Beskæftigelsen i den offentlige sektor vokser hurtigere end i den private

Kommunerne har fået næsten 6.000 flere ansatte på et år, og alene i første kvartal voksede antallet af kommunale fuldtidsstillinger med 2.400. Nye tal fra Danmarks Statistik peger dermed på, at kommunerne fortsat driver en stor del af væksten i den offentlige beskæftigelse.

Udgivet: 25/06/2026

Christian Brandt Pedersen

Redaktør

Del artiklen:

Kommunerne har fortsat kurs mod flere ansatte. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i april var 5.834 flere kommunalt ansatte end et år tidligere. Samtidig voksede antallet af kommunale fuldtidsstillinger med 2.400 alene i årets første kvartal.

Det skriver NB-Økonomi.

Det er dermed offentlig forvaltning der trækker jobvæksten. Danmarks Statistik har i en ny opgørelse vist, at der var 31.700 flere lønmodtagere i april 2026 end et år tidligere. Den samlede stigning på 1,0 pct. dækker over en forskel mellem den private sektor og den offentlige forvaltning og service: Der var 19.800 flere lønmodtagere i virksomheder og organisationer, det private (0,9 pct.), mens antallet af ansatte i den offentlige forvaltning og service var 11.900 højere end året før, hvilket svarer til en stigning på 1,3 pct.

For kommunerne betyder tallene, at beskæftigelsen i den bredere offentlige sektor fortsat vokser hurtigere end i den private.

2.400 flere kommunale fuldtidsstillinger

En anden ny opgørelse fra Danmarks Statistik ser på beskæftigelsen omregnet til fuldtid. Her steg antallet af fuldtidsansatte i offentlig forvaltning og service med 3.800 personer fra fjerde kvartal 2025 til første kvartal 2026.

Stigningen var bredt funderet. Omregnet til fuldtidsansættelser voksede beskæftigelsen:

Staten: +1.000 fuldtidsbeskæftigede (0,5 pct.).

Regioner: +400 fuldtidsbeskæftigede (0,3 pct.).

Kommuner: +2.400 fuldtidsbeskæftigede (0,5 pct.).

Det betyder, at kommunerne stod for størstedelen af stigningen i første kvartal 2026.

Den samlede offentlige beskæftigelse omregnet til fuldtid lå på 781.262 fuldtidsstillinger i første kvartal, hvoraf 443.810 var i kommunerne.

Kommunal jobvækst i tal

Kommunernes beskæftigelsesvækst er taget markant til det seneste år. Efter en fremgang på 1.876 ansatte fra april 2024 til april 2025 er antallet af kommunalt ansatte det seneste år steget med 5.834 personer til 521.114. Det svarer til en vækst på 1,1 pct. og er den største stigning i de sidste tre år.

Udviklingen kan ses i tabellen herunder. Tallene viser antal lønmodtagere i kommunerne, sæsonkorrigeret.

Den kommunale beskæftigelse steg gennem det meste af 2025 og passerede ved årsskiftet 520.000 ansatte. Siden er væksten fortsat, om end i et mere afdæmpet tempo. Med 521.114 ansatte i april ligger den kommunale beskæftigelse på det højeste niveau i opgørelsen.

Siden april 2024 er antallet af kommunalt ansatte samlet steget med 7.710 personer. Mens beskæftigelsen kun voksede med 0,4 pct. fra 2024 til 2025, er væksten det seneste år accelereret til 1,1 pct.

Forskellige statistikker

Det er vigtigt at være opmærksom på, at de to opgørelser bygger på forskellige statistiske principper og ikke må forveksles. Tallene stammer fra to forskellige statistikker. Den ene måler antal personer med lønmodtagerjob, mens den anden måler fuldtidsbeskæftigelse. Derfor kan niveauerne ikke sammenlignes direkte, men begge statistikker peger på stigende kommunal beskæftigelse.

Sidst opdateret: 25/06/2026 - 11:07

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]