
Socialrådgivernes forkvinde Signe Færch foreslår en autorisationsordning for socialrådgivere, ligesom man kender det for eksempelvis psykologer. - Foto: Lisbeth Holten
Signe Færch efterlyser en autorisationsordning for socialrådgivere
For et år siden fik hovedbestyrelsen i Dansk Socialrådgiverforening mandat til at arbejde for en autorisationsordning, og forkvinde Signe Færch efterlyser nu en debat på området. Privatpraktiserende socialrådgiver Maj Thorsen mener, at det bliver vanskeligt at indføre.
Udgivet: 28/09/2023
Der er brug for at sikre et højt fagligt og etisk niveau blandt socialrådgivere i beskæftigelsessystemet.
Det mener forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening, Signe Færch,
Hun foreslår en autorisationsordning for socialrådgivere, ligesom man kender det for eksempelvis psykologer.
“Jeg mener, vi skal gøre, hvad vi kan for at sikre kvaliteten for vores fag, når socialrådgivere arbejder som privatpraktiserende, på samme måde som der er regulering på andre områder,” siger Signe Færch.
“Man bør sikre, at folk i første omgang har en socialrådgiveruddannelse. Det er ikke et krav i dag. Man kunne også stille krav om, at man har nogle års praksiserfaring, før man kan kalde sig privatpraktiserende,” lyder det fra Signe Færch.
Forslaget kommer på baggrund af tidligere sager, hvor borgere er kommet i klemme hos private socialrådgivere. Men ifølge Færch bør autorisationsordningen ikke kun gælde privatpraktiserende - men også offentligt ansatte.
Samtidig understreger hun, at de privatpraktiserende socialrådgivere ofte udfylder en vigtig rolle for borgere i beskæftigelsesindsatsen. Det er nemlig legitimt at bruge rådgivning fra andre end dem, der sidder og repræsenterer en forvaltning eller et system.
I november sidste år fik hovedbestyrelsen i Dansk Socialrådgiverforening mandat til at arbejde for autorisation, der skal styrke socialrådgivernes profession. Signe Færch har endnu ikke en færdig model for en autorisationsordning. I første omgang efterlyser hun en debat på området og at sætte ord på socialrådgivernes faglighed.
Handler ikke om at kunne straffe socialrådgivere
Signe Færch understreger, at en autorisation for hende ikke handler om at kunne straffe enkelte socialrådgivere for fejl i sagsbehandling, sådan som et borgerforslag foreslår.
“Det skal ikke være målet at slå nogen oven i hovedet, det ville være en helt forkert vej at gå. Ofte skyldes fejl arbejdspres og de rammer, man arbejder under. I stedet handler det om at sikre et højt fagligt niveau og en tryghed hos borgerne,” siger socialrådgivernes forkvinde.
“Men man kunne for eksempel forestille sig, at hvis man laver arbejdsevnevurdering eller anbringer børn, så skal man være uddannet socialrådgiver. Det bør kræve en vis erfaring, og man kunne måske også insistere på at sagsbehandlerne har en efteruddannelse inden for området,” lyder det fra Signe Færch.
Maj Thorsen, privatpraktiserende socialrådgiver og debattør, er umiddelbart positivt stemt over for at kræve et fagligt og etisk niveau blandt socialrådgivere.
“Grundlæggende er jeg sådan set enig i, at det ville være godt med nogle standarder for vores fag. Når det er sagt, mener jeg ikke, man skal skelne mellem privatpraktiserende og offentligt ansatte socialrådgivere. Kravene bør i så fald gælde for begge grupper,” siger Maj Thorsen.
Desuden ville det blive vanskeligt at kræve, at privatpraktiserende skal være uddannet socialrådgivere, vurderer hun.
“Hvad så med de jurister, som arbejder med at bistå borgere på beskæftigelsesområdet, skal de ikke længere have lov til det?"
Maj Thorsen peger også på en strukturel udfordring, idet der i forvejen er mangel på socialrådgivere.
“Mit indtryk er, at mange socialrådgivere i dag søger mod børne- og familieområdet i kommunerne. Men på jobcentrene, hvor der er lige så meget brug for uddannede socialrådgivere, er det vanskeligt at tiltrække tilstrækkeligt med socialrådgivere. Derfor ville det være vanskeligt at stille krav om, at de skal være uddannede,” siger hun.
Sidst opdateret: 28/09/2023 - 12:54










































