
Jane Heitmann, formand for Krifa, påpeger, at frit fagforeningsvalg fortsat ikke er reelt for mange lønmodtagere. I dag er beskæftigelsesministeren i samråd om fagforeningspres. - Foto: Krifa
Debat
Fagforeningspres koster lønmodtagere dyrt og giver fagforbund millionfordel
Mens beskæftigelsesministeren i dag kaldes i samråd om fagforeningspres, oplever hver sjette lønmodtager stadig at blive presset til at vælge den “rigtige” fagforening, påpeger Jane Heitmann, formand for Krifa
Udgivet: 29/01/2026
Af Jane Heitmann, formand for Krifa.
Enhver har ret til frit at vælge fagforening eller helt at stå udenfor.
Det slog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fast i januar 2006 i en skelsættende dom, der gjorde op med eksklusivaftaler på det danske arbejdsmarked og ændrede fundamentet for lønmodtageres valg af fagforening.
Trods det klare budskab om, at ingen kan tvinges til at være medlem af en bestemt fagforening, er fagforeningspres her 20 år senere stadig udbredt på arbejdspladserne. For nok er det ulovligt og koster lønmodtagerne dyrt. Men det virker. Og så er det en millionforretning for flere af landets største fagforeninger.
Op mod en halv million lønmodtagere har følt sig presset ind i en bestemt fagforening – heraf 200.000 på deres nuværende arbejdsplads, viser en ny Verian-undersøgelse foretaget for Krifa. På tværs af sektorer har 16 procent – svarende til hver sjette - oplevet fagforeningspres. Presset udøves især af tillidsrepræsentanter og kolleger og rammer typisk unge og den offentlige sektor.
At fagforeningerne på den måde ser stort på den enkeltes frihed, er dybt bekymrende, mener regeringspartiet Venstre. For det er mennesker, der oplever, at deres job, løn eller fremtid afhænger af, om de vælger den “rigtige” fagforening, pointerede partiets gruppeformand Hans Andersen og beskæftigelsesordfører Kim Valentin forleden i et debatindlæg i Netavisen Pio.
”For i Danmark har vi frit fagforeningsvalg. Det har vi haft i årtier. Alligevel viser virkeligheden på mange arbejdspladser noget andet. Her er valget ofte kun frit på papiret,” fastslår de.
Det er spot on. Den formelle beskyttelse – som i øvrigt kun er delvis – sikrer ikke reel beskyttelse i praksis. Uklarhed og gråzoner gør det i dag svært for lønmodtagerne at sige nej, og det har store menneskelige og økonomiske konsekvenser at betale til en fagforening, man ikke ønsker at være medlem af.
Måske fordi den pågældende ikke deler værdier med eksempelvis 3Fs erklærede socialistiske menneskesyn.
Også Konservatives beskæftigelsesordfører Dina Raabjerg og Carl Andersen, ditto fra Liberal Alliance er foruroliget over, at så mange lønmodtagere på danske arbejdspladser føler sig presset til at blive medlem af den dominerende fagforening. Derfor har de kaldt beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) i samråd den 29. januar for at høre, hvordan han vurderer beskyttelsen.
Ulovligt fagforeningspres har tidligere affødt politisk debat og samråd i 2019 og 2022, hvor daværende socialdemokratiske beskæftigelsesministre har afvist behovet for nye initiativer. Umiddelbart er der denne gang lagt op til et noget særegent set-up, hvor det ene regeringsparti synes mere enig med oppositionen end ministeren. Formentlig vil Kaare Dybvad Bek fortsætte linjen fra sine forgængere, nedtone problemstillingen og vurdere reglerne som tilstrækkelige.
Fakta er imidlertid, at fagforeningspresset finder sted. Dokumentationen er omfattende og valid, men udfordringerne er, at kun de færreste har lyst til at stå frem og fortælle om, hvad de udsættes for. Det oplever vi nærmest dagligt i Krifa Fagforening, når medlemmer ringer og beretter om deres oplevelser. Typisk frygter de at miste arbejdet.
Så jo, formelt er der er lovsikret fagforeningsfrihed. Men skal den rettighed være reel, er det nødvendigt at skærpe lovgivningen. Eksempelvis er fagforeningsforhold ikke eksplicit omfattet af diskriminationslovgivningen, ligesom fagforeningsfrihed ikke sidestilles med religion, seksualitet eller politisk overbevisning i forskelsbehandlingsloven.
