Copenhagen Camping i Dragør

Copenhagen Camping i Dragør - Foto: Copenhagen Camping

Campingpladser skævvrider pulje til hjemløseforebyggelse

Regeringen baserer fordelingen af pulje til huslejetilskud på hjemløsetal fra 2024. Men midlerne rammer skævt

Udgivet: 09/12/2025

Christian Brandt Pedersen

Redaktør

Kristoffer Sutton

Journalist

Del artiklen:

En campingplads uden hjemløse sikrer Dragør relativt flest penge i regeringens nye pulje, der skal modvirke hjemløshed.

Det er VIVEs opgørelse af hjemløse, der opgøres hvert andet år, der ligger til grund for hvem der skal have penge. Hele 104 beboere på campingpladsen blev i 2024 registreret som hjemløse, det gør at Dragør har den absolut højeste andel hjemløse pr 1.000 borgere i landet.

Men ifølge Dragørs borgmester Kenneth Gøtterup (K), så har kommunen slet ikke et problem med hjemløse:

"Nej, det har vi reelt ikke. Vi har så få hjemløse at dem har vi helt styr på. Det er en helt håndholdt indsats." og han fortsætter:

"Campingpladsen har ikke noget med hjemløshed at gøre. Der har været en del folk, der har haft cpr-registreret adresse på campingpladsen, det burde de ikke have haft, det er ikke tilladt at have ophold af længere varighed eller permanent og vi har nu skærpet vores tilsyn. Tallet var ret højt i 2022 og 2024 - men nu er det nede på et meget lavere niveau måske cirka 20," siger han til NB-Økonomi.

Puljen, der i et kommuneøkonomisk perspektiv er utrolig lille, 15 mio. kr. - er alligevel interessant, fordi den skal forsøge at udfylde det hul på ca 240 mio. kr., som stat og kommuner tidligere har udbetalt som særlig støtte (§34 midler).

Nu viser det sig at puljen både er meget lille, men måske bliver den heller ikke fordelt særlig hensigtsmæssigt.

Corona Camping tæller ikke som hjemløse

I Køge Kommune ligger Corona Camping, som ifølge Susanne Palskov Farnø, daglig leder af campingpladsen, huser omkring 60 mennesker på pladsen.

De er ikke registrerede som hjemløse i undersøgelsen fra VIVE, fordi de ikke er registreret med CPR med bopæl på campingpladsen.

"Jeg anser dem 100% som hjemløse. Det bliver jo lidt kringlet, for der er ingen campingpladser, hvor man må opholde sig permanent hele året, men målgruppen (for puljen red.) ville jo helt klart være dem, der bor hos os. Men jeg synes, man skulle tænke på dem og tilbyde støtte, før de kom herud," siger Susanne Palskov Farnø, som udover rollen som daglig leder også er nyvalgt byrådsmedlem og formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget i Køge Kommune.

Stigning i henvendelser efter kontanthjælpsreform

Hun understreger, at beboerne er der af forskellige årsager, men at antallet af opkald fra desperate borgere er steget.

"Der er helt klart sket en stigning i forbindelse med kontanthjælpsreformen - hver dag er der for tiden fem-seks personer, der ringer hver dag, som ikke kan få det til at hænge sammen og ikke kan få hjælp af kommunen," siger Susanne Palskov Farnø.

Antal hjemløse er baseret på skøn

Forskellen på eksemplerne kan forklares ved forskellige måder at registrere personerne på, forklarer hjemløseforsker, Lars Benjaminsen fra VIVE:

"Det beror på et skøn fra de lokale aktører. Det handler om personer, der opholder sig fast hele året på en campingplads, som ikke er beregnet til beboelse. Hvis man er registreret med CPR på en campingplads, kan det være en indikation på, at man bor der fast, men det er stadig en konkret vurdering," siger han.

Udover det absurde i at forskellige skøn over beboere på campingpladser kan afgøre om en kommune får del i en pulje til at bekæmpe hjemløshed, så er der også andre problemer med opgørelsesmetoden.

For puljen er kommet til verden for at forhindre flere i at blive hjemløse. Det handler jo om en gruppe borgere, der har en bolig men måske har brug for hjælp til eksempelvis husleje.

Kommuner som har fundet boliger til hjemløse risikerer at blive straffet

Ifølge Lars Benjaminsen fra VIVE, så er ministeriets fordelingsmetode ikke den mest hensigtsmæssige:

"Der kan opstå et paradoks, hvor kommuner, der har haft succes med at få borgere i bolig, ikke får del i midlerne, fordi hjemløsetallet falder. Men der findes simpelthen ikke data på dem, der er i risiko for hjemløshed," siger han.

Puljen går kun til kommuner med mindst 40 hjemløse, og flere borgmestre har kritiseret, at kommuner med mange socialt udsatte borgere falder udenfor, fordi de har formået at få hjemløse ind i almene boliger.

Lars Benjaminsen understreger, at de nuværende data ganske enkelt ikke giver mulighed for at fordele midler efter antallet af borgere i risiko for at blive hjemløse. Ifølge ham findes der ingen registrering, der kan opgøre denne gruppe.

"Man har haft behov for en eller anden form for fordelingsnøgle, og der er fordelingen af hjemløsheden et af de bedre bud på en overordnet nøgle. Men der kan være lokale forhold, som gør, at det ikke helt matcher behovet i den enkelte kommune," siger han.

Uklart hvordan midlerne kan anvendes

Han peger samtidig på, at puljen kan vise sig utilstrækkelig, når kommunerne skal omsætte den til konkret hjælp.

"Om midlerne overhovedet rækker, og om problemet viser sig at være større end det, puljen kan løse, må man gøre sig erfaringer med, når midlerne kommer ud i kommunerne."

Et andet uafklaret spørgsmål bliver hvordan midler skal og må anvendes i kommunerne:

"Det er helt centralt at se på, hvordan selve mekanismen bliver skruet sammen, og hvilken hjælp kommunerne får mulighed for at give. Fordelingen af midler er én ting, men mindst lige så vigtigt er det, om kommunerne faktisk får den hjemmel og de redskaber, der skal til for at afhjælpe problematikken."

Sidst opdateret: 09/12/2025 - 10:04

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]