
Seniorer og internationale medarbejdere står for over 90 procent af jobfremgangen det seneste halvandet år, viser en ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
To grupper bærer fortsat jobfesten: "Udviklingen kan ikke tages for givet"
Det seneste halvandet år står seniorer og internationale medarbejdere for over 90 procent af fremgangen i beskæftigelsen, viser analyse. Men EU’s demografiske nedtur kan udfordre Danmark, advarer DA.
Udgivet: 18/11/2025
Beskæftigelsen sætter fortsat rekord efter rekord.
Nye tal fra Danmarks Statistik, som Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har analyseret, viser, at fremgangen på arbejdsmarkedet fortsat bæres af særligt to grupper: seniorerne og de internationale medarbejdere.
Siden 1. kvartal 2024 er beskæftigelsen vokset med knap 34.000 fuldtidspersoner. Mere end 90 procent af stigningen kan tilskrives netop disse to grupper.
Ifølge Anders Borup Christensen, cheføkonom i DA, bekræfter udviklingen et mønster, der har sat sig fast.
“Når beskæftigelsen slår rekord måned efter måned, er det grundlæggende to grupper, vi kan takke: seniorerne og de internationale medarbejdere.”
Det seneste halvandet år er 21.100 flere seniorer kommet i job. Det gælder både de 60–66-årige og den voksende gruppe af danskere, der fortsætter med at arbejde efter folkepensionsalderen.
Ifølge Anders Borup Christensen skyldes det både lyst og politiske beslutninger:
“Seniorerne har mere mod på at blive. De har lysten, kræfterne og de kan mærke, at deres kompetencer er efterspurgt.”
Også politiske reformer trækker i samme retning:
“Hævningen af pensions- og efterlønsalderen spiller stadig ind. Og oveni det ser vi en tydelig effekt af de økonomiske gulerødder, der gør det mere attraktivt at fortsætte efter pensionsalderen.”
For gruppen over 64 år skyldes fremgangen næsten udelukkende stigende beskæftigelsesfrekvens – altså at en større andel vælger at blive i job.
Internationale medarbejdere er den anden hovedmotor
Også internationale medarbejdere driver fremgangen. På halvandet år er 15.300 flere udlændinge kommet i job – heraf 11.300 fra EU og 4.000 fra lande uden for EU.
“Vi nyder stadig godt af arbejdskraft fra EU, men vi skal være opmærksomme. Demografien i flere centrale EU-lande peger nedad. Vi kan ikke forvente det samme bidrag fremover, og derfor kan udviklingen ikke tages for givet” lyder det fra Anders Borup Christensen.
Han peger på Polen og Rumænien som eksempler på lande, hvor arbejdsstyrken i den mobile aldersgruppe 25–49 år falder markant.
Derfor bliver medarbejdere fra tredjelande vigtigere:
“Bidraget fra lande uden for EU er allerede voksende, og jeg tror, at det bliver helt centralt i de kommende år. Det er nødvendigt, hvis vi skal kunne bemande både velfærden og den private sektor.”
Behov for politiske beslutninger – også på sigt
Selv hvis økonomien køler af på kort sigt, vil Danmark have en strukturel mangel på arbejdskraft, vurderer DA.
“Der bliver flere ældre, og vi skal bruge flere medarbejdere i ældreplejen, sundhedsvæsenet og forsvaret. Samtidig skal den private sektor kunne fortsætte med at vokse. Det kræver, at vi har adgang til arbejdskraft – også på lang sigt,” siger Anders Borup Christensen.
Han peger på to spor, hvor politikerne bør skrue yderligere op:
- Endnu stærkere incitamenter for seniorer, så flere har økonomisk fordel af at blive længere
- Bedre muligheder for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra lande uden for EU
Anders Borup Christensen fremhæver han den kommende certificeringsordning som et vigtigt element, som nu skal implementeres, så den kan komme ud og virke i praksis.
Sidst opdateret: 18/11/2025 - 09:43










































