
(Arkiv) Der er brug for flere hænder på plejehjemmene. Se her, hvordan regeringen nu vil have indvandrere i arbejde der, hvor der er brug for arbejdskraften - i stedet for i nyttejob uden udsigt til arbejde. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Fakta: Læs nyt forslag til 37 timers arbejdspligt fra regeringen
Under forhandlingerne om arbejdsudbud i sidste uge fremlagde regeringen ifølge NB-Beskæftigelses oplysninger flere forslag til 37-timers arbejdspligt for indvandrere. Læs her et af forslagene.
Udgivet: 27/01/2022
Den socialdemokratiske mindretalsregering forsøgte i forbindelse med forhandlingerne om arbejdsudbud forgæves at få partierne til at indgå aftale om 37-timers arbejdspligt til især arbejdsløse med ikkevestlig baggrund.
NB-Beskæftigelse har fået adgang til et af de forslag, som regeringen lagde på bordet. Det er interessant, fordi det går fra nyttejob til at ligne de beskæftigelsesindsatser, der allerede er kendt i jobcentrene i dag. Forskellen er nu alene, at de skal foregå 37 timer om ugen. Derudover indgår 'en mindre omlægning' af Danskuddannelse 1.
Her er de konkrete forslag til indsatser, ordret gengivet:
- Indsatsen skal i videst muligt omfang målrettes områder med mangel på arbejdskraft, så der skal bidrages og gøres nytte de steder, hvor der mangler hænder. Det kan f.eks. være i ældreplejen, hvor man i nyttejob og øvrige virksomhedsrettede indsatser kan give en hjælpende hånd. Det kan vække interessen og udbygge kvalifikationer for jobs og uddannelse på området fremadrettet. Målretningen skal således understøtte, at der gives en indsats på de områder, hvor borgeren på sigt vil have mulighed for uddannelse eller ordinær ansættelse.
- En trædesten til ordinært arbejde kan desuden være et igu-forløb, hvor borgeren får kompetencer og praktisk erfaring med det danske arbejdsmarked, så de opkvalificeres og ligeledes kommer tættere på ordinær beskæftigelse.
- Tilsvarende vil der være borgere, som i forbindelse med 37 timers arbejdspligt opnår gode danskkundskaber, der giver mulighed for at bestå en adgangsgivende prøve med henblik på at deltage i kompetencegivende uddannelse og faglig efteruddannelse, som på samme vis kan få borgeren videre fra 37-timers arbejdspligt og tættere på arbejdsmarkedet.
- Regeringen og (aftalepartierne) er enige om, at det er vigtigt, at man som ny borger i Danmark bliver mødt af en forventning om, at man skal lære dansk fra starten, når man kommer til landet. Nytilkomne i ordningen vil derfor - som i dag - have pligt til at følge danskuddannelse, som der er adgang til de første fem år af deres ophold i Danmark. Resten af målgruppen kan få danskundervisning i samme omfang som i dag. Danskundervisning indgår i indsatsen i 37-timers arbejdspligt. Som led i implementeringen af arbejdspligten foretages en mindre omlægning af Danskuddannelse 1.
- Aftalepartierne er enige om, at det er vigtigt, at borgerens deltagelse i 37-timers arbejdspligt blive så kort som muligt, og der er et kontinuerligt fokus på, at borgeren kommer i arbejde.
- Aftalepartierne vil på baggrund af oplæg fra regeringen udmønte de nærmere rammer for en 37-timers arbejdspligt samt aftale finansiering heraf med henblik på fremsættelse af lovforslag i den kommende samling. Ordningen skal være fuldt finansieret.
Sidst opdateret: 27/01/2022 - 13:45




































