
"Vi er bekymret for området, fordi vi allerede nu kan mærke presset, men også fordi, kontanthjælpsreformen har virkning fra 1. juli. Der er der en del menneske, der er på kontanthjælp, der nu vil få en meget lavere ydelse," siger Susanne Strandkjær. - Foto: PR-Foto
Centerchef: Risiko for kontanthjælpsreformen øger hjemløsheden
Centerchef i Høje-Taastrup Kommune, Susanne Strandkjær, peger på risikoen for, at kontanthjælpsreformen vil øge presset på herbergsområdet. Der er dog også flere positive aspekter ved reformen.
Udgivet: 24/04/2025
Når kontanthjælpsreformen træder i kraft den 1. juli, kan den øge presset på herbergsområdet.
Sådan lyder budskabet fra Susanne Strandkjær, der er centerchef for Social- og Arbejdsmarkedscenter i Høje-Taastrup.
"Vi er bekymret for området, fordi vi allerede nu kan mærke presset, men også fordi, kontanthjælpsreformen har virkning fra 1. juli. Der er der en del menneske, der er på kontanthjælp, der nu vil få en meget lavere ydelse," siger hun til NB-Social og fortsætter:
"Og det betyder, der vil være nogle, der måske får svært ved at blive i deres boliger. Vi frygter, det vil give flere et øget behov for herberger og dermed øge presset til området."
Kommunen oplever et stort pres på herbergsområdet, hvor der både er flere borgere, der har brug for et herberg, ligesom at priserne stiger.
Samtidig er der et selvmøderprincip, hvilket betyder, at kommunerne ikke skal visitere en borger først.
Kommunen har dog for at forebygge bolig-udsættelser etableret et tæt samarbejde på tværs af kommunens indsatser. Samtidig rådgiver kommunen også borgerne grundigt omkring muligheden for eksempelvis at søge en billigere bolig og går også i dialog med boligselskaberne.
"Så vi gør alt hvad vi kan for at hjælpe borgerne i job eller ny bolig, for at reducere virkningen af de nye satser."
Arbejder for at indfri intentioner
Susanne Strandkjær understreger dog samtidig, at kommunen arbejder efter at indfri intentionerne i kontanthjælpsreformen, som er at hjælpe flere kontanthjælpsmodtagere i job. Det er en gruppe borgere, som har brug for en særlig indsats, hvis de skal i ordinær beskæftigelse.
"Der er masser af undersøgelser, der viser, at beskæftigelse er en vigtig beskyttelsesfaktor som både kan hjælpe mennesker ud af udsatte positioner og ind i et fællesskab og som også kan forebygge yderligere udsathed. Beskæftigelse er også vigtigt i et familieperspektiv, da man ved fra undersøgelser at børn der vokser op med forældre der går på arbejde klarer sig bedre," siger hun.
Hun understreger, at det ikke er så vigtigt, hvor mange timer man arbejder om ugen. Blot få timer – eksempelvis to dage om ugen á 3 timer – kan gøre en stor forskel og give en oplevelse af mening og af at kunne bruges til noget.
Borgere på kontanthjælp, der ofte har andre udfordringer end ledighed, kræver noget ekstra af kommunerne for at hjælpe dem i den retning, ifølge Susanne Strandkjær.
"Vores medarbejdere er generelt gode til at samarbejde på tværs af beskæftigelsesområdet, socialområdet og familieområdet, og til at finde frem til borgerens ønsker og mulighed ud fra den enkelte borgers eller families situation," siger hun og fortsætter:
"Vi er også meget optaget af at have et godt samarbejde med virksomheder og offentlige arbejdspladser, der er rummelige i forhold til at få plads til en borger nogle få timer om ugen”
Attraktivt at have lønindkomst
Et positivt element i det nye kontanthjælpssystem er ifølge Susanne Strandkjær, at det bliver mere attraktivt for borgerne at have en lønindkomst ved siden af sin kontanthjælp, fordi man ikke bliver trukket ligeså meget i kontanthjælpen som man gør i dag. På den måde vil selv få timers arbejde om ugen kunne betyde en del.
Et konkret eksempel kan være en borger, der med den nye kontanthjælp får 4.000 kroner mindre udbetalt per måned. Den borger skal arbejde i lønnet ansættelse svarende til cirka 1.000 kroners indtjening per uge - det vil sige cirka seks til otte timer per uge, for at opnå samme indtjening per måned, som før ydelsen blev nedsat.
De nye satser med reformen
En mindstesats på 6553 kroner.
En Grundsats på 6955 kroner.
En forhøjet sats på 12.064 kroner.
Samtidig blev 10.000 indvandrere sat på den laveste ydelser, da beskæftigelseskravet blev udvidet til ikke kun at gælde indvandrere, der kom til Danmark efter 2008, men også dem, der er indrejst før 2008.
Sidst opdateret: 24/04/2025 - 08:35










































