
(Arkiv) Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) skal nu tage kontakt til jobcentre, der får ledige fra minkbranchen.
Hummelgaard: Hjælp på vej til kommuner med mange minkansatte
Peter Hummelgaard har bedt STAR om at gå i dialog med kommuner, der har mange lønmodtagere i minkindustrien.
Udgivet: 24/11/2020
Mandag meddelte beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i et svar til DR, at han har bedt STAR om at gå i dialog med jobcentre i kommuner, der får ledige fra minkbranchen.
"Vi vil overveje alle muligheder, som man kan gøre brug af. Det afgørende er, at de ledige får den hjælp, de skal have, og at kommunerne får de værktøjer, som kan hjælpe de ledige," sagde ministeren.
Samtidig afviste ministeren, at varslingspuljen kan komme i spil. Holstebro Kommune havde bedt ministeren overveje at betragte hele minkerhvervet som én stor virksomhed. Varslingsreglerne træder nemlig først i kraft, når over halvdelen af medarbejderne fyres i en virksomhed, og mindst 20 bliver afskediget. Det krav er der næppe en eneste minkfarm, der lever op til.
I stedet henviste Peter Hummelgaard til de omstillingsindsatser, som finansministeren har meldt ud. Det er 2 milliarder kroner, der blandt andet kan bruges til at opkvalificere nyledige under coronakrisen.
Fordelen ved varslingspuljen er, at med midler derfra kan jobcentrene tilbyde kurser til medarbejdere, der er afskediget men endnu ikke har nået opsigelsesdatoen. Det kan betyde, at nogle af medarbejderne ikke kommer ud i arbejdsløshed, før de har det næste job på hånden.
Holstebro, Ringkøbing-Skjern og Varde har som de eneste kommuner over 100 ansatte på minkfarme. Hvor mange af dem, der er tilbage efter aflivningen af mink, vides ikke i skrivende stund. Dertil kommer foderstofs- og andre forsynings- og aftagervirksomheder i minkindustrien i kommunerne.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34










































