
Elmer Philipsen, formand for Beskæftigelsesudvalget i Assens Kommune, står bag de fem nye politiske pejlemærker, der skal styrke beskæftigelsesindsatsen og få flere unge i job eller uddannelse. - Foto: Assens Kommune / Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Assens sætter ny kurs: Flere unge skal i job og uddannelse
Beskæftigelsesudvalget i Assens Kommune har vedtaget fem politiske pejlemærker, der skal styrke indsatsen over for både ledige borgere og virksomheder – med særligt fokus på unge.
Udgivet: 09/06/2026
Assens Kommune vil have flere borgere i job og uddannelse og samtidig sikre, at virksomhederne får adgang til den arbejdskraft, de mangler.
Derfor har Beskæftigelsesudvalget vedtaget fem politiske pejlemærker, som skal sætte retningen for kommunens beskæftigelsesindsats i de kommende år.
Et særligt fokusområde bliver de unge. Mere end hver tiende ung under 25 år i Assens Kommune står i dag uden job eller uddannelse. På landsplan er andelen 6,6 procent.
"Vi har en meget høj ambition om at få flere unge i job og uddannelse. Det er en udfordring, vi skal løse både af menneskelige og samfundsøkonomiske hensyn," siger formanden for Beskæftigelsesudvalget, Elmer Philipsen, i en pressemeddelelse.
De nye pejlemærker er udarbejdet i kølvandet på beskæftigelsesreformen og efter beslutningen om at oprette et selvstændigt fagudvalg på området efter det seneste kommunalvalg.
Tidligere indsats over for unge
Kommunen vil især styrke indsatsen over for unge, der risikerer at ende uden for arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet.
Ifølge Elmer Philipsen skal kommunen arbejde mere forebyggende og sætte ind tidligere.
"Vi skal arbejde med nytænkte og modige indsatser, der er tilpasset de unges potentialer og forudsætninger. Samtidig skal vi gribe de unge, der er i risiko for at ende uden job eller uddannelse, allerede inden de fylder 16 år," siger han.
Udvalget ser samtidig et potentiale i at styrke samarbejdet med både virksomheder, civilsamfund og andre fagområder i kommunen.
"Vi ser et stort potentiale i at skabe nye netværk med både virksomheder og civilsamfundsaktører. Samtidig ser vi frem til et øget samarbejde på tværs af kommunens fagudvalg, ikke mindst når det gælder forebyggelse," lyder det fra Elmer Philipsen.
Virksomhederne skal være omdrejningspunkt
Et andet centralt mål er at styrke samarbejdet med erhvervslivet. Kommunen vil blandt andet gøre det lettere for virksomhederne at få kontakt til jobcenteret gennem én samlet indgang.
Pejlemærkerne lægger desuden op til, at beskæftigelsesindsatsen skal være mere sammenhængende og tænkes på tværs af kommunens forvaltninger. Sundhedsområdet skal blandt andet spille en mere aktiv rolle i beskæftigelsesindsatsen.
Samtidig ønsker kommunen, at borgerne møder færre obligatoriske samtaler og i stedet oplever mere meningsfulde og sammenhængende forløb mod job eller uddannelse.
Fem pejlemærker skal sætte retningen
De vedtagne pejlemærker er:
- Beskæftigelsesindsatsen skal skabe effekt og resultater.
- Virksomhederne skal være omdrejningspunkt for indsatsen.
- Indsatserne skal være nytænkte, modige og sammenhængende.
- Ungeindsatsen og Ungeløftet skal prioriteres.
- Indsatsen skal bygge på værdighed, ordentlighed og gensidig forpligtelse.
Målet er, at Assens Kommune på sigt skal kunne måle sig med de bedst præsterende kommuner på Fyn, samtidig med at flere borgere får fodfæste på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet.
Sidst opdateret: 09/06/2026 - 09:06










































