
Genrefoto. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Rapport: Mange velfærdsmedarbejdere på sygedagpenge
ROCKWOOL Fonden konkluderer, at velfærdsmedarbejdere skifter til arbejdspladser, hvor færre er på sygedagpenge.
Udgivet: 19/02/2026
En høj andel af velfærdsmedarbejdere i det offentlige kommer på sygedagpenge.
Der er tale om, at 12 procent af politibetjentene er i gennemsnit på sygedagpenge i et givent år, mens 17 procent af sygeplejerskerne, 19 procent af fængselsbetjentene og 25 procent af SOSU’erne er på sygedagpenge i gennemsnit af fra 2009 til 2023.
Det viser en rapport fra ROCKWOOL Fonden.
Forskerne kan se, at alle fire grupper søger mod arbejdspladser, hvor der er en lavere andel på sygedagpenge – både i den private og i den offentlige sektor.
Politibetjente søger mod jobs, hvor andelen på sygedagpenge er 10 procentpoint lavere end deres tidligere job, mens fængselsbetjente finder et job, hvor der er 8 procents lavere sandsynlighed for at komme på sygedagpenge.
Kigger man på SOSU’erne, finder de jobs med 3 procentpoints lavere sandsynlighed for at være på sygedagpenge, mens sygeplejersker finder jobs, hvor andelen på sygedagpenge er 2 procentpoint lavere.
Forskningsrapporten viser også, at selvom de fire faggruppers egen sandsynlighed for at være på sygedagpenge stiger lige før, de skifter job, så falder sandsynligheden hurtigt efter jobskiftet, og generelt har de fire faggrupper en lavere sandsynlighed for at modtage sygedagpenge, når de skifter fra det offentlige, sammenlignet med dem, der bliver.
“Vores analyse tyder på, at mange, der forlader deres fag i det offentlige, er villige til at gå ned i løn og arbejde færre timer i bytte for arbejdsvilkår, der passer dem bedre. Derfor er det ikke kun højere løn, men også arbejdsvilkår, der betyder noget, hvis man vil fastholde flere offentlige velfærdsmedarbejdere,” fortæller Jacob Arendt, forskningsprofessor i ROCKWOOL Fonden.
Mellem 27 og 48 procent af velfærdsmedarbejderne i det offentlige forlader deres job i løbet af karrieren.
Forskningsprojektet har analyseret registerdata i årene 2009–2023 for personer mellem 18 og 64 år, der har gennemført en uddannelse som SOSU-assistent eller -medhjælper, sygeplejerske, fængselsbetjent eller politibetjent.
Sidst opdateret: 19/02/2026 - 08:54










































