En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at de to brancher med størst fremgang har været industrien og vidensservice-branchen

En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at de to brancher med størst fremgang har været industrien og vidensservice-branchen - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Brancherne industri og videnservice oplevede størst fremgang sidste år

Beskæftigelsen er steget betydeligt det seneste år – mest i industrien og inden for videnservice, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Der er stor forskel på, om udviklingen drives af danske statsborgere eller udenlandsk arbejdskraft.

Udgivet: 02/05/2024

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Det seneste år er beskæftigelsen steget med 33.600 personer – fra januar 2023 til januar 2024.

En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at de to brancher med størst fremgang har været industrien og videnservice, der er steget med henholdsvis cirka 5.800 personer og 5.400 personer.

Omvendt er beskæftigelsen faldet i andre brancher. Eksempelvis har handelsbranchen oplevet det største fald med knap 1.500 færre job.

"Det er tydeligt, at den virkelighed, virksomhederne oplever, også viser sig i beskæftigelsestallene. Industriproduktionen buldrer afsted, og det betyder flere medarbejdere i industrien. Samtidig er detailhandlen stadig ramt af den høje inflation, hvilket har medført færre ansatte," siger Sofie Holme Andersen, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, i en pressemeddelelse.

Ifølge hende er det glædeligt, at der er fremgang i beskæftigelsen i så mange brancher. Det er klart, at der vil ske skift mellem brancherne, når forretningssituationen ændrer sig. Her er det ekstra vigtigt, at vi står klar med omskoling og videreuddannelse til dem, der skal skifte branche mere permanent, påpeger hun.

Danske statsborgere har mistet jobbet i handelsbranchen

Analysen undersøger også, om det er indenlandsk eller udenlandsk arbejdskraft, der har drevet udviklingen i tre udvalgte brancher: handel, vidensservice og industrien.

Faldet i handelsbranchen er drevet af danske statsborgere, mens den udenlandske arbejdskraft er omtrent uændret. Den lille stigning, der er blandt udlændinge, er drevet af herboende udlændinge.

Inden for videnservice er det danske statsborgere, der primært driver stigningen. Vidensservice dækker over blandt andet juridisk bistand, revision og ingeniørvirksomhed.

I industrien er det derimod den udenlandske arbejdskraft, der driver væksten. Det gælder både herboende og pendlere.

"Der er en stor sandsynlighed for, at det også er personer, der bor i Danmark, der mister deres job, når beskæftigelsen på et tidspunkt falder igen. Det skyldes, at pendlerne fortsat udgør en relativt lille del af beskæftigelsen, selvom der er kommet flere. Vi ser allerede nu i handelsbranchen, at det er personer med bopæl i Danmark, der mister jobbet,” siger Sofie Holme Andersen.

Analysens hovedkonklusioner

  • Beskæftigelsen er steget med 33.600 personer fra januar 2023 til januar 2024.
  • Vidensservice-branchen og industrien har oplevet de største stigninger, mens handelsbranchen har oplevet et fald, der er større end nogen anden branche.
  • I industrien ansættes i høj grad udenlandsk arbejdskraft – både herboende og pendlere, mens man inden for vidensservice i højere grad ansætter danske statsborgere.
  • I handelsbranchen er det danske statsborgere, der primært står for tilbagegangen i beskæftigelsen.

Læs analysen her.

Sidst opdateret: 02/05/2024 - 10:29

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]