
En analyse fra tænketanken Cevea viser, at politiske reformer og prisstigninger har udhulet kontanthjælpens købekraft de seneste 30 år. - Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Kontanthjælpen er i årtier blevet udhulet: Det er dybt bekymrende
I løbet af de sidste 30 år er forskellen mellem lønmodtagere og kontanthjælpsmodtagere steget væsentligt, viser en ny analyse fra Cevea. Udviklingen er dybt bekymrende, lyder det fra tænketanken.
Udgivet: 04/04/2024
Kontanthjælpen er bid for bid blevet udhulet sammenlignet med gennemsnitslønnen i løbet af de sidste tre årtier.
En analyse fra tænketanken Cevea viser, at politiske reformer og prisstigninger har udhulet købekraften for modtagerne af kontanthjælp i 30 år.
Det betyder, at en kontanthjælpsmodtagers indkomst efter skat kunne være cirka 30 procent højere end i dag, svarende til omkring 2.800 kroner om måneden, hvis altså den var steget lige så meget som lønmodtagerens.
Udviklingen bekymrer senioranalytiker Magnus Thorn Jensen fra Cevea, der har lavet analysen.
"Det er dybt bekymrende, at man har øget afstanden så markant. Det er jo sket med helt åbne øjne, da det har været en del af et politisk projekt om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Så det har været helt bevidst, at man har øget forskellen. Det gør, at vi får en meget større økonomisk ulighed i vores samfund," siger han til NB-Beskæftigelse.
Udhulingen skyldes primært den politisk bestemte mindreregulering, der er sket år for år. I 26 ud af de 30 år fra 1994-2024 er der trukket et beløb fra kontanthjælpssatserne, så de ikke har fulgt lønudviklingen, viser analysen.
Asbjørn Sonne Nørgaard, der er direktør i Cevea, påpeger, at uligheden er steget 40 procent i Danmark de seneste 20-25 år.
"Hvis vi ser på det politisk, skyldes det overordnet to ting - skattereformer og udhuling af overførselsindkomster. Så hvis vi stadig vil prale af at være landet, hvor få har for meget, færre har for lidt, og hvor der er kort afstand mellem høj og lav, så må vi simpelthen stoppe med at udhule kontanthjælpen," siger Asbjørn Sonne Nørgaard.
Det virker ganske enkelt ikke at skære i kontanthjælpen for at få flere i job. Selv når man laver store reduktioner i kontanthjælpen, har det en meget lille effekt, har tidligere beregninger vist, fastslår han.
Nuværende regering trækker i samme retning
Ifølge Magnus Thorn Jensen og Asbjørn Sonne Nørgaard er der dog ikke noget, der tyder på, at udviklingen ikke fortsætter de kommende år. Den nuværende regering har lavet en række reformer, som trækker i samme retning.
"Man har lavet en række politiske aftaler, hvor man fortsætter ad samme spor. Dels har man afskaffet store bededag, og i den forbindelse har man sikret sig, at det ikke kommer kontanthjælpsmodtagere til gavn ved at afvige fra det princip, man normalt har om, hvordan man regulerer."
"Så har man lavet en kontanthjælpsreform, som også betyder, at den almindelige sats for en voksen ikke-forsørger bliver lavere, og med skattereformen øger man endnu engang beskæftigelsesfradraget, og det gør også den økonomiske forskel større," siger Magnus Thorn Jensen.
Udhulingen af kontanthjælpen
Kontanthjælpen er bid for bid er blevet udhulet sammenlignet med gennemsnitslønnen i de seneste tre årtier, og at afstanden mellem kontanthjælpsmodtagere og lønmodtagere er blevet kraftigt forøget, viser en analyse fra Cevea.
Mens gennemsnitslønnen før skat er steget med ca. 22 pct. siden 1994 (fraregnet inflation), så er kontanthjælpssatsen for en voksen ikke-forsørger kun steget med ca. 2 pct. før skat i samme periode.
Hvis kontanthjælpen skulle have fulgt udviklingen i gennemsnitslønnen, skulle satsen for en voksen ikke-forsørger i 2024 altså være ca. 20 pct. højere, svarende til ca. 2.400 kr. om måneden mere end i dag før skat (den faktiske sats i 2024 er på 12.326 kr.).
Læs analysen her.
Sidst opdateret: 04/04/2024 - 10:51










































