
Siden Berlingskes afsløringer er langt flere borgere blev henvist til et job i Københavns Kommune. - Foto: (Arkiv) Mathias Eis/Ritzau Scanpix
Rødt flertal underkender V-borgmesters ønske om flere henvisninger
Efter en praksisændring, hvor man var begyndt at henvise flere ledige til job, går man nu tilbage til den gamle model i Københavns Kommune. Cecilia Lonning-Skovgaards nye henvisningskurs blev afvist af et flertal i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.
Udgivet: 30/11/2021
I går lykkedes det Enhedslisten og Alternativet at få flertal for deres forslag om at gå tilbage til den gamle praksis i Jobcenter København. Her anvender man primært aftaler om konkrete jobsøgninger, mens henvisninger kan blive brugt efter en konkret og individuel vurdering.
På Facebook skriver Enhedslistens Gyda Heding:
"En lille sejr i beskæftigelsesudvalget i dag. Der er 14.000 dagpengemodtagere og 1400 jobparate kontanthjælpsmodtagere i København. I dag besluttede et flertal at “hovedvejen “ i jobcentrene skal være anvisninger og ikke pålæg. Det betyder at jobcentrene skal tilbage (som de gjorde før uge 42 ) og arbejde med at mache virksomheder og arbejdsløse.
Tak SF - Radikale - Alternativet for at stemme sammen med Ø."
Overfor NB-Beskæftigelse uddyber Enhedslistens Gyda Heding:
"Det at kunne henvise, give pålæg, det er ikke noget, arbejdsgiverne ønsker. Hvis man giver en henvisning med mulighed for et pålæg, så skal arbejdsgiveren også vende tilbage igen. Og de får måske også umotiverede medarbejdere. Før i tiden - det er det, vi går tilbage til - der matchede man. Man sagde, virksomheden har de her behov, og den arbejdsløse har de her ønsker. Så laver man en kobling mellem de to. Sådan har man formidlet rigtig meget arbejde," siger Gyda Heding, der også hæfter sig ved, at man hele tiden har kunne lave en henvisning, det skal bare ikke være det primære redskab.
Efter Berlingske tidligere kunne fortælle, at man i Københavns Kommune ikke havde henvist ledige til jobs de sidste to år, har man i forvaltningen ændret praksis og taget henvisningsredskabet i brug.
Læs mere om, hvordan man succesfuldt bruger henvisninger her:
Inden mødet i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget sagde den genvalgte beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) til P4 Hovedstaden:
"Status her en god måned efter det er, at vi er kommet i gang med at bruge henvisningsredskabet, som vi hidtil ikke havde brugt, og at det går rigtig godt. Vi har her de første uger henvist 150 arbejdsløse til konkrete jobs og virksomheder," fortæller hun.
Den 7. september blev medlemmerne af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget orienteret om håndteringen af den fremadrettede rekrutteringsproces i Jobcenter København fra forvaltningen. Her skrev de blandt andet:
”Praksis for henvisning af ledige til job har hidtil haft fokus på at formidle motiverede kandidater, hvis jobmål lå indenfor stillingsbetegnelsen på jobopslaget. Praksis ændres således, at borgerne ikke nødvendigvis skal have den konkrete stilling som jobmål for at blive henvist. Fremadrettet vil de ledige også kunne blive henvist, hvis det ud fra en individuel konkret vurdering, vurderes, at deres kompetencer og erfaring, kvalificerer dem til at bestride jobbet.”
Derudover skrev de, "den ændrede praksis skal understøtte, at Jobcentret i højere grad henviser ledige borgere til brancher, hvor der er mangel på arbejdskraft. Samtidig tydeliggør den nye praksis, at ledige borgere skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet."Men det er altså den praksisændring, et flertal i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget nu har afvist.
Sidst opdateret: 01/12/2021 - 12:25
Temaer: Beskæftigelsesindsats
Emner: henvisning





































