
Tønder Kommune er en af de kommuner, der har været succesfulde til at få unge i uddannelse eller job. - Foto: (Arkiv) Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Sådan gør kommuner for at få flere unge i arbejde og uddannelse
En lang række kommuner er lykkedes med at få unge i gang med uddannelse eller job. Vi har talt med flere kommuner for at høre, hvad de har gjort.
Udgivet: 11/11/2021
Det går fremad med ungeindsatserne i kommunerne. De seneste tal fra Jobindsats.dk viser, at antallet af de 16-29 årige på uddannelseshjælp er faldet med over ti procent på to år.
Men hvad skal der til for at få den yngste gruppe ledige i arbejde eller uddannelse? NB-Beskæftigelse spurgt nogle af de kommuner, der har haft det største fald i uddannelseshjælp.
Det helt centrale for kommunerne er, at de har haft succes med at lave en tværfaglig og helhedsorienteret indsats for at kunne understøtte de unge bedst muligt i at komme i uddannelse eller ud på arbejdsmarkedet. Her trækker de på forskellige fagligheder og bruger hinandens kompetencer.
Billund Kommune lavede i forbindelse med Folketingets lov om en kommunal indsats for unge en ungeafdeling, hvor beskæftigelsesindsatsen blev lagt sammen med uddannelses- og socialindsatsen. Det var mulighed for at arbejde mere helhedsorienteret med de unge.
Tønder Kommune går skridtet videre:
"Den kommunale ungeindsats er jo i naturen på tværs af forskellige områder. Men udover at gå på tværs i vores egen organisation, så går vi også på tværs i forhold virksomheder og uddannelsesinstitutioner, så vi er i tæt kontakt med dem, der også skal aftage de unge," fortæller direktør for Social, Arbejdsmarked og Sundhed, Grethe H. Nielsen
Samtidig er der ofte en tæt kontakt til den enkelte unge, så den unge ikke falder mellem to stole, og man har mulighed for at opbygge relationer til hinanden. Andre kommuner lægger vægt på det centrale i, at man kender dem, man arbejder sammen med og opbygger relationer til dem, selvom man arbejder på tværs af afdelinger.
Job frem for uddannelse, når det giver mening
Flere steder er uddannelse ikke det eneste sagliggørende. Nogle gange kan et job være vejen frem i første omgang. Derfor har flere af kommunerne i længere tid arbejdet ligeså meget i retning af job som i retningen af uddannelse.
Et job kan både være den rigtige vej at gå for dem, der ikke skal uddannelsesvejen. Men det kan også være den første løsning, før de unge så senere begynder på en uddannelse, fortæller kommunerne.
Netop det store fokus på job gør også, at konjunkturerne spiller en positiv rolle, da det er blevet lettere at finde arbejde til de unge, lyder det fra kommunerne. Det betyder også, at det lokale erhvervsliv flere steder spiller en aktiv rolle.
Politisk prioritering
Det at hjælpe de unge væk fra uddannelseshjælp og i gang med en uddannelse eller i job er i flere kommuner blevet en politisk prioritering i de senere år. Eksempelvis arbejder Lolland Kommune med strategiske fyrtårne. Her er ungeindsatsen et af fyrtårnene, og derfor er der en meget aktiv ungeindsats i kommunen.
Sidst opdateret: 11/11/2021 - 15:05
Temaer: Beskæftigelsesindsats
Emner: Uddannelseshjælp, Ungeindsats





































