FAKTA: En tredjedel flere arbejdsløse efter et år med corona
Kommuner i Jylland og på Fyn har klaret sig bedre igennem coronakrisen end kommuner i hovedstadsområdet og på Sjælland og Bornholm.
Udgivet: 02/03/2021
En tredjedel flere - eller 33 procent - er blevet ledige efter knap et år med corona målt over hele landet. Det viser tal fra Jobindsats.dk, som NB-Beskæftigelse har gennemgået.
Flertallet af kommunerne har en stigning på under gennemsnittet, mens kun fem kommuner har en stigning på over 50 procent tilmeldte ledige.
Tre fjerdedele af de tyve kommuner, der har en stigning i andel ledige på over 40 procent, ligger i eller tæt på hovedstadsområdet. I den anden ende har 50 kommuner haft en stigning under landsgennemsnittet på 33 procent. Af dem ligger fire ud af fem kommuner i Jylland og på Fyn.
Enkelte kommuner skiller sig fortsat ud. Fyringerne i Københavns Lufthavn har betydet over dobbelt så mange ledige i Tårnby og Dragør kommuner, mens ø-kommunerne Fanø og Samsø ligger under ti procent, og Ærø rammer et rent nul.
Både Tårnby og Dragør kom fra en ledighed i februar 2020 på under landsgennemsnittet. Det samme gjorde Billund Kommune, som med blandt andet fyringerne i Billund lufthavn har haft en stigning i andel ledige på 70 procent.
Klik på din kommune på kortet for at se stigningen og hvor mange arbejdsløse, der aktuelt er i kommunen.
Efter kortet er der en tabel med alle kommuner.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36
Temaer: Ledighed
Emner: Ledighed




































