Arbejdsmarkedschef Kia Lund McDermott arbejder med at udvikle en mere sammenhængende indsats for udsatte borgere i Nordfyns Kommune.

Arbejdsmarkedschef Kia Lund McDermott arbejder med at udvikle en mere sammenhængende indsats for udsatte borgere i Nordfyns Kommune. - Foto: Nordfyns Kommune

Nordfyns vil hjælpe udsatte med ny tilgang: Sætter borgerens behov først

En fælles plan, færre proceskrav og tættere kobling til sundhed og virksomheder skal give en mere sammenhængende indsats for udsatte borgere i Nordfyns Kommune.

Udgivet: 09/04/2026

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Hvordan skaber man en mere sammenhængende indsats for borgere med komplekse udfordringer?

Det spørgsmål arbejder Nordfyns Kommune med i implementeringen af beskæftigelsesreformen.

Her er ambitionen at tage udgangspunkt i borgerens egne barrierer og skabe en fælles plan på tværs af forvaltninger.

"Vi håber, at den enkelte borger vil opleve, at vi faktisk tager udgangspunkt i deres oplevelse af barrierer og udfordringer. Hvis det for eksempel er økonomien, der står i vejen, så er det den sten, vi rydder først," siger arbejdsmarkedschef Kia Lund McDermott.

Fælles sprog og én plan for borgeren

Arbejdet begyndte allerede i 2023, hvor kommunen satte gang i en kulturforandring på tværs af social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet. Baggrunden var arbejdet med den daværende hovedlov om helhedsorienterede indsatser, som siden blev droppet.

Ifølge Kia Lund McDermott betød det samtidig, at kommunen stod et skridt foran, da beskæftigelsesreformen senere blev vedtaget. Her blev det tydeligt, at samarbejdet ikke kun handler om organisering, men også om forståelser.

"Det gik op for os, hvor svært det er at samarbejde, når lovgivninger kolliderer, og når vi taler forskellige sprog. Rehabilitering betyder ikke det samme på sundhedsområdet som i jobcenteret," forklarer hun.

Derfor har kommunen siden arbejdet med at skabe et fælles sprog og en fælles forståelse af kerneopgaven. Samtidig vil Nordfyn forsøge at skabe sammenhæng i praksis ved at flytte beskæftigelsesindsatsen tættere på borgernes øvrige forløb.

"Vi vil gerne undgå, at borgerne skal rundt i forskellige indsatser. I stedet vil vi have beskæftigelse ind i de andre forløb," siger Kia Lund McDermott.

Det betyder blandt andet, at medarbejdere fra jobcenteret eksempelvis skal indgå i forløb i sundhedsafdelingen eller i tilbud til borgere med psykiske udfordringer.

Færre krav – men tættere på borgeren

Reformen lægger op til færre samtaler for nogle borgere. I Nordfyn handler det dog ikke om mindre kontakt, men om en anden form for kontakt, understreger Kia Lund McDermott.

"Det er ikke nødvendigvis samtale på samtale, men andre kontaktpunkter. Hvis borgeren er i et forløb et andet sted, kan vi møde dem der i stedet."

Ambitionen er, at borgerne oplever én samlet indsats, hvor der arbejdes med de barrierer, der fylder mest – også hvis det betyder, at beskæftigelse midlertidigt sættes i baggrunden.

Samtidig satser kommunen på en styrket virksomhedsindsats, hvor virksomhederne i højere grad skal kunne tage imod udsatte borgere.

"Vi vil gerne klæde virksomhederne bedre på til at løfte opgaven. Min oplevelse er, at de gerne vil, men der er noget, de er usikre på," siger Kia Lund McDermott.

Omstillingen sker dog ikke uden udfordringer.

"Ressourcerne er en af de største udfordringer, vi står overfor," lyder det fra Kia Lund McDermott.

For hende er målet alligevel klart:

"Vi skal lykkes med kerneopgaven. Vi skal have flere udsatte i job eller i forpligtende fællesskaber. Når vi kan mærke, at vi gør en forskel for borgerne, så er vi lykkes."

Sidst opdateret: 09/04/2026 - 11:42

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]