
Karin Liltorp, beskæftigelsesordfører for Alternativet, advarer mod regeringens kurs. Hun mener, at politikken skaber mistillid og utryghed for mennesker på førtidspension, selvom statsministeren lover, at ”ingen skal opgives”. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Debat
Regeringens kamp mod førtidspensionister er både uretfærdig og uanstændig
Statsministerens åbningstale lover, at ingen skal opgives – men virkeligheden er mistro, kontrol og usikkerhed for tusindvis af syge og udsatte.
Udgivet: 10/10/2025
Af Karin Liltorp, beskæftigelsesordfører for Alternativet.
Statsministeren kaldte i sin åbningstale igen til kamp mod førtidspensionister.
En gammel traver – og igen forklædt under paroler om, at ”ingen skal opgives”. Det lyder pænt, men det betyder i virkeligheden, at mennesker med sygdom, handicap eller psykisk mistrivsel nu skal mødes med yderligere mistro og kontrol i stedet for hjælp og tillid.
Det gælder ikke engang kun fremadrettet, for man vil også genoverveje de førtidspensioner der allerede er givet. Så dem, der troede, at de nu kunne ånde lettet op – ofte efter mange års kamp, er nu skubbet tilbage i uvisheden.
I praksis har den nuværende regering gjort så meget skade inden for beskæftigelsesområdet, at det netop er blevet markant sværere for gruppen langt fra arbejdsmarkedet at komme med om bord. Man har blandt andet skåret 2,7 milliarder kroner fra området og fyret 3.500 medarbejdere – de samme medarbejdere, der skulle hjælpe mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. De indsatser, der skulle have givet en reel mulighed for at blive inddraget i et arbejdsfællesskab, er der ikke længere råd til. I stedet kan de nu se frem til, at de ikke kan få hjælp, men til gengæld kan være ganske sikre på, at de ikke får den økonomiske tryghed, der kunne være netop det, der bragte dem videre.
Så tilbage til påstanden om, at der er ”for mange” i Danmark, der får førtidspension. Det aktuelle tal er 6,4 procent. Samtidig anslår VIVE, at 11 procent lever med et alvorligt handicap. Hvor store udfordringer skal man have, før regeringen mener, at det er rimeligt, at man får en stabil økonomisk støtte – og ikke skal leve i vedvarende frygt for, at gulvtæppet bliver trukket væk under én? I hvert fald kan man slippe afsted med at påstå, at der er for mange, uden at besvære sig med at uddybe, hvem der ikke fortjener det.
Når Socialdemokratiet i dag taler om “værdighed”, er det svært ikke at høre ekkoet af en helt anden dagsorden – den økonomiske. Det er svært at se, hvordan fyringer, nedskæringer og mistænkeliggørelse af førtidspensionister skaber værdighed for nogen som helst.
Jeg vil gerne minde om, at vi taler om mennesker – ikke brikker i en beskæftigelsesstatistik eller nyttige møtrikker i samfundets hjul. Mennesker med håb og drømme – og nej, de færreste har drømt om et liv på førtidspension.
I Alternativet mener vi, at socialpolitik handler om at give mennesker reelle chancer. Desuden behøver økonomisk tryghed i form af førtidspension ikke at være lig med at “opgive nogen” – det er at give dem luft til at leve, hvis bare vi også sørger for vedvarende hjælp til at komme med ind i fællesskaberne igen.
Vi burde måle vores samfunds succes på, hvor trygge danskerne føler sig og ikke på, hvor mange vi kan presse ud i mere eller mindre nytteløse jobfunktioner. Men i stedet er beskæftigelsespolitikken blevet et moralsk teater, hvor de ufrivillige skuespillere er alle dem, der har svært ved at leve op til samfundets meget snævre krav er på scenen.
Med den førte politik kommer de med sikkerhed til at føle sig overflødige og uduelige- og det kan vi simpelthen ikke være bekendt.
Det, vi har brug for, er retssikkerhed, tillid - og en forståelse af, at tryghed er et fundament.
Hvis man virkelig mener, at ingen skal opgives, burde man starte med at stoppe den førte politik øjeblikkeligt.
Regeringen bør desuden være langt tydeligere i sit mål: Hvis det virkelig handler om, at ingen skal opgives, må den også være med til at åbne de veje, der gør det muligt at lykkes. Lige nu ser vi det modsatte: at alle stier til tryghed, udvikling og fællesskab bliver lukket én for én. Vi er på vej i den helt forkerte retning.
Sidst opdateret: 10/10/2025 - 12:29










































