Af Michel Klos, chefkonsulent i Danske A-kasser

Af Michel Klos, chefkonsulent i Danske A-kasser - Foto: Pressebillede: Danske A-kasser.

Danske A-kasser: Vær varsom med data I bringer i offentlig debat, NB-Beskæftigelse

DEBAT: 20 ud af 20 a-kassechefer mener, at det er gået ’godt’ eller ’meget godt’ efter at a-kasserne har overtaget ansvaret for forsikrede ledige, viser en rundspørge fra Danske A-kasser.

Udgivet: 22/08/2024

Del artiklen:

Af Michel Klos, chefkonsulent i Danske A-kasser.

’Den eneste statistik du kan tro på, er den du selv har manipuleret’.

Disse ord skulle være et af Churchills mange udødelige citater. Som analytiker, der arbejder med statistik hver dag, er ordene lige harske nok, men de har naturligvis det element af sandhed, at tal, statistik og undersøgelser bør omgås varsomt – både når de udarbejdes og når de udlægges.

Det er jeg endnu engang blevet mindet om, efter at bl.a. NB-Beskæftigelse og A4 Beskæftigelse i løbet af 2024 har bragt artikler – baseret på rundspørger til jobcenterchefer - om, hvordan det er gået siden a-kasserne 1. januar fik ansvaret for egne medlemmer i de første tre måneder af deres ledighedsperiode. En opgave og et ansvar som de overtog fra jobcentrene, selv om jobcenterchefer og kommuner overvejende har meldt ud, at de mente opgaven burde blive i jobcentrene.

Artiklerne beskrev bekymringer og rynkede bryn hos jobcentercheferne og havde overskrifter som denne i NB-Beskæftigelse den 16. maj: ’Hver anden jobcenterchef peger på udfordringer efter a-kassernes overtagelse af ledige’.

 Det lyder jo ikke godt, at så mange taler om ’udfordringer’ ved den nye ansvarsfordeling. Hvad kan det mon dække over, spørger man som læser! Og måske begynder man også at overveje, om det overhovedet var en god ide, at a-kasserne fik den opgave, når der nu er så mange udfordringer. 

Jeg var en af læserne, og de tanker og spørgsmål, der opstod hos mig, handlede mest om, hvorvidt data mon var udarbejdet og udlagt med varsomhed. Det fik mig til at nærstudere de tal som fx NB havde indsamlet, og det var et interessant og lærerigt studie. På flere måder.

Metodisk uhensigtsmæssigt kun at spørge en part

Artiklerne fra NB-Beskæftigelse var baseret på spørgeskemaer udsendt til kommunale beskæftigelseschefer, og et af resultaterne viste f.eks, at kun 32,3 procent af de chefer, der svarede, mente, at det er gået godt med, at a-kasserne har overtaget ansvaret for at få de ledige i job. Ingen mente, det er gået rigtig godt.

Jobcentrene er – ligesom a-kasserne – parter, der har interesse i ansvarsfordelingen. Derfor mener jeg, at det er metodisk uhensigtsmæssigt fra NB’s side, at a-kasserne ikke også er blevet spurgt om erfaringerne med det nye kontaktforløb. For kunne man forestille sig, at den anden part i sagen ville se helt anderledes på omfanget af ’udfordringer’ mv?

Det spørgsmål besluttede vi at besvare i Danske A-kasser ved at fuldende NB’s rundspørge, så a-kassecheferne blev spurgt om stort set det samme som de kommunale chefer gjorde.

Se Danske A-kassers analyse: A-kassechefers syn på det nye kontaktforløb

20 ud af 21 adspurgte a-kasser har svaret. Det giver en svarprocent på 95,2, som i øvrigt er betydeligt højere end svarprocenten hos NB, som modtog 33 svar på 149 udsendte spørgeskemaer til de 94 jobcentre. Det giver en svarprocent på 22,1.

Det vil sige, at langt størstedelen af de adspurgte slet ikke har prioriteret at svare NB. Og det vil sige, at overskriften om ’hver anden jobcenterchef’ reelt betyder, at færre end 20 chefer ud af de 149 adspurgte har meldt om udfordringer ved det nye kontaktforløb.

Revolutionerende høj score

Men nu tilbage til Danske A-kassers egen rundspørge. For hvad viste den mon, når den anden part i sagen blev spurgt om det samme som de kommunale chefer?

Den viste simpelthen, at 20 ud af 20 a-kassechefer mener, det er gået ’godt’ eller ’meget godt’, efter a-kasserne har overtaget ansvaret for egne ledige i de første tre måneder. Det er jo næsten en revolutionerende høj score. Men det vigtigste ved resultatet er, at det er markant anderledes, end det der kom frem, da de kommunale chefer blev spurgt. At det er meget tydeligt, at man får svar efter hvem man spørger.

Jeg er sikker på, at alle deltagere i både vores og NB’s rundspørge har svaret fuldstændig ærligt, men det ændrer ikke meget ved, at ingen af disse rundspørger kan bruges til ret meget andet end at grave grøfterne dybere mellem nogle parter, der skal samarbejde, og som mig bekendt heldigvis allerede har et glimrende samarbejde til gavn for de ledige.

Husk på det her i den afgørende fase

Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at det går rigtig godt med det nye kontaktforløb ude i a-kasserne, og det er da også rart at få bekræftet af vores rundspørge. Det luner vi os ved i Danske A-kasser. Men jeg mener faktisk, at resultatet hos NB-beskæftigelse først og fremmest viser, at man skal være utrolig varsom, når man laver rundspørger og producerer statistik, som skal bidrage til den offentlige debat.

Det er simpelthen metodisk uhensigtsmæssigt kun at spørge én part i en sag. Særligt når sagen handler om, at den ene part har overtaget noget ansvar fra den anden part. Og særligt når man vil spids-vinkle resultaterne i artikler på trods af en meget lav svarprocent.

Dette håber jeg, alle vil huske på, nu hvor vi træder ind i den sidste og afgørende fase, inden der bliver slået søm i en politisk aftale om, hvordan fremtidens beskæftigelsessystem skal se ud.

Sidst opdateret: 22/08/2024 - 12:53

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]