
Siden a-kassernes overtagelse af forsikrede ledige, er udgifterne til seks ugers selvvalgt uddannelse steget i flere kommuner. Her mistænker man a-kasserne for at have et mindre jobfokus. Danske A-kasser afviser kritikken. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix, Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix og Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Uddannelsesfokus i a-kasserne koster kommunerne dyrt
Siden a-kassernes overtagelse af ledige er udgifterne til seks ugers jobrettet uddannelse steget i flere kommuner. Her mistænker man a-kasserne for at have et mindre jobfokus. Danske A-kasser afviser kritikken.
Udgivet: 02/05/2024
Siden a-kasserne fra årsskiftet overtog ansvaret for kontakten med ledige medlemmer i de første tre måneders ledighed, er udgifterne til uddannelse skudt i vejret i flere kommuner.
I Solrød er stigningen mest markant. Baseret på de foregående års udgifter havde jobcentret budgetteret med et forbrug på 125.000 kroner for seks ugers jobrettet uddannelse.
Men de tilsendte regninger fra a-kasserne løber op i 329.000 kroner, fortæller Jens Folman, Centerchef for Borgerservice, Job og Social i Solrød Kommune.
Folman mistænker a-kasserne for at have fokus på uddannelse på bekostning af et mere jobrettet fokus.
“Der er uden tvivl nogle, som vil mene, at seks ugers jobrettet uddannelse giver rigtig god mening. Men i jobcentret har vores indsats først og fremmest handlet om at få borgerne tilbage i job så hurtigt som muligt. Og i tråd med den politiske intention.”
“Om det er klogt eller ej, må andre vurdere. Vi kan bare konstatere, at det fordyrer aktiveringen og forlænger ledigheden,” konstaterer Jens Folman.
Seks ugers selvvalgt uddannelse er en ret, borgerne har. Efter fem ugers ledighed giver den forholdsvis frie tøjler til at vælge et kursus, som den arbejdsløse selv finder spændende.
Om seks ugers jobrettet uddannelse
Retten til at starte på 6 ugers jobrettet uddannelse opnås efter 5 ugers ledighed.
Uddannelsesforløbet er en ret for dagpengemodtagere, og for fleksjobvisiterede med færrest faglige kompetencer.
Seks ugers jobrettet uddannelse gælder for ufaglærte og faglærte ledige, samt ledige med kort videregående uddannelser (KVU), der samtidig har en erhvervsfaglig uddannelse.
Ledige inden for målgruppen kan løbende tilmelde sig kurser inden for en erhvervsgruppe.
Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Stigende udgifter i hele landet
I flere af landets største kommuner har man samme oplevelse. I Aalborg og Odense er udgifterne steget med henholdsvis 28 procent og 31 procent. I København er der til gengæld kun tale om en beskeden stigning.
I Aalborg brugte man 1,4 millioner kroner i første kvartal af 2023. I år var det tal steget til knap 2 millioner kroner.
Her peger beskæftigelseschef Jesper Dahlgaard også på, at a-kasserne formentlig prioriterer anderledes end jobcentret.
“Det kunne tyde på, at a-kasserne i højere grad har brugt tiden til at snakke uddannelse med de ledige. Måske har de haft et lidt mindre jobrettet fokus end os. Vi kan i hvert fald konstatere en stigning, som ligger udenfor den statistiske tilfældighed,” siger Jesper Dahlgaard til NB-Beskæftigelse.
Dahlgaard mener dog, at det er for tidligt at konkludere noget endegyldigt. Men Jobcenter Aalborg vil holde nøje øje med udviklingen.
Koncernchefen for beskæftigelse i Odense, Gorm Hjelm Andersen, kan konstatere en stigning på en halv million kroner på seks ugers jobrettet uddannelse i samme periode.
Kommunen har i år budgetteret med 1,1 millioner kroner, men regningen lyder allerede på 1,6 millioner kroner.
“Den ledige har jo ret til uddannelse, og jeg hører, at a-kasserne hele tiden har været gode til at oplyse deres medlemmer om ordningen. Det var de før, og nu også efter at de har overtaget indsatsen i de første tre måneder af ledighedsperioden,” skriver han i en mail til NB-Beskæftigelse.
“Det skal også tages i betragtning, at vi her i Odense på det seneste desværre har set en stigende ledighed, som helt naturligt også må forventes at bidrage til et øget forbrug,” skriver han.
I København har stigningen været knap så markant. Udgifterne til seks ugers jobrettet uddannelse udgjorde 1,6 millioner kroner i første kvartal af ’23. I år er udgiften for samme periode 1,8 millioner kroner.
”Vi ser altså ikke en meget markant stigning, men dog en tendens i den retning. Vi følger naturligvis udviklingen,” skriver Marianne Becker Andersen, direktør for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune.
Danske A-kasser glæder sig over udviklingen
Verner Sand Kirk, direktør i Danske A-kasser, ser intet problem i de stigende udgifter. Han glæder sig tværtimod over, at endnu flere vælger uddannelse til.
"Umiddelbart synes jeg det er positivt, hvis flere benytter sig af muligheden. Arbejdsmarkedets parter er jo enige om, at der er brug for uddannelserne. Derfor er jeg glad for at høre, at a-kasserne vejleder deres medlemmer, så de forbedrer deres jobchancer, eller får mod til at skifte spor i livet,” siger Verner Sand Kirk.
Udgifter i udvalgte kommuner
NB-Beskæftigelse har foretaget en stikprøve blandt ni kommuner. Den viser et blandet billede.
Aalborg: Første kvartal 2023: 1,425 mio. kr. Første kvartal 2024: 1,968 mio. kr. Stigning på 38 %.
Brøndby: Ingen eksakte beløb. Samme antal kurser i 2023 og 2024, men udgifterne er cirka 30 % højere i år.
Esbjerg: Store udsving over de seneste tre år. Første kvartal 2022: 530.000 kr. Første kvartal 2023: 1,1 mio. kr. Første kvartal 2024: 790.000 kr. Fra ’23 til ’24 er udgiften faldet 28 %.
Frederiksberg: Har umiddelbart ikke oplevet stigninger fra 2023 til 2024.
København: Første kvartal 2023: 1,6 mio. kr. Første kvartal 2024: 1,8 mio. kr. Stigning på 12,5 %.
Odense: Første kvartal 2023: 1,1 mio. kr. Første kvartal 2024: 1,6 mio. kr. Stigning på 45 %.
Odsherred: Første kvartal 2023: 159.000 kr. Første kvartal 2024: 199.000 kr. Stigning på 25 %.
Skanderborg: Udgifterne er faldet fra 2023 til 2024, men det kan skyldes tilfældige udsving, skriver Anja Nørby Sørensen, Chef for Arbejdsmarked og Social. Hun bemærker, at kommunens opgørelser kan indeholde forsinkelser, så udgifter bogført i de første 3 måneder af 2024 reelt kan vedrøre forløb i 2023.
Slagelse: Første kvartal 2023: 532.000 kr. Første kvartal 2024: 557.000 kr. Stigning på 5 %.
Sidst opdateret: 02/05/2024 - 12:39










































