Debatindlæg af Hafaz Shah, oplægsholder og forfatter til bogen 'Et liv på 4 hjul'

Jeg lever et liv på 4 hjul. Ikke som en begrænsning – men som en livsform. En måde at navigere i verden på med andre forudsætninger, ja, men også med andre styrker. Problemet er bare, at det system, der burde støtte mennesker som mig, alt for ofte gør det modsatte.

Kommuner og jobcentre har en afgørende rolle i at hjælpe mennesker med handicap ind på arbejdsmarkedet. Men alt for mange oplever et system, der er rigidt, mistroisk og mere optaget af regler end af mennesker. Det er ikke bare ineffektivt – det er spild af menneskeligt potentiale.

Jeg har selv mærket det. Når man kommer i kontakt med jobcentret, bliver man hurtigt reduceret til en sag. Et CPR-nummer. En kategori. Der bliver kigget på begrænsninger før muligheder. Diagnoser før kompetencer. Og det er her, det går galt.

For mennesker, der lever et liv på fire hjul, som jeg, handler det ikke om, hvad vi ikke kan. Det handler om, hvad vi OGSÅ kan – hvis rammerne er rigtige.

Problemet er, at systemet ofte er bygget op omkring standardløsninger. Fleksjob, ressourceforløb, praktik. Kasser, man skal passe ind i. Men mennesker er ikke standardvarer. Vi har forskellige kompetencer, ambitioner og måder at bidrage på - hvad end, vi kommer på gåben eller fire hjul. I hvert fald, hvis vi får lov.

Når jobcentre insisterer på at presse mennesker ind i faste modeller, risikerer de at fastholde os i passivitet frem for at skabe udvikling. Det bliver vigtigere at følge processen end at opnå resultatet.

Et andet stort problem er manglen på tillid. Mange borgere oplever konstant kontrol, dokumentationskrav og en underliggende mistanke om, at man ikke gør nok. Det skaber ikke motivation – det skaber modstand.

Men hvad nu hvis vi vendte det om?

Hvad nu hvis jobcentre i højere grad arbejdede med tillid, fleksibilitet og individuel tilpasning? Hvad hvis man tog udgangspunkt i den enkelte borgers kompetencer og drømme – og byggede en plan derfra?

Der er et stort potentiale på arbejdsmarkedet, som i dag ikke bliver udnyttet. Virksomheder mangler arbejdskraft, samtidig med at mange mennesker med handicap står uden for arbejdsfællesskabet. Det er et paradoks, som kalder på handling – ikke flere standardløsninger.

Kommuner og jobcentre kunne spille en langt større rolle som brobyggere. De kunne arbejde mere aktivt med at skabe match mellem virksomheder og mennesker med særlige forudsætninger. Ikke som en social indsats – men som en reel værdiskabelse for begge parter.

For sandheden er, at inklusion ikke er velgørenhed. Det er god business.

Men det kræver et opgør med den måde, systemet fungerer på i dag. Det kræver mod til at give slip på kontrol og i stedet investere i relationer og kompetencer. Det kræver, at man ser mennesket før systemet.

Men hvem tør se mennesket før systemet? Hvem har mon modet til at give slip på kontrollen og investere i relationer og kompetencer?

For mig handler “et liv på 4 hjul” ikke om begrænsninger. Det handler om bevægelse og fremdrift. Om at finde nye veje. Om at skabe muligheder – også når de ikke er oplagte.

Spørgsmålet er, om kommuner og jobcentre er klar til at bevæge sig med.

Er I det, kommuner og jobcentre?