Noget tyder på, at Peter Hummelgaard vil bruge benchmark af beskæftigelsesindsatsen mindre som styringsredskab, siger Niklas A. Andersen, forsker ved Aalborg Universitet.

Noget tyder på, at Peter Hummelgaard vil bruge benchmark af beskæftigelsesindsatsen mindre som styringsredskab, siger Niklas A. Andersen, forsker ved Aalborg Universitet. - Foto: Aalborg Universitet

Forsker: Ministeren bestemmer, hvor meget benchmark skal bruges til at styre kommunerne

Peter Hummelgaard kan ifølge ny lovgivning selv bestemme, om han vil bruge benchmark til at styre kommunernes beskæftigelsespolitik mindre end sin forgænger.

Udgivet: 29/10/2019

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er i sin fulde ret, når han i forbindelse med et nyt benchmark for kommunernes beskæftigelsesindsats, lægger mere vægt på tillid end på styring. Det vurderer Niklas Andreas Andersen, der er forsker på Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet.

I den reviderede Lov om Aktiv Beskæftigelse, der får virkning fra 1. januar 2020, fremgår det, at det er beskæftigelsesministeren, der fastsætter nærmere regler for at kontrollere kommunerne, når der bliver færre lovfastsatte regler, de skal følge.

Benchmarket, der kommer to gange om året, er udgangspunktet for vurderingen af kommunerne. Derudover kan ministeren fastsætte nogle fokusmål, som kommunerne skal vurderes på, før de ifølge loven kan sættes under skærpet opsyn og i yderste konsekvens under administration, hvis de ikke lever op til kravene til beskæftigelsesindsatsen.

"I loven lægges der meget op til, at ministeren selv kan definere, hvor meget og hvor lidt, der skal styres ud fra benchmarket," siger Niklas Andreas Andersen.

"Så det er et redskab, hvis brug vil afhænge meget af ministeren, og det tyder jo lidt på, at Peter Hummelgaard vil bruge det på en helt anden måde end Troels Lund Poulsen, der fremhævede kommuner, der gjorde det godt, og kommuner der gjorde det dårligt. Det er ikke givet, at det fortsat vil blive brugt meget stramt. Det er op til ministeren og måske også til partifarven."

Benchmark ikke egnet til at lære noget af

Beskæftigelsesministeriet lagde i sidste uge et opdateret benchmark på ministeriets hjemmeside uden kommentarer fra ministeren og uden at udsende en pressemeddelelse om det.

Peter Hummelgaard forklarer ændringen med, at han har tillid til kommunerne, og at benchmarket først og fremmes skal bruges til, at de dårlige kommuner kan lære af de gode kommuner.

Læs også:
Benchmark om beskæftigelse udgivet i al stilfærdighed

Men benchmarket kan ikke bruges til, at kommunerne kan lære af hinanden, siger Niklas Andreas Andersen, der i sin forskning har talt med mange kommuner.

"Det sælges ofte som et gensidigt læringsredskab, men erfaringerne har vist, at det ikke mindst på beskæftigelsesområdet kan være meget vanskeligt at opnå læring på baggrund af overordnede tal og resultatmål. Det siger ikke noget om, hvad de enkelte kommuner gør."

"Så kan man lægge op til, at kommuner kan promovere best practise, men mange lokale jobcentre har udtalt, at benchmarket skaber en kultur, hvor målet bliver at ligge i midten. De ved, hvor volatile sådan nogle tal er, og mange kommuner ønsker heller ikke at ligge i toppen, for så skal de også forklare sig."

"Der er mange kommuner, der investerer i beskæftigelse og gør det bedste, de kan, men det kan godt på papiret efterfølges af dårlige resultater. Der er også kommuner, der ikke investerer, og de kan få gode resultater på grund af konjunkturerne," siger Niklas Andreas Andersen, der skriver Phd. om evidens i beskæftigelsespolitikken.

Godt styringsværktøj for ministerium og styrelse

Benchmarket er i stedet et godt styringsværktøj for ministeren og for STAR, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, siger forskeren.

"Det er et styringsredskab, der kan bruges, når der ikke er så stramme lovreguleringer. 'Naming and shaming', kalder man det på engelsk, når der lægges offentlige lister ud, hvor for eksempel kommuner sammenlignes på forskellige områder." "Det kan få lokalpolitikere og lokale journalister til at spørge, hvorfor er vi placeret så dårligt, og det kan anspore til handling. Styrelsen kan se, at her har vi en kommune, der er helt vildt dårligt placeret. Så kan man undersøge, om de gør det, de skal." Det kan for eksempel være en kommune, der bruge mange mentorer eller sender folk i uddannelse, mens STARs undersøgelser viser, at det er virksomhedspraktik, der skal til for at få folk i arbejde.

"På den måde kan ministeriet bruge benchmarket til at få styr på kommuner, der anvender andre metoder eller tilgange end dem der promoveres af ministeriet og STAR."

Hvis Peter Hummelgaard vælger at nedtone styringen ved blandt andet at undlade en bredere offentliggørelse af resultaterne, vil benchmarket få mindre betydning.

"Så kan selv de mere dårlige kommuner ligge under radaren," siger Niklas Andreas Andersen, forsker i beskæftigelsespolitik ved Aalborg Universitet.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:24

Emner: Styring

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]