Af Kurt Holm Nielsen, netværkschef, Dansk Handicap Forbund.

Har jeg noget at have det i?

Ja, det synes jeg. Der lever i dag omkring 860.000 mennesker i Danmark i alderen 16-62 år med et handicap, der påvirker deres muligheder for at tage en uddannelse eller et arbejde. Mange af dem er heldigvis i job, fordi de får støtte gennem ordninger som personlig assistance (PA). Jeg er selv en af dem, der bruger PA, og jeg vil ikke have kunne passe mit job uden den.

Hvorfor er jeg så bekymret?

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har netop fået udarbejdet en fokusanalyse, som viser, at de handicapkompenserende ordninger bør styrkes. Alligevel har Folketinget besluttet, at Specialfunktionen Job og Handicap skal nedlægges i forbindelse med vedtagelse af den ny beskæftigelsesreform. Det vækker min bekymring som netværkschef i Dansk Handicap Forbund, der hvert år møder rigtig mange virksomheder, medarbejdere i jobcentrene og borgere, som ikke kender til de kompenserende ordninger.

Hvordan kan man på den ene side mene, at de handicapkompenserende ordninger skal styrkes og på den anden side beslutte at nedlægge det sted, hvor viden, erfaring og rådgivning er samlet? Det er modsætningsfuldt, og det rejser mange spørgsmål.

Ønsker man i bund og grund ikke at styrke indsatsen for inklusion af mennesker med handicap på arbejdsmarkedet? For hvis man gør, så kræver det netop mere viden, mere rådgivning og klarere retningslinjer – og ikke mindre. Specialfunktionen Job og Handicap spiller en helt central rolle. Den rådgiver jobcentre, kommuner, virksomheder og civilsamfundet om de ordninger, der hjælper mennesker med handicap i arbejde,herunder hvordan personlig assistance kan bruges effektivt og fleksibelt.

Vi i Dansk Handicap Forbund ser derfor med stor bekymring på, at denne specialiserede viden risikerer at forsvinde, når specialfunktionen nedlægges. Der er en reel risiko for, at færre får adgang til de ordninger, de har ret til, simpelthen fordi vejledningen forsvinder.

Meget stor forskel i dag

Vi ved, at der i dag er meget store kommunale forskelle på, hvordan man bevilger de kompenserende ordninger. Fx er det sådan, at de bedste kommuner bevilliger til 30 ud af 1.000 borgere, hvorimod i de kommuner, hvor der er mindre fokus på det, er det én ud af 1.000 borgere, der får hjælp via de kompenserende ordninger. Det, der er vores helt store frygt, er, at fremadrettet vil det få endnu større betydning, hvor du bor i landet, når du har et handicap og gerne vil være en del af arbejdsmarkedet.

Det vil i sidste ende kunne gå direkte ud over inklusionen af mennesker med handicap på arbejdsmarkedet, og at de virksomheder, som har brug for arbejdskraft, ikke får glæde af de medarbejdere, som kan være en væsentlig ressource for virksomheder. Dette kan jeg sige med overbevisning, da jeg tidligere har drevet virksomhed, hvor en stor del af de ansatte havde en funktionsnedsættelse, og hvor vi benyttede os af de kompenserende ordninger. Mange af disse medarbejdere var kernemedarbejdere og en rigtig god arbejdskraft. Men de havde ikke været på arbejdsmarkedet uden hjælp.

For Dansk Handicap Forbund handler det ikke om systemer, besparelser og administration, det handler om rettigheder, muligheder og menneskers liv. Kompensationsordninger som personlig assistance er ikke noget ekstra, de er forudsætningen for ligestilling på arbejdsmarkedet. Derfor mener vi i Dansk Handicap Forbund, at en styrkelse af ordningerne nødvendigvis må følges af en styrkelse af den viden og støtte, der får dem til at fungere. Alt andet risikerer at underminere inklusionen, og det vil kaste mennesker med handicap tilbage til en tid, hvor adgang til arbejdsmarkedet var mere en drøm end en realitet.