Af Lisbeth Riisager Henriksen, Cand.mag. og forfatter.

I 2012 fik Mette Frederiksen som daværende beskæftigelsesminister gennemført en markant ændring af lovgivningen om førtidspension og fleksjob. Lovforslaget, som blev vedtaget af den daværende SRSF-regering, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance, betød meget store forringelser af rettighederne til førtidspension og fleksjob og indførte ressourceforløbet som kategori.

Allerede inden lovforslagets vedtagelse kunne P1 Orientering afsløre, at ressourceforløbene først ville komme i betragtning, når alt andet allerede var forsøgt – altså set fra borgeres perspektiv en absurditet. Det stod også hurtigt efter ikrafttrædelsen klart, at mange kommuner nægtede at anerkende lægeerklæringer, og at syge borgere, død og pine, skulle i ressourceforløb. Mange syge blev endnu mere syge og invaliderede af denne lovgivning og forvaltningspraksis, og jeg har set og hørt om en del personer, som ligefrem er afgået ved døden undervejs.

Derfor spurgte jeg allerede i 2016: Hvor mange alvorligt syge mennesker skal lide i ressourceforløb, og hvor mange eksperter skal fremsætte kritik, før regeringen og forligskredsen vil gribe ind og ændre lovgivningen?

Nu er tiden endelig kommet. SVM-regeringen og en ny aftalekreds har med en ny beskæftigelsesreform besluttet at gribe ind og afskaffe ressourceforløbet. I den anledning har jeg gjort status på, hvor mange personer der er døde, mens de har været på udvalgte forsørgelsesydelser siden reformens ikrafttrædelse i 2013. Jeg har herefter forelagt tallene for fire eksperter.

Døde og dødelighed fra forskellige forsørgelsesydelser

Statistikken ser ud som følger:

• Fra den 1. januar 2013 til den 30. november 2018 døde 1.950 personer svarende til 3,8 procent af personer med nytilkendt førtidspension eller senest seks måneder derefter.
• Fra den 1. december 2018 til uge 27 i juli 2024 døde 2.047 personer svarende til 1,97 procent af personer med nytilkendt førtidspension (udregnet ud fra dette og dette svar) eller senest seks måneder derefter.
• Fra den 1. januar 2013 til den 30. april 2019 døde 1.870 personer svarende til 1,6 procent af personer i fleksjob eller på ledighedsydelse eller senest fem uger derefter.
• Fra den 1. maj 2019 til uge 48 i november 2024 døde 548 personer svarende til 0,96 procent af personer i fleksjob eller ledighedsydelse eller senest fem uger derefter (udregnet ud fra dette og dette svar).
• Fra den 1. januar 2013 til den 30. april 2019 døde 330 personer svarende til 0,8 procent af personer, der var i ressourceforløb, eller senest fem uger derefter.
• Fra den 1. maj 2019 til uge 48 i november 2024 døde 390 personer svarende til en dødelighed på 1,5 procent af personer, der var i ressourceforløb eller senest fem uger derefter (udregnet ud fra dette og dette svar).
• Til sammenligning var den gennemsnitlige dødelighed for befolkningen i 2018 i aldersgruppen mellem 18 og 67 år ifølge Danmarks Statistik 0,23 procent.
• Fra den 1. januar 2013 til den 31. december 2017 døde mindst 540 personer fra førtidspension, fleksjob, ledighedsydelse eller ressourceforløb ved selvmord svarende til gennemsnitligt 108 personer om året (det samlede antal døde om året ved selvmord i Danmark er ca. 600 personer).
• De senere beskæftigelsesministre har ikke kunnet svare på, hvor mange der er afgået ved døden via selvmord fra disse forsørgelsesydelser siden 2017.

Jeg har stillet fire eksperter følgende spørgsmål: Kan man sige, at der har været en overdødelighed i førtidspension, fleksjob og ledighedsydelse i de første år af reformen af førtidspension og fleksjob fra 2013, og at der har været en overdødelighed i ressourceforløb i de seneste år? Kan man udlede kausalitet af dødelighedstallene? Kan man konkludere, at jobcentrene presser syge ud i selvmord?

Iben Lausten Kragh (tidligere Nørup)

Iben Lausten Kragh er ph.d. og lektor på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet. Hun har sendt mig følgende svar på mine spørgsmål i en mail:

”Jeg er enig i, at der er en overdødelighed sammenlignet med den gennemsnitlige befolkning for de nævnte ydelsesgrupper, men det er forventeligt, da det netop er ydelser til mennesker med omfattende helbredsproblemer og alvorlige sygdomme. Samtidig er de også i gennemsnit betydeligt ældre end den almene befolkning. Dødeligheden kan variere fra år til år af mange årsager, men en del af denne variation skyldes tilfældigheder.”

”Man kan ikke udlede, at de pågældende personer er døde pga. de sociale ydelser eller pga. kontakten med beskæftigelsessystemet. Det absolut mest sandsynlige er, at de er døde af sygdom og/eller alderdom. Man kan sagtens diskutere rimeligheden af måden, beskæftigelsessystemet og de sociale ydelser er indrettet på, men det ville være forkert at slutte, at der er en kausalsammenhæng mellem de ting og så dødeligheden for nogle målgrupper, der per definition netop er syge.” 

