
Med sin viden om adfærdsdesign fortalte Morten Münster kommunerne, hvad de skal være opmærksomme på, når reformen kommer. Morten Münster er, udover at være ekspert i adfærdsdesign, også forfatter til flere bøger. - Foto: BeFunky: NB-Beskæftigelse
Morten Münster giver opsang til kommunerne – I er ikke unikke
Med tre overskrifter fortalte ekspert i adfærdsdesign Morten Münster de fremmødte på jobCAMP, hvor uoriginale og ens de alle sammen er, og hvordan de kan bruge det i arbejdet med beskæftigelsesreformen.
Udgivet: 28/10/2025
Morten Münster stjal showet og tog prisen for at fremkalde de fleste grin blandt tilhørerne på førstedagen af jobCAMP 25 i Aalborg.
Med en historie om en 'gigantisk ørn', der hakkede ham i hovedet, var hovedbudskabet på dagen: I er ikke unikke. Lær af hinanden og så lad i øvrigt være med hele tiden at gøre mere i beskæftigelsesindsatsen – gør i stedet mindre.
De tre overskrifter, som Morten Münster brugte til at understrege sine pointer, var:
1. Forvent det overraskende.
2. Fjern mere, end I tilføjer.
3. Husk: I er slet ikke unikke.
Forvent det overraskende
Det kan være både overraskende og skræmmende at blive angrebet af en ørn, mens man er ude at løbe i skoven. Men måske er det ikke så usandsynligt et scenarie.
For når ørnen i virkeligheden er en problem-musvåge, der angriber alle løbere inklusiv Morten Münster i en bestemt skov, og Naturstyrelsen endda har lavet en guide til, hvad man skal gøre, når den angriber, så burde man måske have forventet, at det ville ske.
På samme måde kan man måske blive overrasket over, hvordan beskæftigelsesreformen rammer. Men den er forventet.
Og hvis man samtidig påfører reformen 'Jernloven', kan man også forvente, at den er urealistisk at leve op til, og at mange indsatser derfor vil fejle, mener Morten Münster.
Jernloven stammer fra Bent Flyvbjergs forskning i projektledelse. Forskningen viser, at 99,5 procent af alle store projekter bliver enten forsinkede, dyrere eller ikke leverer det, der bliver lovet.
Så derfor skal kommunerne forvente, at de ikke kan leve op til reformen, og at deres indsatser fejler, mener Morten Münster.
"Vi bliver så virkelighedsfjerne, når vi skal lave projekter, fordi vi så gerne vil have, at det er lettere, end det er," siger han.
Og hvad skal man så gøre, når indsatser går i vasken?
Fjern mere, end du tilføjer
Afbureaukratisering og forenkling er to store temaer i beskæftigelsesreformen. Men Morten Münster har ikke det store tiltro til, at kommunerne, når de får en større selvbestemmelse, ikke bureaukratiserer området på ny.
Mennesker har nemlig en tendens til at tilføje i stedet for at fjerne, når noget skal være bedre.
"Det virker som om, at der bliver fjernet noget med reformen, og nu kommer der et vakuum, og jeg kan garantere jer for, hvad der sker på dag nummer ét. Det er, at I bare går i gang med at bygge jeres eget bureaukrati derude, og I har ikke tænkt jer at spørge hinanden til råds," siger Morten Münster.
Derfor skal man sommetider styre sin virkelyst. Hvis 20 mennesker finder på nye ting, så ender det med 'for meget ragelse', mener Morten Münster.
Husk: I er slet ikke unikke
Den sidste pointe, som Morten Münster fremhævede, var, at man skal huske, at man ikke er unik.
"Vi fokuserer på de 3 procent, hvor vi adskiller os, og glemmer de 97 procent, hvor vi er fuldkommen identiske," siger Morten Münster.
Derfor var det sidste råd, der blev givet i plenum:
"Husk nu at ringe til nabokommunen. I står alle med den samme mulighed og den samme udfordring."
Efter oplægget på JobCAMP bad NB-Beskæftigelse Morten Münster uddybe sine pointer, og navnlig den sidste. Han trak blandt andet en parallel til NASA, hvor man under månelandingsprojektet mindede ingeniørerne om, at selv et så spektakulært projekt ikke var unikt, men blot endnu et i rækken af rumprojekter.
“Hvis selv månelandingen ikke var unik, så er et jobcenter heller ikke. Vi står i bund og grund med de samme problemer på tværs af landet. Det gælder om at turde kigge efter lighederne først. Det gør det muligt at lære af hinanden i stedet for at opfinde alting på ny,” siger han.
Han peger på, at kommuner og jobcentre ofte overvurderer, hvor særlige deres udfordringer er, og i stedet kommer til at overfokusere på detaljer som geografi eller demografi, der i virkeligheden ligner hinanden på tværs af landet.
Op til reformen af beskæftigelsesindsatsen har mange medarbejdere i jobcentrene følt sig udskældt og brugt som prygelknabe i den politiske debat.
Skal medarbejderne i jobcentrene så være forberedt på, at de igen kan blive udskældt fra politisk hold?
“Jobcentrene er nærmest blevet en metafor, som politikere har kunnet slå løs på, uden at det har haft meget med virkeligheden at gøre. Jeg tror, den bølge er på retur – også fordi navnet udskiftes. Der kommer sikkert nye navne og nye rammer, og det vil i sig selv gøre det sværere at fortsætte kritikken på samme måde,” siger han.
Sidst opdateret: 28/10/2025 - 09:43










