Og måske allervigtigst. I dag er det forbudt at forskelsbehandle på grund af fagforeningstilhørsforhold i forbindelse med ansættelse og afskedigelse, mens det i private virksomheder faktisk er tilladt under ansættelsen. Det giver jo ingen mening. Tænk hvis det samme vilkår gjaldt andre minoriteter med særligt behov for beskyttelse.
I den offentlige sektor, hvor lighedsgrundsætningen gælder, er usaglig forskelsbehandling derimod ikke lovlig. Det gør det muligt at gribe ind over for myndigheder, der forskelsbehandler. Alligevel er forskelsbehandling også her udbredt, viser Verian-undersøgelsen.
Et særskilt problem er, at der i dag reelt ikke findes sanktionsmidler mod krænkeren. I dag er det alene arbejdsgiveren, der står til ansvar for reglerne, mens den, der udøver presset, typisk tillidsmanden fra den dominerende fagforening, ikke rammes.
Forleden foreslog chefanalytiker Kristoffer Lind Glavind fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) et slags forureneren-betaler-princip for arbejdsgivere, der nedslider deres medarbejdere. Forslaget kom i kølvandet på en AE-analyser, der viser at 59.000 danske lønmodtagere har et arbejde, som er både fysisk og psykisk nedslidende.
Man skal ikke blive syg af at gå på arbejde. Det burde være en selvfølge, som Kristoffer Lind Glavind formulerer det. Enig. Og det burde også være en selvfølge, at man ikke mod sin vilje bliver presset ind i en fagforening, kunne det passende tilføjes. Så ja, modellen med at stille krænkeren til ansvar kan forhåbentlig virke præventivt og formentlig med fordel også anvendes i forbindelse med fagforeningspres.
Presset for at få lønmodtagere til at vælge den ”rigtige” fagforening udøves af et fåtal af de over hundrede fagforeninger i Danmark. Omvendt er de fire mest aktive fagforeninger 3F, HK, FOA og Dansk Metal vedholdende og står bag presset på tæt ved halvdelen af de lønmodtagere, som har oplevet fagforeningspres.
To ud af tre, der har oplevet fagforeningspres, melder sig ind i den fagforening, som har udøvet presset, viser undersøgelsen. Det indikerer, at mange medlemskaber ikke er et frit valg, men resultatet af socialt eller kollegialt pres. Således ville flertallet af de berørte have truffet et andet valg – enten et billigere eller slet intet medlemskab – hvis de ikke var blevet presset.
For den enkelte, hvis økonomiske råderum reduceres, kan det ufrivillige medlemskab blive dyrt. Over et arbejdsliv kan den samlede konsekvens for en familie, hvor begge voksne har givet efter for fagforeningspresset og ufrivilligt valgt det dyrere alternativ, beløbe sig til flere hundredetusind kroner, hvis pengene i stedet var indbetalt til pension, viser Krifas beregninger.
Opgjort i kontingentbetalinger svarer det til en årlig indtægt på mere end 100 millioner kroner fra medlemmer, der reelt ikke føler, at de har et frit fagforeningsvalg.
Formanden for Folketingets Beskæftigelsesudvalg, Thomas Skriver Jensen, har i et opslag på Facebook den 27. december sidestillet den lovfæstede ret til frit valg af fagforening med en kriminel handling som tyveri med ordene:
”Medlemmer af gule fagforeninger klager åbenbart over ”pres” for at melde sig ind i en rigtig fagforening. Cry me a river! Meld dig ind i en rigtig fagforening i stedet for at stjæle fra dine kolleger!”.
Så meget for menneskerettighedsdomstolens budskab om, at enhver har ret til frit at vælge fagforening eller helt at stå udenfor.
Godt nok er det 20 år siden. Men alligevel.
Det bliver spændende at høre, om Kaare Dybvad Bek deler sin partifælles opfattelse af, at det at foretage et lovsikret frit valg er det samme som at stjæle fra sine kolleger.
Sidst opdateret: 29/01/2026 - 09:26










































