
- Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Ny måling bekræfter høj tilfredshed med jobcentrene
En ny undersøgelse af virksomhedernes tilfredshed bekræfter, at der fortsat er stor tilfredshed med jobcentrene.
Udgivet: 04/03/2025
En omfattende reform af beskæftigelsesindsatsen forventes at blive præsenteres inden længe.
Jobcentre skal nedlægges, 500.000 samtaler skal skæres væk, omkring halvdelen af alle særregler på området skal afskaffes, og så skal der spares tre milliarder kroner på indsatsen.
Det er blot nogle af de ting, som beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) allerede har løftet sløret for.
Nye tal fra KL’s tilfredshedsundersøgelse blandt virksomheder, der i 2024 var i kontakt med jobcentrene, viser, at de fortsat er særdeles tilfredse med deres samarbejde med jobcentrene, og den forståelse de møder af deres behov.
Steen Christiansen, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, glæder sig over resultatet.
”Tallene her understreger, at samarbejdet mellem jobcentrene og virksomhederne fungerer rigtig godt i dag. Et af vores samfunds helt store udfordringer er manglen på arbejdskraft, og derfor er det enormt vigtigt, at vi kan fortsætte de gode takter, og at vi også i fremtiden kan matche ledige og virksomheder med hinanden - til alles fordel,” siger han i en skriftlig kommentar.
Sådan lyder virksomhedernes svar i 2024's tilfredshedsundersøgelse:
- Virksomhederne er meget tilfredse og vil anbefale jobcenteret. Næsten 9 ud af 10 virksomheder er samlet set tilfredse eller meget tilfredse med jobcenteret igennem forløbet (86 pct.), og størstedelen af virksomhederne vil anbefale et samarbejde med jobcentret til andre virksomheder (86 pct.)
- Virksomhederne er tilfredse med jobcentrenes forståelse for deres behov. 9 ud af 10 virksomheder vurderer, at forståelse for virksomhedens behov er vigtigt eller meget vigtigt i samarbejdet med jobcenteret (91 pct.). Samtidig er mere end 4 ud af 5 virksomheder tilfredse eller meget tilfredse med jobcenterets forståelse for virksomhedens behov (81 pct.).
- Jobcentrene fandt kandidater, der passede til virksomhedernes behov. Mere end 3 ud af 4 virksomheder er tilfredse eller meget tilfredse med jobcenterets evne til at finde en kandidat der passede til virksomhedens behov (77 pct.). Mere end halvdelen af virksomhederne ansatte en medarbejder som følge af samarbejdet med jobcenteret om rekruttering (52 pct.), og 3 ud af 4 (77 pct.) indgik en aftale omkring virksomhedspraktik, løntilskud eller lignende som følge af samarbejdet om opkvalificering.
- Virksomhederne forventer et rekrutteringsbehov og vil benytte jobcenteret. Næsten hver tredje virksomhed forventer at have behov for at rekruttere nye medarbejdere inden for de næste 3 måneder (33 pct.). Derudover forventer mere end hver tredje virksomhed at benytte jobcenteret, når de skal rekruttere nye medarbejdere (37 pct.)
Sidst opdateret: 04/03/2025 - 11:29










































