatte grupper

Helt generelt kan man læse af nøgletallene på jobindsats.dk, at det er svært at løfte udsatte borgere i arbejde og i en virksomhedsrettet indsats. På to år er det lykkedes at få tre procent flere på ressourceforløb i virksomhedspraktik, fra 15 til 18 procent (knap 700 personer). Borgere i fleksjob på under ti timer i mindst et år er steget fra 22 til 23 procent (godt 700 personer). Virksomhedsrettet indsats for aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere er steget fra 14 til 16 procent (knap 750 personer), og den virksomhedsrettede indsats for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere faldt først og er i juni 2018 på samme niveau som i juni 2016.

Også ift. borgere på sygedagpenge har det været svært at øge den virksomhedsrettede indsats, viser tallene. Udgangspunktet er godt. Hele 35 procent var i juni 2016 delvist raskmeldte inden 13. sygefraværsuge, eller de deltog i virksomhedspraktik, privat eller offentligt løntilskud. Med udsving ned til 30 procent var det i juni 2018 36 procent af de sygemeldte, der var i gang efter 13 uger, altså en fremgang på en procent (knap 650 personer).

Andre tal fra jobindsats.dk viser, at der har været et fald i fuldtidspersoner på kontanthjælp på 16 procent (26.900 personer) fra maj 2016 til maj 2018, oplyste beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i september i et svar til Folketingets beskæftigelsesudvalg, men det er altså ikke nok til at rykke mere end én procent på det samlede tal for de udsatte grupper.

Flygtninge rykker mest

Ifølge jobindsats.dk’s nøgletal går det meget bedre med at få flygtninge ud på arbejdsmarkedet. Fra 20 procent til 36 procent var selvforsørgende i juni 2018 ift. juni 2016.

Det kommer ikke bag på Vibeke Jakobsen, seniorforsker VIVE. Hun siger som sin kollega, at mennesker på offentlig forsørgelse ofte har mange udfordringer. “Blandt andet er sygedagpengemodtagere og mennesker i ressourceforløb en relativ tung gruppe. Det er flygtninge også på nogle måder. De kommer hertil og har ikke sproget og kender ikke arbejdsmarkedet. Men nogle af dem er på trods af de barrierer også meget ressourcefulde og skulle helst kunne komme ud hurtigt, ” siger Vibeke Jakobsen. “Men flygtninge er også en meget sammensat gruppe, så der er stadig nogle, det har svært ved at komme ud.”

Senorforsker Frederik Thuesen efterlyser en mere individuel tilgang til de mest udsatte grupper. Han anerkender, at mange kommuner netop i disse år er ved at lægge deres indsats om til en mere individuel tilgang.

“Men ofte opfinder kommunerne hver deres løsninger, og selvom kommunerne er blevet større, er de ikke fantastisk store,” siger Frederik Thuesen, VIVE. “Det ville være godt at få afprøvet en mere individualiseret indsat på tværs af kommunerne.”

Sådan har vi gjort: Tallene fra jobindsats.dk er afrundede, som det også fremgår af graferne her på siden. Stigningen i antal personer på de enkelte ydelser er regnet ud ved at omregne procentsatsen i udviklingen til personer ud af det antal, der er opgjort på den enkelte ydelse i 2. kvartal 2018 (figur 2. fra nøgletal i jobindsats.dk).

 

 

 

 

 

 

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]