
Den nye firkløverregering vil gennem en trepartsaftale og et efterfølgende Velfærdsforlig 2.0 skabe rammerne for et mere fleksibelt arbejdsliv. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Trepart og Velfærdsforlig 2.0 skal forme fremtidens arbejdsliv
Et sent udkast til regeringsgrundlaget viser, at regeringen vil tage initiativ til et nyt velfærdsforlig med fokus på pension, tilbagetrækning og et mere fleksibelt arbejdsliv.
Udgivet: 02/06/2026
Opdateret. Punkterne, som NB-Beskæftigelse har læst, er uændrede i det faktiske regeringsgrundlag.
Regeringen vil tage initiativ til et nyt Velfærdsforlig 2.0, der skal skabe rammerne for et mere moderne og fleksibelt arbejdsliv.
Det fremgår af et sent udkast til regeringsgrundlaget, som NB-Beskæftigelse er kommet i besiddelse af.
Ifølge udkastet skal arbejdet tage afsæt i en forudgående trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter om et mere fleksibelt arbejds- og familieliv. Det skal blandt andet handle om pension, tilbagetrækning, arbejdsmiljø, sygefravær og mulighederne for at arbejde mere fleksibelt gennem livet.
Målet er, at danskerne i højere grad skal kunne arbejde mindre i nogle perioder af livet og mere i andre.
Deltid, sporskifte og mindre stress
Regeringen ønsker blandt andet at drøfte, hvordan lønmodtagere med små børn kan få mulighed for deltid med lønkompensation på visse betingelser.
Det kan ifølge udkastet blandt andet ske under forudsætning af, at lønmodtageren arbejder fuldtid både før og efter deltidsperioden.
Regeringen vil også undersøge, hvordan der kan skabes en såkaldt ventil i arbejdslivet. Det kan for eksempel være en mulighed for at gå ned i tid og få lønkompensation fra a-kassen i perioder, hvor helt særlige omstændigheder rammer. Også her kan det blive betinget af forudgående fuldtidsbeskæftigelse.
Derudover vil regeringen drøfte etableringen af en sporskiftefond, der skal understøtte mulighederne for omskoling og sporskifte. Det skal blandt andet gælde for den del af arbejdsstyrken, hvor kunstig intelligens ventes at ændre kravene til de kompetencer, der efterspørges.
Fonden skal også kunne målrettes faglærte og ufaglærte med lange arbejdsliv bag sig.
Samtidig vil regeringen arbejde for at nedbringe stress og sygefravær samt styrke arbejdsmiljøet.
Mere fleksibel afslutning på arbejdslivet
Et centralt element i det kommende Velfærdsforlig 2.0 bliver også pension og tilbagetrækning.
Regeringen vil ifølge udkastet skabe større tryghed og klarhed om reglerne for tilbagetrækning. Samtidig skal der ses på, hvordan der kan skabes en mere fleksibel afslutning på arbejdslivet.
Det skal både øge mulighederne for gradvist at trappe ud af arbejdsmarkedet og fjerne barrierer for at fortsætte med at arbejde i det omfang, man kan.
Regeringen vil også se på seniorers vilkår på arbejdsmarkedet samt forskelle i danskernes pensionsopsparinger og levevilkår.
Derudover lægges der op til at drøfte en mere samlet førtidig tilbagetrækningsordning, som både tager højde for anciennitet på arbejdsmarkedet og en mere individuel vurdering af nedslidning.
Frem til etableringen af Velfærdsforlig 2.0 ønsker regeringen, at aldersgrænsen for tidlig pension ikke hæves, som det ellers var forudsat fra 1. januar 2027.
Regeringen vil samtidig hæve ydelsen for tidlig pension med 3.000 kroner, så der bliver større ensartethed med ydelsen for seniorpensionen.
Derudover vil regeringen lempe modregningsreglerne for efterløn og tidlig pension for at gøre det mere attraktivt at arbejde i en sen alder. Regeringen vil også give mulighed for at sætte sin ratepension på pause ved tilbagevenden til arbejdsmarkedet og udvide pensionsudbetalingsalderen til fem år før folkepensionsalderen.
Arbejdet foregå i tre faser
Ifølge udkastet skal arbejdet foregå i tre faser. Først skal en kommission forberede arbejdet. Derefter skal der indledes trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter, før der til sidst indledes politiske forhandlinger om et Velfærdsforlig 2.0.
Det er en forudsætning for regeringen, at både en trepartsaftale og et Velfærdsforlig 2.0 sikrer en holdbar offentlig økonomi på langt sigt.
Trepartsaftalen skal desuden pege på tiltag, der styrker den strukturelle beskæftigelse med mindst 5.000 fuldtidspersoner.
Sidst opdateret: 02/06/2026 - 16:32










