”Nej, man kan ikke konkludere eller sandsynliggøre, at der er en sammenhæng [mellem den førte beskæftigelsespolitik og selvmordstallene, eller at jobcentrene presser syge ud i selvmord, red.]. Selvmord er først og fremmest et resultat af alvorlig psykisk sygdom (depression er her den hyppigste). Denne målgruppe er overrepræsenteret i de nævnte ydelsesgrupper. Lange ventetider i psykiatrien, utilstrækkelig behandling og en lang række individuelle forhold er mere sandsynlige årsagsforklaringer.”

Mathias Herup Nielsen

Mathias Herup Nielsen er lektor på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet. Han har sendt mig følgende svar på mine spørgsmål i en mail:

”Sådanne spørgsmål [til ministeren om dødelighed] er et vigtigt redskab til at få ting frem i lyset. Især den med dødeligheden blandt førtidspensionister de første seks måneder vil jeg skrive mig bag øret – det virker som et meget højt tal. Det siger i al fald noget om, at borgere, der har fået førtidspension i perioden, har været meget sårbare.”

”Jeg vil ikke udtale mig om årsagerne til tallene, for jeg har meget lidt yderligere viden/forskning at støtte mig til, og ud fra tallene alene er det for mig at se svært at udlede nogen kausalitet i forhold til systemets virkemåder og den førte politik (som du efterspørger): at spekulere over, om tallene også afspejler at ”jobcentrene presser de syge over evne” vil for mig netop være spekulation. Vi ved så at sige ikke, hvad der er hønen, og hvad der er ægget her.”

”Mit svar er ikke, at der er noget i tallene, som modsiger din antagelse – den kan sagtens være sand. Mit svar er, at det for mig at se er svært at sige noget om (bekræfte/afkræfte) antagelsen ud fra tallene og svarene fra ministeren.”

Mikkel Rasmussen

Mikkel Rasmussen er speciallæge i psykiatri. Han har sendt mig følgende svar på mine spørgsmål i en mail:

”Det er vigtigt at understrege, at de tilgængelige tal ikke i sig selv kan bruges til at fastslå en direkte kausal sammenhæng mellem beskæftigelsespolitikken/jobcentrenes praksis og den forhøjede dødelighed. Tallene viser, at der er tale om meget syge mennesker, og at der tilsyneladende er flere meget syge i de nye ordninger end tidligere. Der kan være mange forskellige dødsårsager, herunder sygdom og selvmord, men det kan ikke konkluderes, at dødsfaldene skyldes selve opholdet i disse ordninger eller jobcentrenes praksis alene. Dog peger flere eksperter og kritikere på, at de lange og ofte opslidende forløb, hvor alvorligt syge mennesker fastholdes i systemet uden afklaring, kan have negative konsekvenser for helbredet og livskvaliteten, hvilket måske kan bidrage til overdødelighed.”

”En undersøgelse fra Psykiatrifonden og SIND viste, at jo længere tid folk er i jobcenterforløb, jo større er risikoen for psykisk mistrivsel, herunder PTSD og selvmordstanker. Cirka én ud af ti deltagere havde haft selvmordstanker, og mere end to ud af ti sygemeldte havde tanker om, at livet ikke var værd at leve.”

”Selvom der er dokumenteret sammenhæng mellem langvarige, uafklarede og belastende jobcenterforløb og forværret psykisk helbred, herunder øget risiko for selvmordstanker, er det metodisk vanskeligt at fastslå en direkte kausalitet mellem jobcentrenes praksis og selvmord. Det skyldes, at selvmord ofte er resultatet af et komplekst samspil mellem sygdom, sociale forhold, økonomiske problemer og systempres. Dog er der veldokumenterede eksempler på, at pres fra jobcentre – især når lægelige vurderinger tilsidesættes, og syge fastholdes i uafklarede forløb – kan være en væsentlig belastningsfaktor. Der har gennem tiden været mange, der har advaret om, at et beskæftigelsessystem, der er uigennemskueligt og udøver et for stort pres på en syg borger, kan gøre syge endnu mere syge og øge risikoen for opgivenhed og i kølvandet heraf øge risikoen for selvmordstanker blandt de mest udsatte.”

”Min samlede vurdering er:

• Der er dokumenteret overdødelighed blandt personer i førtidspension, fleksjob, ledighedsydelse og især ressourceforløb sammenlignet med den generelle befolkning.
• Selvmord udgør en betydelig andel af dødsfaldene i disse grupper, og der er veldokumenterede sammenhænge mellem langvarige jobcenterforløb og forværret psykisk helbred.
• Det kan ikke endegyldigt konkluderes, at jobcentrene alene er årsagen til overdødelighed eller selvmord, men systemets praksis og politik spiller sandsynligvis en væsentlig rolle for de mest udsatte borgere.
• Dødelighedsprocenterne er markant højere blandt personer på forsørgelsesydelser sammenlignet med den generelle befolkning, især for førtidspensionister og ældre aldersgrupper. Forskellene afspejler, at modtagere af disse ydelser ofte har dårligere helbred og mere komplekse sociale problemer end gennemsnittet af befolkningen.
• Der er nødt til at være mere målrettet forskning på området for at lave sammenlignelige grupper i forhold til ydelser og for at kunne komme nærmere, om der er en reel direkte sammenhæng, eller det blot er fordi der i forvejen er tale om meget syge mennesker med en i forvejen forhøjet dødelighed uanfægtet forløb i et jobcenter.”

