
HK, FOA og 3F vil nedbringe ventetider for arbejdsskadesager. (Genrefoto). - Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Fagforbund kræver hasteinitiativer til arbejdsskaderamte
HK foreslår 500 kroner mere per sag for at imødegå lange ventetider til arbejdsskaderamte. FOA og 3F råber op om uacceptable menneskelige omkostninger og tilslutter sig forslaget.
Udgivet: 17/02/2026
HK foreslår, at man hæver taksten for en arbejdsskadesag hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) med 500 kroner for at imødegå lange ventetider på op til flere år for arbejdsskaderamte.
"Når en arbejdsskadesag bliver liggende i årevis, bliver det ikke bare en sag i en bunke. Det er et menneske, der bliver holdt fast i uvished – og ofte også i økonomisk usikkerhed. Erstatningen kan godt komme med tilbagevirkende kraft, men man kan ikke betale husleje – eller tage børnene i Tivoli – med tilbagevirkende kraft," siger advokat Leif Hove-Donbæk i HK i en pressemeddelelse.
"Det er en lille merudgift pr. sag for arbejdsgiverne via forsikringspræmien – men effekten er markant," tilføjer Leif Hove-Donbæk.
3F og FOA tilslutter sig opfordringen og understreger, at ventetiderne er blevet så lange, at akutte tiltag er nødvendige.
"Selv om man målrettet forsøger at nedbringe bunken af sager, der skal behandles i AES, må vi konstatere, at der før nytår var over 5.000 sager og lønmodtagere, som hverken ved, om de er købt eller solgt," siger fagpolitisk ordfører Maria Klingsholm i FOA i en pressemeddelelse.
Lange ventetider
I 2025 blev der oprettet omkring 51.000 nye arbejdsskadesager hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).
HK foreslår at hæve taksten pr. arbejdsskadesag med 500 kroner. Taksten opkræves via forsikringssystemet og betales i praksis af arbejdsgiverne gennem præmien.
HK’s beregning bygger på myndighedens egne tal og Danmarks Statistik. En forhøjelse på 500 kr. pr. sag vil give mulighed for at ansætte ca. 34 ekstra sagsbehandlere. Det kan øge antallet af afsluttede sager med op mod 8.950 på ét år og dermed forkorte sagsbehandlingstiderne, oplyser HK.
FOA og 3F bakker op og foreslår:
De to forbund bakker op om HK’s forslag om at ansætte over 30 nye sagsbehandlere og hæve taksten pr. arbejdsskadesag med 500 kr., der betales gennem præmien af arbejdsgiverne.
3F og FOA ønsker også, at der investeres i at fremskynde arbejdet i AES med brug af kunstig intelligens for at forkorte sagsbehandlingstiden, men hvor vurderingen af sagerne fortsat skal ske af sagsbehandlerne.
AES har i knap to år haft mulighed for at politianmelde læger og virksomheder, der ikke overholder svarfristen, når AES har brug for yderligere oplysninger til at belyse en sag. FOA og 3F finder det uholdbart, at læger og virksomheder i praksis er medvirkende til at forlænge sagsbehandlingstiden og sagspuklerne i AES til stor gene for de lønmodtagere, der går i uvished og venter på en afgørelse.
Sidst opdateret: 17/02/2026 - 11:19










































