Når en anden myndighed behandler en sag, skal Ombudsmanden - Niels Fenger (billedet) - som udgangspunkt ikke behandle den. (Arkiv)

Når en anden myndighed behandler en sag, skal Ombudsmanden - Niels Fenger (billedet) - som udgangspunkt ikke behandle den. (Arkiv) - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Ombudsmanden vil ikke lave grundig undersøgelse af it-system til sygedagpenge

Ombudsmanden vil dog nøje følge implementeringen af nyt it-system i jobcentrene (KSD), men han vil i sin 'behandling af konkrete sygedagpengesager være særligt opmærksom på, om eventuelle fejl kan henføres til KSD.'

Udgivet: 02/03/2021

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

På baggrund af en lang række dårlige historier i pressen om implementeringen af et nyt it-system til beregning og udbetaling af sygedagpenge, har Ombudsmanden undersøgt, om der var grundlag for at lave en grundigere undersøgelse af 'Kommunernes Sygedagpengesystem' (KSD).

Det har han nu besluttet ikke at gøre.

Det skyldes blandt andet, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er gået ind i sagen og i december bad KL og kommunernes it-selskab KOMBIT om at give en 'forpligtende melding om, hvornår KSD er fuldt implementeret og i stabil drift'.

Når en anden myndighed behandler sagen, skal Ombudsmanden som udgangspunkt ikke behandle den.

Men også sagens indhold har betydning for afgørelsen. Ombudsmanden har bedt tre kommuner om at vurdere 'den grundlæggende funktionalitet i KSD-løsningen, herunder korrekt og rettidig beregning og udbetaling af sygedagpenge og refusion.'

Ifølge indberetningerne fra kommunerne - der har fået hjælp af KOMBIT - fungerer KSD 'overordnet tilfredsstillende,' skriver ombudsmand Niels Fenger. Der har været fejl i enkeltsager, men ikke 'systematiske fejl vedrørende lovmedholdelighed.'

KOMBIT har nu oprettet hurtigere support og kontrol for fejl, hvor kritiske fejl opprioriteres. KOMBIT har oplyst til Ombudsmanden, at fejlene vil være rettet i april eller maj.

"Efter min opfattelse vil en generel undersøgelse fra min side næppe kunne forventes yderligere at fremskynde det igangværende arbejde med at udbedre de identificerede fejl og mangler," skriver Ombudsmanden.

Beskæftigelsesministeren har bedt STAR om sammen med KL at drøfte 'understøttende og kompenserende initiativer i kommunerne i forbindelse med overgangen til KSD', ligesom STAR vil bede kommunerne om at sikre, at revisorerne er særlig opmærksomme på sygedagpengeområdet i forbindelse med den afsluttende revision for 2020.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36

Temaer: Sygedagpenge

Emner: IT

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]