
Arbejdsmarkedscheferne Bjarne Bo Larsen (Brøndby, Merete Gommesen (Nyborg) og Kia Lund McDermott (Nordfyns) ser både muligheder og udfordringer i forsøget med frit valg af aktør for ledige dagpengemodtagere. - Foto: Private.
Kommuner hilser frit valg velkommen – men efterlyser klarhed om økonomi og praksis
Arbejdsmarkedscheferne i Nyborg, Brøndby og Nordfyn kalder frit valg et spændende skridt mod en mere borgerstyret indsats – men advarer om, at succes kræver klare spilleregler, koordination og bæredygtig økonomi.
Udgivet: 09/12/2025
Fra 2027 får ledige dagpengemodtagere i 19 kommuner mulighed for selv at vælge, om deres samtaleforløb skal foregå hos kommunen, a-kassen eller en privat aktør.
Forsøget, der er en del af beskæftigelsesreformen, skal teste nye modeller for, hvordan indsatsen for nyledige bedst tilrettelægges.
Og blandt de udvalgte kommuner bliver forsøget modtaget med en blanding af begejstring og bekymring. Flere arbejdsmarkedschefer hilser det velkommen, at borgerne får mere frihed og indflydelse. Men de understreger samtidig, at det kun kan lykkes, hvis økonomi, geografi og samarbejde mellem aktørerne hænger sammen.
Frit valg kræver klare rammer
I Nyborg Kommune er arbejdsmarkedschef Merete Gommesen blandt dem, der tager positivt imod forsøget. Hun ser frit valg som et skridt i retning af en mere borgerstyret indsats, hvor motivation og relevans bliver styrende.
“Jeg synes, frit valg er en rigtig spændende tanke. Det giver borgerne en stemme og mulighed for at vælge det, de oplever, hjælper dem bedst. Bare det at skulle træffe et valg kan skabe mere motivation og ejerskab,” siger hun.
Hun tror, at forsøget kan få kommunerne til at gentænke deres tilbud:
“Konkurrence er sundt. Det kan tvinge os til at blive mere skarpe på, hvad vi tilbyder, og hvordan vi gør indsatsen mere relevant for den enkelte. I mange år har vi gjort, hvad der stod i manualen fra STAR – nu får borgerne mulighed for at vise os, hvad der faktisk virker.”
Men hun peger samtidig på, at der stadig mangler svar på centrale spørgsmål, når når det gælder økonomi og geografi.
“Hvis borgerne i Nyborg skal køre langt for at møde en privat aktør, er det jo ikke et reelt valg. Og vi ved heller ikke, hvordan betalingsmodellen bliver, kommunerne har jo stadig et økonomisk loft,” siger hun.
Sådan er de 19 kommuner udvalgt
De 19 kommuner og dermed den geografiske afgrænsning af forsøget med frit valg af aktør i perioden 2027–2029 er udvalgt af aftalekredsen bag beskæftigelsesreformen på baggrund af nedenstående kriterier:
Kommunerne ligger i hovedstadsområdet, på Fyn og på de sydfynske øer, fordi forsøget skal gennemføres i ét eller to geografisk sammenhængende områder med tilstrækkelig befolkningstæthed. Det skal sikre, at der kan opbygges et reelt marked, hvor ledige kan vælge mellem kommune, a-kasse og andre aktører.
Derudover er kommunerne udvalgt, så de samlet set repræsenterer en bred variation i arbejdsmarkedet og målgrupper, så effektevalueringen kan sige noget generelt om resultaterne. Kommuner indgår kun i ét af forsøgene i reformen.
Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Afventende optimisme i Brøndby og Nordfyn
Også i Nordfyns Kommune mødes forsøget med en blanding af spænding og pragmatisme. Arbejdsmarkedschef Kia Lund McDermott ser det som en naturlig forlængelse af de nuværende samarbejdsformer med a-kasserne.
“Vi har gode erfaringer med det nuværende model, hvor a-kasserne har ansvaret i de første måneder. Så jeg er ikke bekymret for samarbejdet. Men jeg er nysgerrig på, hvordan de nye aktører bliver valgt, og hvordan det påvirker økonomien,” siger hun.
Hun påpeger, at Nordfyn har korte ledighedsforløb, og at ændringer hurtigt kan mærkes i budgettet:
“Hvis andre aktører ikke kan løfte opgaven lige så effektivt, kan det forlænge ledigheden, og så rammer det kommunens økonomi. Men vi er stadig tidligt i processen, så nu må vi se, hvordan det konkret bliver udmøntet.”
Hos Bjarne Bo Larsen, jobcenterchef i Brøndby Kommune, er holdningen tilsvarende afventende. Han understreger, at forsøget kun giver mening, hvis borgerne får reel mulighed for at vælge.
“Hvis borgerne bare automatisk ender i a-kassen, som de gør i dag, så er det ikke et reelt frit valg. Det kræver, at de får ordentlig information om, hvad de forskellige aktører kan tilbyde, ellers mister forsøget sin mening,” siger han.
Selv om kommunerne står forskellige steder, deler de en grundlæggende tilgang: Frit valg ses som et skridt i den rigtige retning, men succesen afhænger af klare rammer, god koordination og en bæredygtig økonomi.
“Vi har prøvet mange modeller gennem årene. Nu får vi chancen for at se, om borgerne selv kan vise os, hvad der virker,” siger Merete Gommesen.
Sidst opdateret: 10/12/2025 - 11:45










































