
- Foto: Katrine Boyer Grube
STAR klar med juridisk startvejledning til beskæftigelsesreformen
Vejledningen beskriver de nye regler, der træder i kraft 1. februar og 1. juli 2026
Udgivet: 19/01/2026
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har offentliggjort en juridisk startvejledning til den første del af beskæftigelsesreformen, efter Folketinget den 19. december vedtog et af reformens centrale lovforslag.
Startvejledningen er målrettet kommuner og a-kasser og skal fungere som et praktisk redskab til at forstå og implementere de nye regler, der træder i kraft henholdsvis 1. februar og 1. juli 2026.
Vejledningen gennemgår blandt andet de ændringer, der følger af loven på områder som kontaktforløb og tilbud til ledige, ophævelse af en række ordninger og ydelser samt nye regler for organiseringen af beskæftigelsesindsatsen. Samtidig beskrives afskaffelsen af det skærpede tilsyn.
Et af de nye elementer i loven er også en hjemmel til brug af kunstig intelligens i beskæftigelsesindsatsen, som ligeledes indgår i vejledningen.
Den juridiske startvejledning knytter sig til lov nr. 1750 af 29. december 2025, som ændrer lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen samt en række andre love.
Lovforslaget er første skridt i udmøntningen af den samlede beskæftigelsesreform, hvor yderligere lovgivning forventes at følge.
Find loven her.
Sidst opdateret: 19/01/2026 - 20:00










































