Her er Kunstværket Tre Generationer Senere ved at blive skabt af de unge.

Her er Kunstværket Tre Generationer Senere ved at blive skabt af de unge. - Foto: Assens Kommune

Kunst skal hjælpe unge tættere på job og uddannelse i Assens

Et kulturprojekt i Assens Kommune skal styrke trivsel, netværk og selvtillid blandt unge uden for arbejdsmarkedet. Tidligere erfaringer viser, at flere efterfølgende kommer i job eller uddannelse.

Udgivet: 23/06/2026

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Et kulturprojekt i Assens Kommune skal hjælpe unge uden job og uddannelse tættere på arbejdsmarkedet gennem kunst og fællesskaber.

Lige nu arbejder en gruppe unge på tre kunstværker, der torsdag bliver afsløret ved en fernisering i Assens Midtby. Værkerne er skabt af genbrugsmaterialer i samarbejde med kunstner Jens Ingvar Hansen og er en del af projektet Fynsk KulturRum.

Projektet er et led i kommunens beskæftigelsesindsats for unge og bygger på erfaringer med at bruge kultur som redskab til at styrke trivsel, netværk og motivation blandt unge, der står uden for arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet.

Projektet flugter med de fem politiske pejlemærker for ungeområdet, som Beskæftigelsesudvalget i Assens Kommune vedtog tidligere på året. Et af fokusområderne er at hjælpe flere unge uden job og uddannelse.

Ifølge udvalgsformand Elmer Philipsen (V) viser Fynsk KulturRum, hvordan tværgående samarbejder kan skabe mere sammenhængende indsatser med udgangspunkt i den enkelte unges ressourcer frem for systemets rammer.

Tidligere erfaringer peger på, at indsatsen kan gøre en forskel. Fra januar til juni 2025 gennemførte Assens Kommune kulturforløbet ”Kultur på Recept” for unge mellem 16 og 29 år med tilknytning til jobcentret. Her steg deltagernes gennemsnitlige trivsel med 13 procent, målt på WHO-5-trivselsindekset, mens mere end halvdelen af deltagerne efterfølgende var kommet i arbejde eller uddannelse.

Ifølge kommunen handler kulturindsatsen ikke kun om de konkrete aktiviteter, men om at skabe relationer, styrke de unges selvtillid og give dem positive erfaringer med at indgå i fællesskaber.

Fynsk KulturRum er finansieret af Slots- og Kulturstyrelsens Kulturpasforløbspulje og retter sig mod unge mellem 15 og 24 år, der hverken er i uddannelse eller beskæftigelse. Projektet gennemføres i samarbejde mellem flere kommunale forvaltninger, Tobaksgården og lokale kulturaktører.

Ferniseringen finder sted torsdag den 25. juni på Torvet i Assens, hvor offentligheden får mulighed for at opleve de unges værker og høre om tankerne bag dem.

Sidst opdateret: 23/06/2026 - 09:51

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]