Chefen for Borgerservice, Unge og Beskæftigelse i Gladsaxe Kommune, Merete Jørgensen (tv.), og Trine Thomsen, seniorkonsulent i Cabi, er enige om, at den virksomhedsrettede indsats først får fodfæste, når ledelsen sætter retningen og tager aktivt ejerskab.

Chefen for Borgerservice, Unge og Beskæftigelse i Gladsaxe Kommune, Merete Jørgensen (tv.), og Trine Thomsen, seniorkonsulent i Cabi, er enige om, at den virksomhedsrettede indsats først får fodfæste, når ledelsen sætter retningen og tager aktivt ejerskab. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Gladsaxe starter med ledelsen: Virksomhedsrettet indsats skal forankres fra toppen

Erfaringen fra Gladsaxe Kommune viser, at den virksomhedsrettede tilgang først for alvor får fodfæste, når ledelsen tager ejerskab og sætter en fælles retning for hele beskæftigelsesområdet.

Udgivet: 16/12/2025

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Gladsaxe Kommune har sat sig en klar ambition: Den virksomhedsrettede tilgang skal være et fælles udgangspunkt for alle medarbejdere i beskæftigelsesområdet.

Kommunen har siden 2024 samarbejdet med Cabi om et større kompetenceløft af de medarbejderne, der allerede arbejder med virksomhedskontant. Undervejs har ledelsen erkendt, at forankringen begynder et andet sted.

“Vi har gjort en vigtig erfaring. Skal vi lykkes, skal vi starte med ledelsen. Det er nødvendigt for at kunne gå i takt som ledergruppe og bakke medarbejderne op i praksis,” siger Merete Jørgensen, chef for Borgerservice, Unge og Beskæftigelse i Gladsaxe.

Hun peger på, at området tidligere var præget af parallelle spor og forskellige tilgange i jobcentret.

“Vi har ikke haft et tilpas fælles ledelsesfokus på det virksomhedsrettede område. Fra nu af handler det om, at vi på tværs får taget de rigtige samtaler i ledergruppen og går i trit,” siger hun til NB-Beskæftigelse.

Ledelsen skal tættere på virkeligheden

I samarbejde med Cabi har Gladsaxe kortlagt de mange aktiviteter på det virksomhedsrettede område og samlet fokus om tre fælles prioriteringer. Målet er at skabe bedre sammenhæng mellem strategi og daglig praksis ved hjælp af fælles møder, klar opfølgning og mere konsekvent brug af data.

“Vi beder medarbejderne kende det lokale arbejdsmarked og de konkrete jobåbninger, men kender vi dem selv godt nok? Som ledere har vi også et ansvar for at følge virksomhedskontakten tæt, skabe overblik gennem data og deltage i møder, så vi ved, hvad indsatsen kræver i praksis,” siger Merete Jørgensen.

Hos Cabi genkender man behovet i mange kommuner, der ligesom Gladsaxe styrker det virksomhedsrettede fokus:

“Kommunerne har samarbejdet med virksomheder i mange år, men når flere socialfaglige medarbejdere nu også skal stå for virksomhedskontakten, bliver ledelsens rolle helt central,” siger Trine Thomsen, seniorkonsulent i Cabi.

Hun fremhæver, at beskæftigelsesreformen skærper behovet for et klart ledelsesgreb:

“Det virksomhedsvendte skal være lige så prioriteret som det borgervendte. Ellers får man ikke omsat kompetenceudviklingen til varige resultater.”

Fælles retning fremad

I Gladsaxe Kommune arbejder Merete Jørgensen fortsat på at styrke ledelseslaget, skabe fælles sprog og tydelig kobling mellem strategi og praksis. Målet er en samlet beskæftigelsesindsats, hvor virksomhedsservice ikke er et særskilt spor, men et fælles ansvar.

“Det virksomhedsrettede har været i fokus i mange år. Det nye er vores egen ledelsesforståelse: Hvad kræver det af os, hvis vi vil have et fælles løft? Den indsigt gør forskellen,” siger Merete Jørgensen.

Fik du læst?

Gribskov halverer afstanden til arbejdsmarkedet for borgere i psykiatrien

Sidst opdateret: 16/12/2025 - 10:18

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]