En ny analyse viser, at næsten hver femte borger i den aktive beskæftigelsesindsats, som selv har opgivet troen på job eller uddannelse, alligevel opnår tilknytning inden for et år. Resultaterne peger på et fortsat jobpotentiale for kommunerne, også blandt borgere langt fra arbejdsmarkedet.

En ny analyse viser, at næsten hver femte borger i den aktive beskæftigelsesindsats, som selv har opgivet troen på job eller uddannelse, alligevel opnår tilknytning inden for et år. Resultaterne peger på et fortsat jobpotentiale for kommunerne, også blandt borgere langt fra arbejdsmarkedet. - Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Analyse: En ud af fem borgere uden tro på at komme i job slår egne forventninger

Næsten 20 procent af borgerene, der ikke selv tror på job eller uddannelse, opnår tilknytning inden for et år, viser en ny analyse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Udgivet: 16/12/2025

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Næsten hver femte borger, der selv har opgivet troen på at komme i job eller uddannelse, opnår alligevel tilknytning til arbejdsmarkedet eller starter på en uddannelse inden for et år.

Det viser en ny analyse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) baseret på Ekspertgruppens borgertilfredshedsundersøgelse koblet med registerdata for beskæftigelse og uddannelse.

Analysen tager udgangspunkt i godt 2.000 borgere i den aktive beskæftigelsesindsats, som i efteråret 2023 svarede, at de enten forventede, at der ville gå mere end 12 måneder, før de kom ud på arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet, eller at de slet ikke troede, det ville ske.

Gruppen omfatter borgere på kontanthjælp, uddannelseshjælp, ressourceforløb og ledighedsydelse, og fælles for dem er, at de i gennemsnit har været ledige i mere end ét år i deres igangværende forløb.

I løbet af 2024 lykkes det 381 personer i gruppen at få tilknytning til arbejdsmarkedet eller påbegynde en uddannelse. Det svarer til 19 procent. Tilknytning til arbejdsmarkedet dækker både fleksjob, løntimer og ordinær beskæftigelse uden samtidig ydelse.

Selv blandt de 1.213 borgere, der i undersøgelsen svarer, at de aldrig tror, de kommer i job eller uddannelse, opnår 16 procent et positivt udfald inden for et år. Blandt dem, der vurderer, at der vil gå mere end 12 måneder, er andelen højere og ligger på 24 procent.

Store forskelle mellem målgrupper

Selvom tendensen går igen på tværs af køn, alder og herkomst, er der markante forskelle mellem ydelses- og visitationsgrupper. Især jobparate kontanthjælpsmodtagere overgår egne forventninger. I denne gruppe opnår 40 procent tilknytning til arbejdsmarkedet eller påbegynder en uddannelse i løbet af det følgende år. Blandt modtagere af ledighedsydelse gælder det for 31 procent.

I den anden ende ligger borgere i ressourceforløb, hvor kun 10 procent opnår job eller uddannelse i perioden. Også aktivitetsparate borgere på kontanthjælp og uddannelseshjælp har lavere andele end de jobparate.

Analysen viser samtidig, at mænd oftere end kvinder overgår egne forventninger. Knap 23 procent af mændene i gruppen opnår job eller uddannelse inden for et år mod 17 procent af kvinderne. Blandt seniorer mellem 55 og 66 år er andelen lidt højere end blandt de yngste.

Progression over tid

Udviklingen hen over 2024 peger på en gradvis progression. Ved årets begyndelse havde 134 personer i gruppen berøring med arbejdsmarkedet eller var i uddannelse. Ved udgangen af året var antallet steget til 272. Stigningen skyldes især flere i ordinær beskæftigelse og fleksjob, mens antallet med løntimer er relativt stabilt. I sensommeren ses desuden en stigning i uddannelsesstart, hvilket hænger sammen med uddannelsesinstitutionernes optag.

Ser man ind i første halvår af 2025, fortsætter den positive udvikling. I juni 2025 har 305 personer i gruppen tilknytning til arbejdsmarkedet eller er i gang med en uddannelse.

Ifølge analysen peger resultaterne på, at borgernes egne forventninger ikke nødvendigvis er en præcis indikator for deres faktiske muligheder. Tidligere forskning viser, at sagsbehandlerens tro på borgerens potentiale kan spille en rolle, og analysen understøtter, at også borgere, der selv har mistet håbet, kan lykkes. For kommunerne peger resultaterne dermed på et fortsat jobpotentiale, også blandt borgere langt fra arbejdsmarkedet.

Sidst opdateret: 16/12/2025 - 11:43

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]