Datatilsynets kritik af et IT-program, der samler oplysninger om arbejdsløse på tværs af forvaltninger for at vurdere risikoen for langtidsledighed, fører nu til lukning af programmet.

Datatilsynets kritik af et IT-program, der samler oplysninger om arbejdsløse på tværs af forvaltninger for at vurdere risikoen for langtidsledighed, fører nu til lukning af programmet.

Schultz stopper brug af profileringsværktøj efter kritik fra Datatilsynet

Efter skarp henvendelse fra STAR har it-virksomhed lukket IT-program til profilering af arbejdsløse ned. Kun otte ud af 59 mulige kommuner brugte det. De er alle stoppet nu, oplyser Schultz.

Udgivet: 11/08/2022

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

IT-virksomheden Schultz har efter kritik fra Datatilsynet lukket deres profileringsværktøj af arbejdsløse. Det sker, efter at Datatilsynet har kritiseret værktøjet for at overtræde GDPR-reglerne. Samtidig har STAR indskærpet over for Schultz og KL, at de skal rette ind efter tilsynets vurdering af, at der ikke er lovhjemmel til, at jobcentrene kan bruge værktøjet 'Asta'.

Schultz skriver til NB-Beskæftigelse:

"Vi har inden sommerferien været i dialog med de af vores kunder, som benytter profileringsalgoritmen til forudsigelse af risiko for langtidsledighed. Vi forventer derfor ikke at anvende komponenten, indtil at der måtte foreligge en anden vurdering. Samlet set har otte af vores kunder anvendt komponenten."

I Datastyrelsens udtalelse fremgår det, at 58 kommuner har haft adgang til profileringsværktøjet. Det er ikke helt korrekt. 59 kommuner bruger Schultz' program i beskæftigelsesindsatsen, men det var betydeligt færre, der ønskede adgang til profileringsværktøjet. Ved lukningen blev det kun brugt at otte kommuner.

Datatilsynet fokuserede i en udtalelse i maj på, at et tilsagn fra en borger ikke kunne anses at være afgivet frivilligt i jobcentret. Samtidig skrev tilsynet også mere indirekte, at der ikke er lovhjemmel til et privatudviklet profileringsværktøj.

STAR skærpede tonen i et brev til KL og Schultz 7. juni og gjorde det helt klart, at der skal lovhjemmel til at bruge værktøjet.

"Datatilsynet har i vedlagte udtalelse af 18. maj 2022 vurderet, at der – for at Astaværktøjet vil kunne anvendes af kommunerne – vil skulle være hjemmel hertil i national lovgivning, som det f.eks. kendes fra § 8, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats."

Den lovgivning, STAR henviser til, giver kun hjemmel til, at STAR kan stå for 'et landsdækkende digitalt afklarings- og dialogværktøj.' Sådan et har STAR haft, men styrelsen lukkede det i februar, fordi kommunerne ikke brugte det.

STAR skrev videre i brevet til KL og Schultz:

"STAR forudsætter, at kommunerne og deres leverandører tager udtalelsen fra Datatilsynet til efterretning og tager de fornødne skridt til at indrette sig herefter. STAR skal anmode om at blive orienteret om, hvilke fornødne skridt I forventer at tage som følge af Datatilsynets udtalelse."

Det har Schultz derefter gjort. Profileringsværktøjet bliver nu ikke længere brugt.

Dokumentation

Her er hele teksten fra STAR til KL og Schultz:

Orientering om Datatilsynets vurdering af spørgsmålet om kommunernes hjemmel til at anvende Asta-værktøjet.

STAR har forelagt spørgsmål til Datatilsynet om kommuners hjemmel til anvendelse af Asta-værktøjet. Henvendelsen er foranlediget af at spørgsmål fra SF.

Datatilsynet har i vedlagte udtalelse af 18. maj 2022 vurderet, at der – for at Astaværktøjet vil kunne anvendes af kommunerne – vil skulle være hjemmel hertil i national lovgivning, som det f.eks. kendes fra § 8, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

STAR forudsætter, at kommunerne og deres leverandører tager udtalelsen fra Datatilsynet til efterretning og tager de fornødne skridt til at indrette sig herefter. STAR skal anmode om at blive orienteret om, hvilke fornødne skridt I forventer at tage som følge af Datatilsynets udtalelse. I kan se hele udtalelsen i vedlagte brev.

Hvis I har spørgsmål til Datatilsynets vejledende udtalelse, bedes I rette henvendelse til Datatilsynet.

Følgende er resuméet af Datatilsynets gennemgang og vurdering af Asta:

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har den 4. maj 2022 anmodet Datatilsynet om en vurdering af spørgsmålet om kommunernes hjemmel til at bruge AI-profileringsværktøjet Asta.

Asta er et værktøj, der har til formål at foretage en maskinel analyse af, hvad en nyledig dagpengemodtagers risiko er for, at den pågældende persons kontaktforløb med jobcenteret bliver langvarigt. Asta-værktøjet foretager med andre ord en statistisk baseret analyse af borgeren med henblik på at estimere dagpengesagens og kontaktforløbets varighed.

Datatilsynet vurderer, at borgerens samtykke ikke kan danne grundlag for behandling i henhold til databeskyttelsesforordningen (GDPR), eftersom borgerens samtykke i den pågældende kontekst ikke kan anses for frivilligt.

Datatilsynet vurderer derfor, at kommunernes hjemmel til at behandle personoplysninger – når de anvender Asta-værktøjet – er databeskyttelsesforordningens bestemmelse om myndighedsudøvelse, som forudsætter implementering i national lovgivning, i hvilken forbindelse der kan fastsættes nærmere regler om, at det skal være frivilligt for borgeren, hvis værktøjet skal anvendes.

Hvis der sker behandling af særlige kategorier af personoplysninger, vil forbuddet mod behandling af sådanne oplysninger kun ikke finde anvendelse, hvis det foreligger væsentlige samfundsinteresser, hvilket også forudsætter, at behandlingen er hjemlet i national ret.

Læs hele afgørelsen ved at følge linket.

Sidst opdateret: 11/08/2022 - 15:17

Temaer: Digitalisering

Emner: profileringsværktøj, kunstig intelligens

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]