Nye tal: Ledighed er ikke længere et udkantsproblem, men et storbyproblem

Selvom ledigheden har været omtrent uændret på landsplan det seneste år, er der stor forskel mellem kommunerne. Særligt yderkommuner har haft faldende ledighed. Se udviklingen i din kommune her.

Udgivet: 03/10/2024

Pia Paarup Krebs

Redaktør

Del artiklen:

Arbejdsløshed er ikke længere et udkantsproblem, men derimod et storbyproblem. Mange yderkommuner har det seneste år oplevet fald i ledigheden, og i flere af kommunerne nærmer ledigheden sig landsgennemsnittet.

Det skriver NB-Økonomi.

På trods af at ledigheden er steget en smule det seneste år, fra 2,8 procent til 2,9 procent, har 28 kommuner haft fald i ledigheden. Og det er primært yderkommuner som for eksempel Lolland og Vordingborg der har oplevet faldende ledighedsprocent, så niveauet nu nærmer sig landsgennemsnittet. Her spiller de store infrastrukturprojekter som Femern-forbindelsen og Storstrømsbroen givetvis ind.

Modsat har alle storbykommuner og en del af kommunerne med den laveste ledighed oplevet en stigende ledighed. Facit er en bemærkelsesværdig situation, hvor balancen i Danmark er målt på ledigheden er tippet til fordel for yder- og landkommunerne, mens storbykommunerne nu er de hårdest ramte områder.

Gavner kommunekassen i yderkommunerne

Når ledigheden udvikler sig forskelligt i kommunerne, har det kontant betydning for kommunens økonomi. Jo bedre kommunens udvikling er i forhold til landsgennemsnittet, jo bedre stillet er kommunen i forhold til statens kompensation af indkomstoverførsler. Det hænger sammen med, at kommunerne kompenseres under ét, som du kan læse mere om i artiklen herunder.

Fik du læst?

Færre ledige kan udløse store gevinster og tab i kommunerne

I kortet herunder kan du se udviklingen i din kommune.

Artiklen fortsætter under kortet.

Særligt storbykommuner har højere ledighed

Ledigheden er fortsat højest i storbykommunerne, København, Odense, Aarhus og Aalborg, og i de københavnske vestegnskommuner.

På grund af den faldende ledighed i mange yderkommuner, så er de nu generelt på eller under landsgennemsnittet, som du kan se på kortet herunder.

Artiklen fortsætter under kortet.

Gavner kassebeholdningerne

Da overførslerne ikke er en del af servicerammen, vil ændringer i ledigheden alene påvirke kommunernes likviditet.

Netop for kommunerne i produktionsdanmark kan det være vigtigt at have en solid kassebeholdning, for erfaringen fra finanskrisen er, at i tilfælde af en lavkonjunktur så bliver kommunerne her ramt først, og dermed vil de få en større stigning i deres ledighed end landsgennemsnittet. Og så fosser pengene ud af kommunekasserne i produktionsdanmark.

I den situation kan en stærk kasse betyde, at en kommune i en periode kan finansiere de stigende udgifter til ledige over kassen fremfor gennem besparelser.

Sidst opdateret: 03/10/2024 - 07:22

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]