
- Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
DA: Hver tredje jobparate kontanthjælpsmodtager søger ikke job
Dansk Arbejdsgiverforening kritiserer kommunerne for at svigte i opfølgningen på ledige, der ikke dokumenterer én eneste jobsøgning. “Det her skal kommunerne simpelthen have styr på,” lyder det fra vicedirektør Erik E. Simonsen.
Udgivet: 27/05/2025
Knap 4.400 ledige stod i januar uden én eneste registreret jobsøgning i Jobloggen – det lovpligtige digitale værktøj, som skal dokumentere den lediges jobaktivitet.
Det viser en ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA).
Særligt blandt jobparate kontanthjælpsmodtagere er problemet markant. Her gælder det næsten hver tredje, mens det blandt dagpengemodtagere kun gælder godt én procent.
"Det er et alvorligt problem, især fordi der er så gode muligheder for at få job i øjeblikket. At påstå, man ikke kan finde et job, er faktuelt forkert," siger vicedirektør Erik E. Simonsen fra DA til NB-Beskæftigelse.
DA efterlyser en langt skarpere opfølgning fra kommunernes side – både når det gælder samtaler, støtte og sanktioner.
"Kommunerne får ikke samlet op i tilstrækkelig grad. Det her kræver tæt kontakt, og at man måned for måned følger op og sanktionerer dem, der ikke gør, hvad de skal, påpeger Erik E. Simonsen.
Han peger på, at det kommunale ansvar er entydigt, da næsten hele gruppen uden registreret jobsøgning består af kontanthjælpsmodtagere. Ifølge DA er det et strukturelt problem, som ikke handler om enkelte fejl, men manglende konsekvens i den kommunale praksis.
I januar 2024 stod 4.500 ledige uden at søge job. Ifølge DA et klart tegn på et vedvarende problem med manglende jobsøgning blandt ledige, selv i en tid med rekordhøj beskæftigelse og historisk gode jobmuligheder.
Reformen stiller nye krav – men effekten risikerer at udeblive
Kritikken falder samtidig med, at den nye beskæftigelsesreform lægger op til, at flere ledige skal visiteres som jobparate – med færre krav til proces og mere frihed til kommunerne. Her bliver det ifølge DA afgørende, at den nye fleksibilitet ikke udvander ansvarligheden.
"Det er helt rigtigt, at flere nu visiteres som jobparate. Det giver god mening. Men det er afgørende, at vi ikke mister effekten, fordi kommunerne ikke følger op," advarer Erik E. Simonsen.
Fakta
I januar 2025 havde 4.400 ledige ikke registreret én eneste jobsøgning i Jobloggen.
Heraf var 3.100 jobparate kontanthjælpsmodtagere, svarende til næsten 1 ud af 3 i gruppen.
Kun godt 1 % af dagpengemodtagerne havde ingen registreret jobsøgning.
DA opfordrer kommunerne til tættere opfølgning og konsekvent brug af sanktioner.
Sidst opdateret: 28/05/2025 - 15:09










