Bolette Friderichsen

Bolette Friderichsen er privatpraktiserende læge i Hobro og formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, DSAM. Vi har talt sammen i telefon den 20. juni om mine spørgsmål. Hun begynder med at sige:

”Jeg tør ikke svare på, om man kan udlede kausalitet af dødelighedstallene, og om jobcentrene direkte presser syge ud i selvmord. Det må andre belyse. Men jeg kan bidrage med billeder fra lægens bord.”

Hun fortæller mig om, at der helt grundlæggende er et stort gap mellem den måde, som jobcentersystemet fungerer på, og den måde, som patienterne fungerer på, ligesom der grundlæggende er et stort gap mellem jobcentersystemets indretning og den måde, hun arbejder på som læge. Det er skadeligt for hendes patienter i systemet:

”Det er en udfordring, at jobcenteret arbejder efter én lovgivning [flere love på beskæftigelsesområdet, red.], mens jeg arbejder efter en anden (sundhedsloven). Det er jo ikke onde mennesker, der arbejder i jobcentersystemet, men systemet bygger på mistro over for både patienten og lægen. Vi taler ikke rigtigt sammen og arbejder sammen i de to systemer om det samme mål for patienten. Sagsgangen kræver meget papir, og jeg skal ofte skrive en ny attest, selvom intet har ændret sig med patientens helbred. Systemet indeholder rigtig megen ventetid.”

”Jeg oplever hos mine patienter meget stor vilje til at komme i gang med indsatser i jobcenteret, når de påbegynder disse. Men de mister modet, håbet og motivationen, hvis de f.eks. skal i ressourceforløb nummer to og tre. Det gør dem utrygge, giver dem en masse nederlag og ingen afklaring. Det kan være så belastende for dem, at de får toksisk stress (jobcenterstress) og taber funktionsevne. De oplever at være ude af kontrol med deres forløb, mens de ikke ved, hvad det næste krav og det næste skridt er, og om de kan leve op til de næste krav. Det har jeg mange eksempler på. Men jeg har også eksempler på, hvor godt det kan gå for dem, hvis der kommer en hurtig afklaring i jobcenteret. Det spiller en rigtig stor rolle for patienterne, hvis de kan være trygge og i kontrol.”

Jeg spurgte Bolette Friderichsen: Hvordan ville du hellere have, jobcentersystemet skulle fungere?

Hun svarede: ”Jeg ville hellere have en fælles forståelse og rundbordssamtaler mellem patient, læge og jobcenterets medarbejdere, så vi undgår misforståelser, end at have så mange attester som i dag. Dér, hvor jeg har oplevet succeser for mine patienter i jobcenteret, er, når vi har kunnet have rundbordssamtaler i lægehuset.”

Der er brug for at sikre retssikkerheden

De spørgsmål, jeg stillede de fire eksperter, er meget omfattende. Kausalitet er ofte meget svært at fastslå, og ingen af de adspurgte eksperter vil altså fastslå en direkte kausal sammenhæng mellem beskæftigelsespolitikken/jobcentrenes praksis og den forhøjede dødelighed. Måske kan man hævde en form for korrelation (statistisk sammenhæng) – men man kan ikke bevise den.

Tallene viser dog, at der er tale om meget syge mennesker. Og som Mikkel Rasmussen og Bolette Friderichsen påpeger, er den førte beskæftigelsespolitik med til at skade borgere i jobcenterforløb med blandt andet toksisk stress, som udsætter deres helbred for fare og nedbryder deres funktionsevne yderligere. Det er i sig selv dybt kritisabelt.

Jeg synes, det er godt, at regeringen vil afskaffe ressourceforløbet. Ifølge Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats vil alene afskaffelsen heraf betyde, at borgere i gennemsnit overgår 27 måneder tidligere til førtidspension end i praksissen siden 2013. Og det er positivt, hvis den politiske og den forvaltningsmæssige respekt for de syges tid, liv og helbred bliver højnet.

Men det er stadig problematisk, at regeringen lægger op til en ”kommunal konkurrencestat”, som fortsat vil true borgernes retssikkerhed. Hvorfor ikke f.eks. garantere alle borgere en afklaringsret, hvor de efter ét år i beskæftigelsessystemets vold kunne blive afklaret endegyldigt fra kontanthjælp eller andre ydelser til fleksjob eller førtidspension, eller hvad det nu måtte være?

Den lange ventetid i systemets korridorer er jo en af de tungeste kilder til at invalidere borgerne endnu mere, end de allerede er, når de træder ind i systemet.

Hvis du er i alvorlig krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Du kan f.eks. kontakte Livsliniens telefonrådgivning på telefonnr. 70 201 201.