Debatindlæg af Rune Dyngby Walther, Salgschef, Blueprint Learning ApS

Bo Haaber har i NB Beskæftigelse helt ret i én central pointe: Beskæftigelsesreformen gør endelig op med den juridiske gråzone for brugen af kunstig intelligens i jobcentrene. Det er et afgørende skridt. I årevis har kommunerne haft både viljen og teknologien – men manglet klar hjemmel. Den barriere fjernes nu.

Men netop fordi reformen er så ambitiøs, er det også nødvendigt at stille et opfølgende spørgsmål:

Er det nok at give kommunerne AI-værktøjer – eller kræver reformen også et markant kompetenceløft af medarbejderne?

Svaret er efter min vurdering klart: AI alene er ikke tilstrækkeligt.

Reformen flytter ikke blot arbejdsgange; den flytter ansvar. Når proceskrav fjernes, og statslig detailstyring erstattes af kommunalt råderum, bliver sagsbehandlerens faglige dømmekraft endnu mere central. AI kan understøtte beslutningsgrundlag, strukturere dialoger og reducere dokumentationsbyrden – men den kan ikke tage ansvar for afgørelserne. Det kan kun mennesker.

Derfor er der en reel risiko for, at vi overvurderer teknologiens evne til at implementere reformen af sig selv. Uden den rette kompetenceudvikling på det rette tidspunkt risikerer AI at blive underudnyttet, brugt defensivt eller anvendt uensartet på tværs af organisationen. I værste fald kan det svække både kvaliteten og retssikkerheden – netop det, reformen ellers har til formål at styrke.

At kompetenceløft er en forudsætning for reformens succes, er imidlertid ikke kun et fagligt synspunkt – det er også et politisk signal. Kaare Dybvad Bek har orienteret Folketingets Beskæftigelsesudvalg om fordelingen af 120 mio. kr. målrettet opkvalificering af ledere og medarbejdere i kommuner og a-kasser. Midlerne er netop afsat, fordi reformen ikke kan implementeres gennem systemer alene, men kræver nye kompetencer i både ledelse og drift.

Bo Haaber peger med rette på, at AI ikke handler om at lade maskiner træffe afgørelser, men om at optimere beslutningsgrundlaget og frigøre tid til faglighed og nærvær. Men her opstår det næste – og afgørende – spørgsmål:

Hvad betyder “mere faglighed” i praksis, når arbejdsgangene ændrer sig fundamentalt?

Sagsbehandlerens rolle bevæger sig fra procesopfylder til faglig vurderer. Fra dokumentationsproducent til relations- og beslutningsansvarlig. Det er ikke en mindre justering, men et professionsskifte. Og professionsskifter kræver skalerbar faglig kompetenceudvikling – både nu og over tid.

Hvis kommunerne skal realisere reformens fulde potentiale, bør investeringer i AI derfor følges af investeringer i målrettet kompetenceudvikling på beskæftigelsesområdet. Digitale kompetenceforløb kan eksempelvis bestå af praksisnære online kurser med tilhørende øvelser, der tager direkte afsæt i reformens nye rammer. Det er både effektivt og ansvarligt. 

Medarbejderne skal forstå både mulighederne og begrænsningerne i AI-understøttet sagsbehandling. Samtidig skal ledelsen kunne sætte tydelig retning, sikre ensartet praksis og omsætte frisættelse til reel kvalitetsforbedring.

Kort sagt: Teknologi kan skabe kapacitet. Kompetente medarbejdere og ledere skaber kvalitet.

Beskæftigelsesreformen giver kommunerne både frihed og ansvar. AI-værktøjer kan bære den administrative byrde, men det er medarbejdernes faglighed, der skal bære reformens ambitioner. Uden et systematisk kompetenceløft risikerer vi, at reformen reduceres til en effektiviseringsøvelse – i stedet for den faglige nyorientering, den har potentiale til at være.

Hvis vi vil lykkes, skal implementeringen derfor tænkes som en dobbeltbevægelse:

AI som motor – og kompetenceudvikling som styring.

Det er i samspillet mellem de to, at reformen for alvor kan gøre en forskel for både borgere, medarbejdere og kommuner.