
Eva Obdrup, formand for Danske A-kasser. - Foto: Pressefoto Danske A-kasser.
Debat
Danske A-kasser: Regeringens sanktionsforslag er en ommer
Regeringen vil med beskæftigelsesreformen indføre flere typer sanktioner for bl.a. dagpengemodtagere. Det vil gøre systemet mere bureaukratisk og mere uoverskueligt for de ledige - Stik mod regeringens mål med reformen, skriver Eva Obdrup, formand for Danske A-kasser.
Udgivet: 25/02/2025
Af Eva Obdrup, formand for Danske A-kasser.
Med den kommende beskæftigelsesreform har regeringen sat sig for at afbureaukratisere og skabe et mere enkelt og overskueligt system for borgerne. Det betyder færre tvungne samtaler, færre målgrupper og færre regler – initiativer, som a-kasserne kun kan bakke op om. Vi har længe efterlyst et mere overskueligt og enkelt system på hele beskæftigelsesområdet.
Derfor undrer det os, at regeringen med den ene hånd vil fjerne bureaukrati, mens den med den anden hånd indfører nye, komplekse og bureaukratiske regler i samme reform. Endnu mere besynderligt er det, at disse tiltag sigter mod at løse problemer, der reelt ikke eksisterer.
Mere bureaukrati for de syge
Her tænker jeg på de foreslåede ændringer og nye sanktioner for bl.a. dagpengemodtagere.
Regeringen ønsker at indføre en sanktion svarende til cirka en halv dags dagpenge, hvis en ledig ikke melder afbud til en samtale eller et tilbud. I dag får man allerede en sanktion ved udeblivelse, og bliver trukket i dagpengene, indtil kontakten genoprettes med a-kassen eller kommunen. Hvis der er en rimelig grund, såsom sygdom, undgår man sanktionen.
Den nye sanktion betyder, at a-kassen både skal foretage den nuværende vurdering og give en yderligere sanktion for manglende afbud – men med andre kriterier. For eksempel tages der med den nye sanktion ikke hensyn til, om udeblivelsen skyldes sygdom. Med andre ord er det ikke længere nok at melde sig syg på Jobnet, hvis man er syg.
Selv om man har givet besked om sin sygdom, skal man også melde afbud til en samtale eller et tilbud, man skulle have deltaget i, hvis man ikke var blevet syg. Ellers får man en sanktion. Det er paradoksalt, da reformen andre steder søger at undgå uværdig behandling af sygemeldte og afbureaukratisere reglerne for syge.
Desuden vil det nye sanktionssystem gøre reglerne mere forvirrende for de ledige og mere komplekse at administrere for a-kasser og kommuner – altså det stik modsatte af reformens intention om forenkling.
Dertil kommer, at regeringen med den nye sanktion vil forsøge at løse et problem, der slet ikke findes. Hvis ledige udebliver fra samtaler og tilbud, trækkes de allerede i dag i dagpengene. Det nuværende sanktionssystem er dermed helt rimeligt og passende.
Nærmest alle ledige registrerer jobsøgning
På samme måde vil regeringen med et andet sanktionsforslag forsøge at løse et ikke-eksisterende problem. Nemlig at de ledige ikke registrerer jobsøgning i jobloggen, som de skal.
Men nærmest alle ledige registrerer deres jobsøgning, helt som de skal. De seneste tal viser, at 98,7 procent af alle ledige på dagpenge havde registreret jobsøgning i jobloggen i november 2024.
Regeringen lægger med sit andet sanktionsforslag op til, at der skal sendes en automatisk påmindelse og en agterskrivelse til de ledige, der ved månedens udgang ikke har registreret jobsøgning – og derefter gives en uges dagpengekarantæne for den manglende registrering.
Men a-kasserne sender allerede i dag påmindelser ved manglende registrering af jobsøgning. Hvis den ledige efter påmindelsen stadig ikke registrerer sin jobsøgning, afholdes en samtale for at vurdere, om den manglende registrering skyldes, at pågældende ikke søger job – og dermed ikke står til rådighed. Hvis det er tilfældet, gives der en hård sanktion.
Erfaringer fra tidligere sanktioner for manglende jobsøgning har vist, at det oftest handler om glemt registrering og ikke om, at medlemmerne ikke søger job. A-kassernes erfaring er også, at manglende registrering af jobsøgning i langt de fleste tilfælde skyldes, at medlemmet allerede er på vej ud af dagpengesystemet, hvor der faktisk ikke er pligt til jobsøgning.
Derudover ved vi, at kun cirka 0,2 procent - altså ganske få - ikke registrerer deres jobsøgning efter en påmindelse fra a-kassen. Derfor må vi igen konstatere, at regeringen med sanktionsforslaget vil forsøge at løse et problem, der ikke eksisterer.
En uheldig konsekvens af forslaget er, at det vil medføre øgede it-omkostninger og mere administration for a-kasserne samt mere bureaukrati og en svækkelse af retssikkerheden for de ledige.
Vores forslag er simpelt: Lad være med at indføre yderligere sanktioner. De eksisterende er passende og rimelige. De nye sanktioner vil blot gøre beskæftigelsessystemet mere uoverskueligt og komplekst – præcis det modsatte af, hvad regeringen ønsker.
Sidst opdateret: 25/02/2025 - 10:03










































