Af Mathias Herup Nielsen og Merete Monrad, Lektorer ved Center for Udvikling af Borgerinddragende Beskæftigelsespolitik, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet.

Den arbejdspligt, som fra årsskiftet blev indført for en gruppe borgere i kontanthjælpssystemet, har ført til omfattende debat. Den seneste måneds tid har danske medier trykt mange hundrede artikler og indlæg om arbejdspligten.

Stort set alle handler om nogenlunde det samme: Fra politisk hold er arbejdspligten forsøgt målrettet borgere med ikkevestlig baggrund, og alligevel er reglerne skruet sådan sammen, at store grupper af pæredanske – eller som Ekstra Bladet skrev i en overskrift; »sagesløse« borgere også risikerer at blive ramt.

Det gælder ikke mindst for adopterede, hvor kritikken har været så omfattende og skarpt eksekveret, at ministeren har lyttet og nu arbejder på at undtage gruppen fra de skærpede regler.

På den ene side bifalder vi som forskere i beskæftigelsespolitik den store offentlige opmærksomhed. Særligt har den voldsomme kritik kastet et pinagtigt skarpt lyst på de retoriske strækøvelser, politikere må ud i, når de ønsker at lave forskelsbehandlende regler i praksis, som dog ser nogenlunde ligebehandlende ud på papiret.

Dansk lov må ikke forskelsbehandle, men det er vanskeligt at lave generelle regler – der principielt gælder for alle – som udelukkende rammer lige præcis den specifikke gruppe, man har i sigtekornet. I den halvandet år gamle aftaletekst, som præsenterede de seneste skærpelser, kan man således læse, at cirka 90 procent af de omfattede vurderedes at være »ikkevestlige indvandrere«.

De facto diskriminerende lovgivning

Fra et politisk perspektiv garderer man sig dermed imod anklager om diskrimination, men åbner samtidig en flanke, der kan være svær at forsvare. Hvis borgere, der tilhører det forventede mindretal på ti procent, der utilsigtet rammes af reglerne, nu finder på at stikke næsen frem og råbe op, så har man kun dårlige svar på hånden. Illustreret ved blandt andet Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, som i et interview ærgrede sig: »Den var jo målrettet at gå efter, hvad kan man sige, dovne udlændinge.«

På den anden side savner vi, at lidt af den journalistiske interesse for emnet flyder over og omfavner nogle af de mennesker, der i disse måneder rent faktisk bliver berørt af de nye regler. Reelt er der heldigvis ganske få af de mennesker, som hidtil har været genstand for den megen offentlige bevågenhed, som reelt kommer til at opleve arbejdspligten og den tilhørende meget lave ydelse på egen krop. Det kræver nemlig stadig, at man er kontanthjælpsmodtager og ikke lever op til krav om beskæftigelse og ophold i Danmark over de seneste ti år.

Arbejdspligten er ikke en spareøvelse

Samtlige kommuner i landet er fra årsskiftet gået i gang med at udrulle arbejdspligten i praksis. Fra de berørte borgeres perspektiv betyder det, at de nu skal deltage i 37 timers ugentlig aktivering, medmindre helbredet forhindrer dem i det, for at få udbetalt den nye lave mindstesats.

Den er som udgangspunkt på 6.553 kroner om måneden, og den er dermed langt under det grundbudget, som den regeringsnedsatte Ydelseskommission regnede sig frem til for et par år siden og foreslog som et pejlemærke for de nedre grænser for landets ydelser.

Det beskedne beløb skal dække udgifter til bolig, mad, tøj, transport, forsikringer, reparationer i hjemmet og fritidsaktiviteter, hvis der ellers bliver råd til den slags. Med regeringens egne ord oplever tusindvis af borgere nu en »væsentlig nedgang i ydelse«. Vel at mærke fra et i forvejen beskedent niveau. Ikke helt uironisk er arbejdspligten finansieret med de penge, der spares ved at udbetale lavere ydelser: Du får færre penge, men skal til gengæld aktiveres fuld tid for at få dem.

Arbejdspligten kan for eksempel bestå af timer på sprogskole, jobsøgning (der ifølge loven dog kun må fylde fire timer om ugen, og som skal overvåges af jobcenteret) og nytteindsatser, hvor borgeren går til hånde og for eksempel samler skrald. Sidstnævnte forventes af politikere at udgøre en betydelig del.

Kommuner fortæller os, hvordan den særlige kombination af meget lave ydelser og meget høje krav om aktivitet skaber sine egne udfordringer. Det kan rent praktisk være svært at komme rundt til alle disse aktiviteter, når man kun har råd til de allerbilligste kvadratmeter længst væk fra alting, hvor busser er et særsyn, med et budget uden plads til kørekort eller bil. Ligesom det kan være svært at koncentrere sig om at være i en nytteindsats, når man har svært ved at finde et sted at bo.

Mere bureaukrati og kontrol – få i arbejde

For mange ansatte i jobcentre, som vi løbende har kontakt til igennem vores virke som forskere, er arbejdspligten svær at få til at give mening. Blandt andet fordi den vader i den stik modsatte retning af alle de pejlemærker, politikere ellers har sat for jobcentrenes arbejde.

Det siges, at der skal laves indsatser, som alle borgere oplever som værdige, men kraftige ydelsesreduktioner og krav om indsats i for eksempel nyttejob opleves oftest som det modsatte. Det siges, at man vil frisætte og afbureaukratisere og skabe mere tillid, men arbejdspligten stiller nye krav om nidkær kontrol og registrering. Det siges, at der skal laves effektive indsatser, men ifølge ministeriets egne beregninger kommer arbejdspligten kun til at bringe meget få mennesker i arbejde.

Endelig siges det, at der skal spares en hulens masse penge på beskæftigelsesindsatsen, men arbejdspligten er ikke en spareøvelse, men en ny udgift på anslået omkring 170 millioner kroner årligt.

Det er temmelig svært, lyder det nu fra ansatte i jobcentrene, at modbevise den stærke offentlige fortælling om, at man behandler borgere uværdigt, er bureaukratisk, ineffektiv og dyr, når man påduttes at gennemføre indsatser, som er kendetegnet ved at være lige nøjagtig alt det. Vi kan godt forstå dem.

De nye og skærpede regler kalder på, at vi tager nogle ekstremt vigtige samtaler og diskussioner, som må kunne rummes af den brede offentlighed. Dels de mere abstrakte diskussioner om, hvor vi rimeligvis kan trække grænserne imellem de potentielt omfattede og undtagne – og om rimeligheden i overhovedet at drage den slags grænser.

Dels de mere konkrete samtaler om, hvad der rent faktisk foregår i og omkring de menneskers liv, som lige nu omsluttes og forandres af nogle af de hårdeste regler, vi kan huske. Vi håber, at de meget væsentlige konkrete samtaler om de mennesker, hvis liv lige nu forandres voldsomt af de nye regler, fremover kan få plads i rampelyset.

Kronikken af Mathias Herup Nielsen og Merete Monrad er tidligere blevet bragt i Information.