En ny analyse fra Lederne viser, at ni ud af ti ledere oplever, at integrationen af ukrainske flygtninge på danske arbejdspladser er gået godt eller meget godt. Over tre ud af fire ukrainere i den erhvervsaktive gruppe er i dag i job i Danmark.

En ny analyse fra Lederne viser, at ni ud af ti ledere oplever, at integrationen af ukrainske flygtninge på danske arbejdspladser er gået godt eller meget godt. Over tre ud af fire ukrainere i den erhvervsaktive gruppe er i dag i job i Danmark. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Ni ud af ti ledere: Ukrainske flygtninge er godt integreret på arbejdspladserne

Fire år efter invasionen af Ukraine viser ny undersøgelse, at langt de fleste ledere oplever integrationen som en succes.

Udgivet: 03/03/2026

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Fire år efter Ruslands invasion af Ukraine peger nye tal på, at integrationen af ukrainske flygtninge på det danske arbejdsmarked i vid udstrækning er lykkedes.

En analyse fra Lederne, baseret på svar fra 253 ledere, der har ukrainske flygtninge ansat, viser, at knap ni ud af ti vurderer, at integrationen er gået godt eller meget godt. Samtidig vil knap otte ud af ti anbefale andre virksomheder at ansætte ukrainske flygtninge.

”Midt i en ulykkelig krigssituation er det positivt, at de ukrainske flygtninge i så høj grad bliver taget godt imod ude på de danske arbejdspladser. Lederne oplever, at integrationen virker i praksis,” siger adm. direktør i Lederne, Bodil Nordestgaard Ismiris, i en pressemeddelelse.

Høj beskæftigelse blandt ukrainere

Analysen viser også, at beskæftigelsen blandt de ukrainske flygtninge er høj. Over tre ud af fire ukrainere, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, er i job. Ved udgangen af 2025 er omkring 17.700 ukrainske flygtninge i beskæftigelse i Danmark under særloven.

Ifølge Lederne har særloven været afgørende for den hurtige adgang til arbejdsmarkedet.

”Særloven har gjort det muligt for de ukrainske flygtninge at få hurtig adgang til arbejdsmarkedet. Det har været effektivt, og mange af dem har vist mod og lyst til at bidrage,” siger Bodil Nordestgaard Ismiris.

Hun fremhæver, at beskæftigelse er en central vej til integration og selvforsørgelse.

Virksomheder vil ansætte flere

Hver fjerde leder i undersøgelsen forventer at ansætte flere ukrainske flygtninge det kommende år. Ifølge Lederne ser mange virksomheder ukrainerne som en værdifuld del af arbejdsstyrken – ikke mindst i en tid med mangel på arbejdskraft.

Samtidig peger organisationen på, at der fortsat er barrierer, som bør nedbrydes.

”Derfor skal vi arbejde på at nedbryde eksempelvis de sproglige barrierer, som kan afholde nogle af de ukrainske flygtninge fra at arbejde,” siger Bodil Nordestgaard Ismiris og nævner blandt andet en mulig udvidelse af sprogmakkerordninger som et redskab.

Sidst opdateret: 03/03/2026 - 10:17

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]