
Karina Sørensen, HK's talperson på beskæftigelsesområdet, Signe Færch, forkvinde i Dansk Socialrådgiverforening og Eva Obdrup, formand for Danske A-kasser på årets Folkemøde
Ekspertgruppens sammensætning skaber bekymring: 'kan det overhovedet lade sig gøre'
Regeringen løftede for nylig sløret for den længe ventede ekspertgruppe, der skal skal komme med anbefalinger til fremtidens beskæftigelsesindsats. Men valget af eksperter møder kritik på Folkemødet.
Udgivet: 15/06/2023
Der gik ikke lang tid efter, at beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) havde nedsat den længe ventede ekspertgruppe, før sammensætningen blev kritiseret.
At fire Fire ud af seks af ekspertgruppens medlemmer er økonomer bærer præg af, at der reelt er tale om en spareøvelse, kritiserede arbejdsmarkedsforsker Magnus Paulsen Hansen fra Roskilde Universitet, mens privatpraktiserende socialrådgiver og debattør Maj Thorsen efterlyste praktikere fra virkeligheden.
På årets Folkemødet i Allinge har NB-Beskæftigelse bedt en række centrale aktører tage stilling til ekspertgruppen.

Signe Færch, forkvinde i Dansk Socialrådgiverforening
“Først og fremmest synes jeg, at det er godt, at man nu kommer i gang. Vi har virkelig stået og trippet for at få en afklaring, og det har givet en stor usikkerhed blandt socialrådgiverne,” siger Signe Færch.
Hun lægger på ingen måde skjul på, at der venter ekspertgruppen en vanskelig opgave, når den skal tygge sig igennem deres tildelte kommissorium.
"Ekspertgruppen er på en sindsyg svær mission. Det er jo en gigantisk spareøvelse, de skal gennemføre, og jeg kan være meget bekymret for, om det overhovedet kan lade sig gøre. Det bekymrer mig særligt, at den social- og beskæftigelsesfagligheden ikke er meget til stede i ekspertgruppen, som i høj grad består af økonomer," siger Signe Færch.
Dansk Socialrådgiverforening er repræsenteret i den følgegruppe bestående af aktører på beskæftigelsesområdet, som vil følge ekspertgruppens arbejde og give input undervejs.
"Vi kommer til at presse meget på for, at de faglige perspektiver bliver inddraget, og jeg har en klar forventning om, at de vil lytte til os."

Karina Sørensen, HK's talperson på beskæftigelsesområdet
For en måned siden gav Karina Sørensen her i NB-Beskæftigelse sit bud på, hvem der burde indgår i ekspertgruppen. Men noget tyder på, at beskæftigelsesministeren ikke har lyttet. I hvert fald er ingen af de nævnte inddraget.
"Jeg deler kritikken af, at økonomerne fylder meget. Det er fint, at de er inddraget, men det ærgrer mig virkelig, at man ikke har inddraget forskere fra CUBB på Aalborg Universitet. Det er de eneste forskere, som jeg føler, virkelig har forstået, hvad mit arbejde indebærer," siger Karina Sørensen.
Hun glæder sig trods alt over, at der i ekspertgruppen er blevet plads til to repræsentanter fra den kommunale virkelighed, da Peter Karm, kommunaldirektør i Haderslev Kommune, og Vibeke Jensen, forvaltningschef for beskæftigelsesområdet i Aarhus Kommune, begge har fået plads.
"Men det ændrer ikke på, at den manglende alsidighed bekymrer mig," siger Karina Sørensen.

Eva Obdrup, forretningsfører i 3F's a-kasse og formand for Danske A-kasser
"Jeg er glad for, at der endelig er blevet nedsat en ekspertgruppe. Det er godt med en afklaring, for vi har længe gået rundt om den varme grød"
"Ekspertgruppen er i høj grad sammensat af økonomer og kommunale kræfter, og det er selvfølgelig fornuftigt. Men måske kunne jeg have ønsket mig, at man også havde inddraget arbejdsmarkedets parter," siger Eva Obdrup.
Landets a-kasser overtager fra 1. januar 2024 overtager kontaktforløbet fra jobcentrene for de forsikrede ledige i de første tre måneders ledighed.
Burde I være repræsenteret?
"Jeg ved ikke, om vi skulle have været med i ekspertgruppen. Heldigvis er Danske A-kasser jo repræsenteret i følgegruppen, som er bredt repræsenteret.
Peter Rahbek Juel (S), borgmester i Odense Kommune og formand for KL's arbejdsmarkedsudvalg
”Det er bestemt positivt, at der nu er nedsat en ekspertgruppe, og i kommunerne har vi længe peget på, at det er den rigtige vej at gå. For hvis vi skal gentænke beskæftigelsesindsatsen, kræver det, at vi gør forarbejdet klogt og grundigt og ser på, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Derfor vil jeg også gerne kvittere for, at kommunerne er repræsenteret, for det er afgørende, at vi får inddraget viden fra dem, der sidder med området til hverdag."
"Vi synes fortsat, at det er forkert at starte med at sætte tal på en besparelse, inden man har undersøgt, hvilke konsekvenser det vil få. Jeg tror sagtens, at man kan frigøre ressourcer, hvis man laver en gennemgribende forenkling af lovgivningen og styringen på området – men en besparelse på 3 milliarder vil uden tvivl få negative konsekvenser for den indsats, vi kan tilbyde borgere og virksomheder,” skriver Peter Rahbek Juel til NB-Beskæftigelse.
Ekspertgruppens medlemmer
- Claus Thustrup Kreiner, professor i økonomi og leder af grundforskningscenteret CEBI ved KU
- Iben Bolvig, ph.d. i økonomi og seniorforsker ved VIVE
- Jakob Egholt Søgaard, ph.d. i økonomi og adjunkt ved Københavns Universitet
- Michael Rosholm, professor i økonomi ved Aarhus Universitet og formand for AE-rådet.
- Peter Karm, kommunaldirektør i Haderslev Kommune
- Vibeke Jensen, forvaltningschef, beskæftigelsesområdet i Aarhus Kommune
Følgegruppens medlemmer
- Borgerrådgivere fra Ballerup Kommune og Randers Kommune
- Dansk Arbejdsgiverforening
- Dansk Socialrådgiverforening
- Danske A-kasser
- Fagbevægelsens Hovedorganisation
- HK Kommunal
- Kommunernes Landsforening
- Marselisborg, privat leverandør
- Rådet for Socialt Udsatte
Sidst opdateret: 15/06/2023 - 17:31










































